1. maj 2008, 18:00 – opdateret 15. maj 2012, 04:34

Industrielle købere vender tommelen nedad, selv når de bliver tilbudt at købe virksomheden for egne aktier. Og et aktiesalg over fondsbørsen kan først komme på tale, når TDC er kommet igennem en omfattende effektiviseringsrunde og er kommet af med et alt for dyrt købt datterselskab i Schweiz.

Forklaringen er enkel. TeliaSonera er en vækstvirksomhed med attraktive ejerskaber i form af f.eks. søkabler og aktiviteter på store vækstmarkeder. Modsat TDC, der er ineffektiv, omkostningstung og teknologisk bagud.

Nu skal man ikke have ondt af kapitalfondene. De er meget kreative og skal nok komme tørskoet i land sammen med ATP, der insisterede på at blive som medejer. Det er folk, der forstår at holde salgstaler for sløve pensionskasser.

Men ejerne kommer ikke i nærheden af de drømmeafkast, kapitalfonde normalt stiller deres investorer i udsigt – med mindre markedet redder dem.

Samtidig fortæller denne businesscase offentligheden noget vigtigt. Nemlig at disse hypede kapitalfonde er lige så langt fra at være guddommelige at investere som alle andre. Fondene fører sig normalt frem med høj cigarføring indhyllet i formel diskretion om deres konkrete resultater – angiveligt af hensyn til investorerne.

Men denne sag klæder fondene - KKR, Blackstone, Permira, Providence og Apax - af til skindet. De overså alt, hvad en investor bør have styr på.

De kendte ikke til det gamle kobbernets dårlige tilstand.

De undervurderede TDC’s kundeproblem.

De overså selskabets forældede it-infrastruktur.

De tog fejl af politikernes handlekraft – og dermed af det indgreb, der øgede TDC’s skat.

De fejlvurderede udviklingen på aktiemarkedet.

Den mest oplagte forklaring på, hvorfor fondene slog ned på det klart mindst interessante af de gamle monopol-teleselskaber i Norden – ud over at det var muligt at overtage det – er nemlig, at de havde tillid til, at aktiemarkedet ville fortsætte med at stige i den – korte – periode, de havde tænkt sig at være ejere.

Var de kommet ind tidligere end december 2005, kunne de – som alle andre – have opnået et fantom-afkast, hvis de havde nået en exit i efteråret 2007.

Vel at mærke uden at foretage sig noget særligt. Men bare lige gennemføre et par frasalg og indføre lidt lean effektivisering for at se aktiv ud. Og så skrive et overbevisende salgsprospekt.

Det er der ikke noget guddommeligt i. Det er der sådan set mange, der kan. Men de tog fejl på en masse afgørende punkter. Derfor er de i dag - sammen med ATP og de sidste småaktionærer - ikke mere kortsigtede, men langsigtede investorer i TDC.

Tillykke med det.