Konsulentfirmaet Emendo høster årets Konsulentpris for et projekt hos Haldor Topsøe A/S.
21. maj 2010, 06:00 – opdateret 21. maj 2010, 06:01
Konsulentprisen 2010 går til Emendo for et arbejde, der bidrog til at øge produktionen på Haldor Topsøes katalysatorfabrik i Frederikssund med 50 procent.
Fabrikkens produktionsdirektør, Ole Jacobsen, kalder resultatet "opsigtsvækkende".
"Vi havde ikke selv troet, at vi kunne komme så højt op," siger han om Emendos indsats, som grundlæggende er et stykke lean. Dog ikke i en helt klassisk form.
"Det var det, vi troede, vi skulle lave. Men det første, vi skulle i gang med, var faktisk at etablere klassisk vedligehold," fortæller seniorkonsulent Niels Welling fra Emendo.
Man fik lavet et målstyringssystem, der målte anlæggets tilstand på forhold som sikkerhed, den aktuelle produktionsflaskehals’ oppetid og output målt i kilo. Et dagligt overdragelsesmøde med fast dagsorden mellem skifteholdene sikrede, at systemet også blev brugt.
Emendo gik i gang med at få skrevet manualer, helt enkle anvisninger – "étpunktsinstruktioner" kalder Niels Welling det – for, hvordan anlægget skulle betjenes. De blev ikke formuleret af Emendo, men af ansatte folk på gulvet.
"Operatørerne har som regel et rigtig godt indblik i, hvordan anlægget kører. Det er ikke os, der kommer med ideerne. Det er de operatører, der betjener anlægget til daglig – sådan er det som regel," forklarer han om en proces, hvor konsulenterne altså mere var facilitatorer end eksperter.
"Og hvis du ser langsigtet på det, og ser på opgaven som forandringsledelse, så er der meget større sandsynlighed for, at de holder fast ved ideerne, hvis vi kan få dem til at komme med dem selv," siger Niels Welling.
Netop dette er en af de ting, dommerkomiteen bag årets konsulentpris fremhæver i sin begrundelse for at give Emendo prisen.
"Der er skabt en ny kultur og nye processer, som på imponerende vis er forankret i virksomheden," skriver dommerkomiteen.
Vinderne af de øvrige 5 priser:
1. Driftsledelse og vinder af Wild-prize: Immenso Consult A/S.
2. Samfundsudvikling, -organisation og -økonomi: Damvad.
3. Strategi og virksomhedsudvikling: SJP A/S.
4. Organisations- og lederudvikling: Valcon A/S.
5. Salg: SalesPartners A/S.






























































