Fra kategorien "it og administration" præsenterer vi her talentet Troels Vest Jensen, medstifter af Ultimate Web.
18. marts 2010, 06:00 – opdateret 18. marts 2010, 18:01
Det er den klassiske Silicon Valley-succeshistorie i en nordjysk udgave. To teenagere begynder at nørde med nogle hjemmesider, og en virksomhed bliver skabt.
Aalborgensiske Ultimate Web er – endnu – ikke en succes på Silicon Valley-niveau, men mindre kan også gøre det for 26-årige Troels Vest Jensen, der startede virksomheden sammen med den jævnaldrende Dennis Hostrup.
"Det var egentlig lidt af en tilfældighed, at vi kom i gang," fortæller Troels Vest Jensen. "Vores gamle skolelærer ville gerne stille op som borgmesterkandidat, og han spurgte, om vi kunne hjælpe med en hjemmeside. Det gik meget godt. Han blev i hvert fald valgt," fortæller Troels Vest Jensen.
I dag består Ultimate Web A/S af fem ansatte, der udvikler og producerer CMS-systemer (Content Management Systems) til at vedligeholde hjemmesider for virksomheder. "Reklamebureauer over hele landet er blevet helt vilde med vores CMS – Ultimize, der giver de kreative flere muligheder at arbejde med. Planen er fortsat at udvikle systemet, og vi har allerede nu fat i nogle store kunder," siger Troels Vest Jensen.
Trods det store teknologifokus betragter Troels Vest Jensen ikke sig selv som nørd. "Vi har specialister, som ved meget mere om teknologi end jeg. Men jeg ved nok til at vide, hvad der er muligt. Min funktion er at tale med kunderne og vide, hvad de har brug for."
Og Troels Vest Jensen er god til at tale med mennesker, fortæller Jette Rasmussen, direktør hos Infolink Kurser, som står for iværksætteruddannelser i det nordjyske. "Det er sjældent, man ser en mand i den alder have en sådan tæft for forretning og samtidig være så jordnær og behagelig. Jeg har mødt flere tusinde iværksættere, Troels er noget helt særligt."
Blå bog
Troels Vest Jensen, 26 år, medstifter af Ultimate Web.
2001-: Partner, Ultimate Web. 2002: Markedsføringsøkonom.
Se talenter fra ti fagområder her på hjemmesiden og læs om alle 100 talenter i Berlingske Nyhedsmagasin 19. marts. Køb magasinet i løssalg eller på www.bny.dk




























































