26. oktober 2008, 13:30 – opdateret 16. maj 2012, 21:34

Hvem er Knud Romer? Det spørgsmål har minimum to svar. Den ene Knud er en sent debuterende romanforfatter og bogorm, som i løbet af det sidste par år har høstet stakkevis af litteraturpriser for bogen ”Den som blinker er bange for døden”. Den anden Knud er en coke-sniffende og vodkadrikkende provokatør, der i sen-halvfemserne skød sig selv til tops i den danske reklamebranche.

Rollen som reklamemand udfyldte Knud Romer så godt, at han blev typecasted til at være det markedsfikserede element i DR2’s Smagsdommerne, ligesom han gav den for fulde gardiner som reklamemanden Aksel i Lars von Triers Idioterne. Han spillede med andre ord en person med det samme job, som han bestred i virkelighedens verden.

Danskerne stiftede dog først for alvor bekendtskab med Knud Romer i Smagsdommerne, hvor han ganske bombastisk svingede øksen over alskens kunstværker. En stor del af danskerne lærte dog først at holde af Knud Romer, da han i 2006 udgav sin debutroman. Sandheden er nemlig, at den nu 48-årige Knud Romer aldrig har haft noget ønske om at blive reklamemand. Han blev det, fordi hans drøm om at skrive stor litteratur på tysk ikke var blevet til virkelighed efter 17 års studier på Københavns Universitet:

“Fra jeg var helt lille, havde jeg kun en tanke. Det var, at jeg ville skrive poesi. Tysk poesi. Og det skulle udkomme på Insel Verlag i Frankfurt. Det er det højest estimerede tyske forlag, der findes. Hvad jeg ikke vidste, var, at min drøm var umulig. De udgiver ikke danske forfattere. Men det var mit mål. Det var min eneste kilde til betydning. Hvis det ikke lykkedes, så var alt forgæves.”

“Jeg sad i 17 år på universitetet og øvede mig. Jeg læste kognitionsteori, religion, fransk og lærte endda jiddisch. Jeg læste alt. Men jeg kunne blive ved, så længe jeg ikke blev stoppet. Som 35-årig opdager jeg, at jeg er blevet en social taber. Det er sket. Når du ikke har noget på dit cv i den alder, så får du det heller aldrig. Derfor måtte jeg vende poesien ryggen.”

Til trods for de mange år på litteraturvidenskabsstudiet, blev han ikke færdig med sit speciale. I erkendelsen af sit manglende litterære gennembrud og med absolut ingen joberfaring på sit cv prøvede Knud Romer i stedet sin kunnen inden for reklameverdenen. En vennetjeneste skaffede ham i 1995 en samtale hos reklamebureauet Kunde & Co.

“Da jeg kom til den jobsamtale, kunne jeg fem fremmedsprog og havde 2000 års kulturhistorie på mine skuldre. Men jeg havde ingen anelse om, hvad de snakkede om. Jeg vidste ikke, hvad de ville, så jeg sagde bare ja til alt. På den ene side brød jeg sammen, fordi det var Guds straf. På den anden side var jeg glad, fordi det var min eneste chance. Jeg skulle gøre mig bemærket. Jeg fik 8.000 kr. om måneden i løbet af min prøvetid, der varede tre måneder,” siger han.

Knud Romer så kun en mulighed for at få succes: Med alle sine fordomme om reklamebranchen i baghovedet måtte han forsøge at opføre sig som en reklamemand.

“På grund af min baggrund i litteraturhistorie kunne jeg forholde mig så abstrakt til ting, at jeg ikke behøvede at vide noget om produkterne. Min anden kunde var Nycomed, som skulle have en komplet virksomhedsprofil. Jeg vidste noget om medicinalindustrien, fordi jeg havde læst en masse medicinsk historie. Derfor havde jeg styr på deres værdier, og derfor vidste jeg, hvordan man skulle tale dem efter munden, så de kunne lide en. Så der skrev jeg mit første virksomhedskoncept. Fire år efter var jeg kreativ direktør for Danmarks største reklamebureau og burde have været glad. Men det var jeg ikke,” siger Knud Romer.

Farvel forfatter: Knud Romer svømmede længere og længere væk fra forfatterdrømmen. Og samtidig opførte han sig gennemført outreret. Han levede op til forestillingen om reklamebranchens kreative drengerøve, der udtænker koncepter med vodka og kokain, som primære inspirationskilder. Og han gjorde det så overbevisende, at hans brand blev til summen af alle hans egne fordomme om reklamefaget:

“Lars von Trier ville have mig til at spille reklamemand i Idioterne. Han sagde: ’Knud, du skal bare spille dig selv.’ Den rolle, jeg spillede i det daglige.

“Jeg led af en slags Stockholm-syndrom. Jeg havde identificeret mig så meget med min gidselstager og var så bange for at miste mit job, at jeg var blevet til en parodi på en reklamemand. Jeg gik rundt i et lyseblåt nylonjakkesæt med en lyserød frynseskjorte, Gucci-ur og verdens dyreste Bellucci-sko. Jeg snakkede i termer som ‘ingen kvaler, kunden betaler’ og ‘Det er ikke fingeren i jorden, det er fingeren i røven. Jeg arbejdede konstant. Og jeg var så panisk bange for at miste mit job, at jeg næsten ikke turde gå hjem fra kontoret.”

“Brandingen som den grænseoverskridende Dr. Knud var også en måde at komme uden om alle de regler, man normalt skal underordne sig på en arbejdsplads. Det har jeg altid haft et problem med. Ved altid at levere med det samme, behøvede jeg ikke at møde kl. 9. Så kunne jeg komme kl. 12. Men problemet er, at når du brander dig på den måde, så må du ikke afvige fra den rolle. Jeg kunne aldrig gå normalt klædt eller være kedelig. Og jeg skulle levere hver gang.”

Og han leverede. Reklamekontrakter til op imod 120 mio. kr. for bl.a. Bang & Olufsen.

Men Knud Romer blev fanget af det reklamemonster, han selv havde skabt. Ikke kun over for sin arbejdsgiver, men også den offentlighed han altid havde ønsket at skrive til. Derfor var Knud Romer nødt til selv at udgive absurditetsmagasinet Obzine. Hans bogguide til Københavns offentlige toiletter, Når naturen kalder, blev dog udgivet af Yamanouchi. Og hans antologi om åndssvage, Din Store Idiot, blev udgivet af Rhodos.

Alligevel havde Knud Romer svært ved at bryde igennem som forfatter og skribent af andet end små finurligheder. Han blev først og fremmest set som reklame-Knud i offentlighedens øjne.

“Jeg skabte med fuldt overlæg den her grænseoverskridende reklamefigur for at gennembryde muren til medierne. Da jeg får rollen i Idioterne, er det første gang, jeg mærker, at mit navn har lidt genklang i offentligheden. Til gengæld kunne jeg mærke, at jeg blev typecasted som den højtråbende reklamemand, der har et kapitallogisk syn på tingene. En, der tænker i markedsværdi. Det blev jeg også i Smagsdommerne.”

“Jeg kunne ikke optræde som mig selv. Jeg er jo fiktionsteoretiker og analytiker. Og jeg har ikke nogen mening om kunst. Jeg tænker mere på, om det virker, og hvad det fremkalder i folk. I programmet fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne bryde ud af mit brand. Lige meget hvad jeg sagde, blev jeg hele tiden forstået som reklamemanden,” siger han.

“For det litterære marked er jeg nok en projektionsfigur for alle de aspekter ved tilværelsen, som de ikke kan acceptere. Ting som overfladiskhed, materialisme og det kalkulerende. Alle de værdier og egenskaber, man som kulturbærer anser som værende det onde. Det interessante ved at være en offentlig person er, at man stort set ikke består af andet end summen af folks fordomme om dig. Der er jo ikke nogen, som kender dig,” siger Knud Romer.

Knuds harikiri: Med artiklen “Det smukkeste ord”, som bliver bragt i Urban i 2004, forsøger Knud Romer endegyldigt at kappe strengene til rollen og brandet som reklamemand.

I artiklen fortæller han om et forretningsmøde med Bodums tyske marketingdirektør. Romer var taget til Tyskland for at diskutere et udkast til en reklamekampagne for Bodums stempelkander med tyskeren. Men i stedet for at forsvare sin kampagne, lader Knud Romer med vilje den arrogante marketing direktør føre slagets gang. Reklamemanden finder sig i at blive belært af den selvoptagede tysker. Pointen i artiklen er, at man kan få folk med på hvad som helst, hvis bare man lader dem tale om sig selv længe nok.

Knud Romer endte også med at få sin reklamekampagne til 80 mio. kr. i hus ved at lægge sig på ryggen for marketingdirektøren. Til gengæld mistede han sit job, så snart artiklen havde været bragt. Helt som planlagt. Linen til reklamebranchen blev endeligt kappet, men Romer stod stadig tilbage uden en roman med sit navn under titlen:

“Jeg havde ødelagt mit navn i erhvervslivet. Helt overlagt. Jeg ville have læsere. Indtil da havde jeg kun kunnet få lov til at skrive artikler og bøger om det skæve og marginaliserede. Om selvhængning og ballonfetichister, men jeg ønskede så brændende at skrive en roman.”

“Siden 1998 havde jeg været i gang med en systematisk selvnedbrydelse. Jeg drak en flaske vodka om dagen. Og jeg tog så mange stoffer, at det eneste, jeg ikke prøvede, var rygeheroin og crack. Jeg var klinisk deprimeret.”

“Selv om jeg tjente mange penge, var min lejlighed så stor en svinesti, at der var fuglereder i køkkenet, fordi jeg aldrig lukkede vinduet. Jeg var nødt til at hyre folk, der normalt gør rent i dødsboer, til at rengøre lejligheden. Ellers var jeg blevet smidt på gaden.”

“Vendepunktet kom, da jeg mødte min kone. Det var min sidste chance. Min kone er klassisk musiker og en enormt disciplineret kvinde. Hun fortyndede min vodka og skyllede coken ud i lokummet. Og så sagde hun til mig: ’Knud, skriv den roman. Så tjener jeg pengene imens.’ Hun gik ind i Radiosymfoniorkestret for vores skyld. Hun gav mig tre år. Jeg skulle skrive så poetisk, lyrisk og fintfølende som muligt. Udfordringen var at finde ud af, om jeg kunne skrive den bog eller ej. Hvis ikke jeg kunne, så ville jeg slå mig selv ihjel. På mange måder er ‘Den som blinker er bange for døden’ et selvmordsbrev.”

Anerkendelsen: I slutningen af 2006 fik Knud Romer endelig det gennembrud som forfatter, han har drømt om hele sit liv. Han modtog nemlig BG Banks Årets debutantpris.

Og i 2007 gjorde han næsten rent prisbord ved både at blive præmieret med Weekendavisens litteraturpris og Bog­handler­klub­bens Gyldne Laurbær. Selv en del af anmelderskaren måtte erkende, at Knud Romer måske har andre evner end at give den som højrøstet reklamemand. Og læserne flokkedes om falstringens romandebut. Bogen har solgt ca. 70.000 eksemplarer.

Trods anerkendelsen mener Knud Romer dog, at kultureliten altid vil have deres forbehold over for reklamemanden Knud.

“Det er meget meget svært at lave kategoribrud inden for branding. En mand som Lars Larsen kan ikke begynde at lave luksusvarer a la Gucci. Det kan han ikke holde til. Det samme kan man sige om reklamemanden, der pludselig vil lave finkultur. Det kan ikke lade sig gøre. Grunden til, at kunstnerverdenen bliver så oprørt over den slags, er, at man piller ved deres identitet og truer deres job. Hvis der ikke findes skel mellem reklame og kunst, så kan alle lave kunst, og alle kan være anmeldere. Så er hierarkiet væk. Og det er mit mål,” siger Knud Romer, der stadig laver reklame for danske virksomheder i sit eget firma.

Brandet Knud Romer er dog blevet bevisligt udvidet. For­fatteren og reklamemanden, der for få år siden havde så svært ved at trænge igennem til kulturlivet, oplever nemlig, at det selvsamme kulturliv gerne vil samarbejde med ham nu.

I foråret 2009 udgiver Knud Romer således en digtsamling (Et blad falder til himlen, red.) med dertilhørende dokumentarfilm, hvor komponisten Bent Sørensen har sat musik til Romers tekster. Dokumentaren handler om Knud Romers fars sidste dage på jorden. Og den beskriver den svære Alzheimers, som gør, at Romers far slet ikke kan genkende sig søn.

Den svære toer: Romer er også gået i gang med den svære opfølger til sin succesrige debut. Romanen kommer til at hedde “Kort over Paradis” og udkommer i efteråret 2009. For de nysgerrige læsere kan det afsløres, at den starter således: “Iris levede resten af sit liv i en herskabslejlighed i Wien.”

Skriveprocessen er godt i gang, forklarer forfatteren. Han er en mand, der egentlig har opnået sit højeste mål. Han er nemlig ikke kun blevet forfatter. Livsdrømmen om at blive udgivet på Insel Verlag i Frankfurt er også gået i opfyldelse.

“Et år efter min roman udkom, ringer forlæggeren til mig og siger: ’Knud sæt dig ned. Nu må du ikke bryde sammen. Du er den første danske forfatter, der udkommer på Insel Verlag.’ Jeg græd i tre dage i træk. Og da jeg var dernede og besøge forlaget, blev jeg oven i købet spurgt, om jeg vil udgive et udvalg af Rilkes digte. Det er jo min drøm,” siger Knud Romer.

Og han tilføjer: “Jeg er enormt kedelig. En bogorm. Jeg har det allerbedst på en

læsesal. Jeg vil sidde med gotisk skrift. Jeg vil skrive romantiske og sødmefulde digte. Nu kan jeg endelig få lov til at være litterær og gå i kedeligt tøj.”

FAKTA
Knud Romer Jørgensen

48 år, gift med violinisten Andrea Rebekka Alsted. Sammen har de en datter og venter endnu et barn.

Uddannelse: Litteraturvidenskab, Københavns Universitet. Specialet ”Byen, affaldet og døden – offentlig hygiejne i Paris 1750-1870” blev aldrig færdigt.

1995-1999: Tekstforfatter/konceptudvikler i Kunde & Co.

1999-2001: Ansat i reklamebureauet Propaganda.

2001-2003: Kreativ direktør i Emerge, et multimediebureau med speciale i digital forretningsudvikling og markedsføring.

2001-2005: Freelancearbejde for Danmarks Radio, Angel Films, Nordisk Film, Syscom, Tivoli, Fritz Hansen m.fl.

2006: Udgiver sin første roman.

Debutromanen: ”Den som blinker er bange for døden” er solgt i ca. 70.000 eksemplarer i Danmark. Bogen er desuden solgt til 12 andre lande. I Tyskland er bogen udkommet på det prestigiøse Insel Verlag. Et forlag, der har udgivet en række af Knud Romers helte, heriblandt Walter Benjamin og Rainer Maria Rilke.

Priser:

Corporate Image Prisen, FIH (1998)

Direct Marketing Særpris, Yamanouchi Pharma (2000)

Guldkorn, Information (2001)

Cannes Lions Direct, V&S Group (2003)

Direct Marketing Særpris, V&S Group (2003)

Årets Tekst, Danmarks Radio (2004)

BG Banks bogpris Årets Debutant (2006)

Weekendavisens Litteraturpris og De Gyldne Laurbær (2007)