Kvinder hverken taler eller interesserer sig nær så meget for løn som mændene.
27. oktober 2009, 07:50 – opdateret 27. oktober 2009, 07:52
Det er mændene, der løber med de ekstra tillæg. For deres kvindelige kollegaer taler meget mindre om løn både med chefen, kollegerne og tillidsrepræsentanten, og det sender dem bagerst i lønkøen.
Det er konklusionen af en ny undersøgelse fra FOA, som er baseret på svar fra 1622 FOA-medlemmer. Det skriver Avisen.dk. Undersøgelsen viser, at 89 procent af mændene får kvalifikationstillæg og 82 procent får funktionstillæg. Blandt kvinderne er de to tal kun 77 procent og 63 procent.
- Undersøgelsen er en alvorlig advarsel om, at vores arbejde for ligeløn risikerer at udvikle sig til mere ulige løn, når den fordeles lokalt. Det er da et spark til os, siger Dennis Kristensen, formand for FOA til Avisen.dk.
Undersøgelsen afslører, at der er store forskelle på mænds og kvinders opførsel, når det kommer til løn.For eksempel taler 11 procent af mændene ofte med deres tillidsrepræsentant om løn. Kun tre procent af kvinderne gør det samme.
- mja






























































