På Berlingske Nyhedsmagasin vil vi ikke stå tilbage for andre førende medier. Tv-kanalerne kan have deres “2900 Happiness” og ”The Julekalender”. Men også erhvervslivet kan levere spænding, suspense og cliffhangers, og vi præsenterer derfor med stolthed BNY’s julekalender for voksne.
15. december 2008, 07:00
15. december
Tilbage til Danmark, hvor fru Bergen sidder sammen med Allan Volda, Den Hemmelige Medejer, i sin tomme ejendomsmæglerforretning.
Skilte med huse til salg hænger i tre lag i vinduet, men der er ingen kunder.
Nu gælder det handelen med Hotel Seven Stars of the Gulf.
Men kan Allan Volda mon blive kreditgodkendt til et flexlån?
Læs de foregående afsnit her:
1. december
Direktør Stein Bergen fra den kendte it-komet Black Lotus Corp. forsvinder pludseligt under en ferie i Abu Amar. Han skulle lige op på værelset og hente noget, eller måske være med i en telefonkonference, men han kom aldrig tilbage.
Han efterlader sig kone, datter og en ubetalt hotelregning. Hjemme i Danmark tager Black Lotus Corp.’s finansdirektør imod en pris og en buket blomster.
Det var egentlig Stein Bergen, som skulle stå her, siger hun, for jeg er bare miss Moneypenny.
Hvad mener hun? Er Stein Bergen hemmelig agent? Følg med i julekalenderen.
2. december
Black Lotus Corp.s ejer, Asger Jøtustølen, leder lidt på må og få i bunkerne på Stein Bergens kontor.
Pludselig står han med en ukendt nøgle i hånden. Den viser sig at passe til en camoufleret dør i væggen, som giver adgang til et hemmeligt kontor.
Jøtustølen opdager her ringbind efter ringbind med tusindvis af falske fakturaer. Han tager nogle af ringbindene med sig.
Hvad står der mon? Følg med i morgen.
3. december
Pressen og politiet bliver tilkaldt. Direktør Bergen var en psykopat, fortæller Asger Jøtustølen, han har bedraget mig for en halv milliard.
Derhjemme sidder den lille datter og savner sin far, som ingen har hørt fra. Politikommissær Jens Moss ankommer til åstedet.
Bakkende på en pibe bladrer han gennem de mange ringbind – altså dem af dem, som Asger Jøtustølen ikke allerede har fjernet.
Er det virkelig Stein Bergen, som er psykopat? Måske bliver vi klogere i næste afsnit.
4. december
Dagbladet Socialdemokraten sender en medarbejder på researchmission til Abu Amar.
Desværre får han slet ikke lov at komme ind på hotellet, hvor direktør Bergen boede, og i lufthavnen vil man heller ikke snakke med ham.
Derhjemme breder mystikken sig. Der er nok snarere svindlet for en hel end en halv milliard kroner.
Hvad er det, Hotel Seven Stars of the Gulf prøver at skjule for dagbladet Socialdemokraten?
5. december
Scene: Sultanens palads i Abu Amar, hvor sultanen modtager en opringning fra en af direktør Bergens ekskoner.
Hun og sultanen, nå ja, de kender også hinanden fra gamle dage. Han vil gerne hjælpe.
Sultanens livgarde får hurtigt rystet de nødvendige oplysninger ud af de lufthavnsmyndigheder, der så skammeligt nægtede at tale med dagbladet Socialdemokratens medarbejder:
Det viser sig, at Stein Bergen har forladt sultanatet pr. fly allerede den 1. december.
Nu mangler vi bare at finde ud af hvorhen. Men det hører vi måske om i næste afsnit.
6. december
Asger Jøtustølen beslutter sig for at lægge alle kortene på bordet. Han og Stein Bergen havde planer om at gå sammen om store forretninger i Abu Amars olieindustri.
Black Lotus Corp.s statsautoriserede revisor, Erik Dovre fra revisionsfirmaet Kongsvinger, Presthus, Myrdal og Glommen forklarer politiet, hvordan det hele er gået til. Og hvorfor revisionen ikke har opdaget noget, før nu, altså.
I afsnittets slutscene kigger politikommissær Moss eftertænksomt ud ad vinduet. Har Jøtustølen virkelig lagt alle kort på bordet?
7. december
Det viser sig nu, at der snarere er svindlet for to milliarder. Eller måske tre-fire.
Hvor er pengene? Og hvor er direktør Bergen? Sikkert samme sted som pengene.
I det hemmelige kontor finder politiet fire pas fra Panama, og sådan nogle skulle vist også være til at købe for en billig penge.
Mon ikke Bergen og pengene er i Panama nu?
8. december
Plaget af samvittighedsnag beslutter Asger Jøtustølen sig for at lægge flere kort på bordet – herunder de ringbind, han tog fra det hemmelige kontor.
De viser, at han og Stein Bergen kender hinanden bedre, end vi hidtil har hørt.
Det er Bergen, der har lånt ham pengene til hans 20 millioners luksusvilla i Norge.
Men det er jo Norge, og alting er så dyrt deroppe, forklarer Jøtustølen til politikommissær Moss.
Han presser Jøtustølen til at fortælle om hans og Stein Bergens fælles lejlighed og Ferrari i København.
Vi er bare venner, siger Jøtustølen.
Nærbillede af Moss, som igen kigger eftertænksomt ud ad vinduet. Kan det virkelig passe, at Jøtustølens hus har kostet 20 millioner?
9. december
Der var vist også noget med, at fru Bergens ejendomsmæglerforretning gav underskud.
De fem milliarder kroner – eller var det seks? – er nok faldet på et tørt sted.
Asger Jøtustølen er stadig skuffet over Stein Bergen. Han har blandt andet taget nøglen til deres fælles Ferrari med, da han forsvandt.
Hvis da ikke nøglen er hos Stein Bergens gamle rockerven, Brian Stavanger?
10. december
I dette afsnit dukker en ny person op: En mand ved navn Allan Volda ringer på hos Asger Jøtustølen og præsenterer sig som Den Hemmelige Medejer.
Det viser sig, at han faktisk ejer halvdelen af Black Lotus Corp, og han fortæller Jøtustølen en frygtelig hemmelighed: En eller anden har for få dage siden prøvet at myrde ham, Allan Volda.
Var det mon Brian Stavanger, der gjorde det? Er Jøtustølens liv i fare? Lever Stein Bergen endnu? Følg med i morgen, så bliver vi måske klogere.
11. december
Asger Jøtustølen overvejer, om han skal tage imod Hells Angels beskyttelsestilbud, men ender med at beslutte sig for sultanens livvagt.
Et klogt valg, siger sultanen i telefonen, jeg tror Bergen sover med fiskene nu.
Svindelens omfang er i mellemtiden vokset til ti milliarder. Plus nøglen til Ferrarien.
12. december
Tilbage i Abu Amar: På Hotel Seven Stars of the Gulf har man stadig ikke glemt Stein Bergen – eller hans hotelregning.
Hoteldirektøren ringer til sultanen, sultanen foretager et par opkald, og i løbet af en time er Stein Bergen efterlyst af Interpol over hele verden.
Fremragende idé, siger politikommissær Jens Moss, da han hører nyheden.
Han kigger eftertænksomt osv. Kan politiet finde Stein Bergen? Kan hotellet?
13. december
Livstegn fra Stein Bergen: Han har det godt, skriver han på sin families Facebook-profil.
Vi ser ham sidde i skjorteærmer under palmerne på en tropisk strandbred.
Han har en cigar i den ene hånd og en farvestrålende paraply-drink i den anden.
En mand kommer hen og hvisker ham noget i øret. Det er statsautoriseret revisor Erik Dovre.
Hvad laver han her? Har han alligevel fundet et revisionsspor?
14. december
Erik Dovre og Stein Bergen pakker deres kufferter – de er fulde af pengesedler – og haster til lufthavnen.
Alle er i hælene på dem: Politiet, Jøtustølen, pressen, sultanen og hans hoteldirektør.
Alt er tabt, siger Stein Bergen.
Vist så, svarer revisoren, men tab kan jo trækkes fra i skat.
Kan han nå det inden årsafslutningen? Følg med i morgen.



























































