Fire stjerner til bogen "Ledelse og selvforståelse – Kom ud af boksen".
12. februar 2010, 06:00
Arbinger Institute er det internationale konsulentfirma bag bogen Leadership and Self-Deception, som de senere år er blevet en stadig større bestseller i USA med over en halv million solgte eksemplarer.
Borgens Forlag har med "Ledelse og selvforståelse – Kom ud af boksen" udgivet denne bog på dansk, og det er der kommet en udmærket ledelsesbog ud af.
Bogen sætter forkus på de selvbedrag, som mange af os gør i vores dagligdag – både privat og i vores professionelle liv. Og dens påstand er, at de fleste personlige og organisatoriske problemer er et resultat af et gennemgående, men lidet kendt problem, nemlig selvbedrag.
Som i andre bøger med samme lidt forudsigelige indhold har man skabt et koncept, som læseren let kan huske – i dette tilfælde en boks, som man enten kan være inde eller ude af.
Er man ude af boksen, ser man andre mennesker som ligeværdige. Er man inde i boksen opfatter man andre på en forvrænget måde og ser personer i omgivelserne som objekter.
Bogen fortæller en lidt banal historie med personer, som gradvis opnår selvindsigt i deres egne handlemåder og derved bliver bedre ledere og mere succesfulde.
Ignorer den amerikanske stil: Som dansker skal man ignorere den typiske amerikanske til tider noget belærende måde at fortælle en historie på og i stedet fokusere på selve indholdet.
Det er nemlig fuldstændig korrekt, at en leder, der ikke har indsigt i sine egne reaktionsmekanismer, let kommer til at fremstå som uempatisk, egoistisk og som en person, der ikke præsterer optimalt.
Bogen forsøger at få os til at indse, hvorfor vi kommer ind i boksen af selvtilstrækkelighed. Samtidig giver den en løsning på, hvordan vi igen kommer ud af boksen og forbliver udenfor.
Resultatet bliver, at vi holder op med at være pedantiske fejlfindere og i stedet ser vores opgave som at hjælpe andre i stedet for at bruge tid på at få andre til at hjælpe os. For virksomheden som helhed får alle en gevinst i form af bedre resultater.
Samlet set bibringer bogen ikke noget revolutionerende nyt, men kan fungere som en reminder om, at det reflekterende menneske altid når længere i en organisation end personer, som på forhånd har defineret sig selv som Guds gave til menneskeheden i al almindelighed og til firmaet i særdeleshed.
Evnen til at reflektere: Bogens største mangel er nok, at den ikke forholder sig til, at visse personer fra naturens hånd ikke besidder den psykologiske evne til at reflektere og udholde kritik af egen person. Derfor kan bogens ellers gode intentioner nok ikke bruges i alle virksomheder.
Men det skal naturligvis ikke forhindre nogen i at læse den og blive klogere på sig selv.
Læs flere anmeldelser på bny.dk






























































