5. marts 2010, 06:00

Islændingene er så småt ved at sande, at det er dyrt at være fattig. Erkendelsen er skabt af de krav, Storbritannien og Holland har stillet i forbindelse med tilbagebetalingen af de 30 mia. kr., som landene har forstrakt Islands kreditorer med efter øens finansielle kollaps.

I starten af den kulørte nedtur afviste Island at stå ved en indskydergaranti for udlændinges indskud i ordningen Icesave, som Landsbanki i sin storhedstid markedsførte massivt i Storbritannien og Holland.

De to lande dækkede derefter tabene for de ikke-islandske indskydere for derefter at opleve, at Island ikke ville betale penge til Storbritannien og Holland.

De islandske myndigheder kom dog på – lidt – bedre tanker, da Den Internationale Valutafond, IMF, stillede et vitalt lån i bero, og de to lande indefrøs islandske penge og lod forstå, at lande, der ikke vedstår finansielle forpligtelser i forhold til andre lande, kan skyde en hvid pind efter at blive optaget i EU.

Renter: Det var dog kun lidt bedre tanker, for i forhandlingerne om vilkårene for tilbagebetaling har islændingene været uforstående over for at skulle betale renter.

Et besynderligt synspunkt i lyset af, at rente normalt er en risikopræmie, og at Island med sin indledende uansvarlighed i forhold til forpligtelserne i indskydergarantien har demonstreret, at det var højrisikabel assistance, Storbritannien og Holland ydede Icesave-indskyderne.

Kant: Man må give islændingene, at de har vilje til at køre helt ud til kanten. Det gjorde de under højkonjunkturen, der jo endte med, at den finansielle sektor kørte ud over den. Og de har de gjort i forhandlingerne med Storbritannien og Holland om betalingsvilkårene.

Forløbet brød sammen i sidste weekend – kun en uge før den planlagte folkeafstemning om lovforslaget om tilbagebetaling. Og islændingene har roligt ladet det være op til englænderne at forsøge at puste nyt liv i forhandlingerne – hollænderne er under vejs blevet handlingslammet af, at den hollandske regering er brudt sammen og aktuelt kun er et forretningsministerium.

Islændingenes ulyst til at udvise rettidig omhu har angiveligt provokeret briterne, der ifølge flere medier menes at være ophavsmænd til, at nogle af forhandlingsdokumenterne fandt vej til websitet wikileaks.org.

Ikke nok: Her kan man læse, at islændingene har fået forhandlet det oprindelige rentetillæg over Libor ned fra 5,5 procent til et interval på 2,5 til 3,5 procent, samtidig med at i år og næste år er rentefrie. Det er vilkår, der er bedre end det, mange danske banker betaler for støtte fra Bankpakke II. Men det har ikke været nok.

Forhandlingssammenbruddet har haft rod i et islandsk krav om tre års rentefrihed og en variabel – forhåbentlig lavere – rente end i tilbuddet.

Omvendt har briterne og hollænderne ifølge et brev til finansminister Steingrímur J. Sigfússon været frustrerede over, at islændingene er vendt tilbage med forslag, der ikke har levet op til de principper, der blev aftalt ved et møde i januar i Haag.

Under hele den nervepirrende dyst har ratingbureauerne Fitch og Standard & Poors truet med lavere ratings på islandske obligationer i tilfælde af manglende enighed. En eventuel nedgradering, der vil kunne udløse massivt tilbagesalg af islandske obligationer.

Det er i hvert fald ikke risikovilje, islændingene mangler.
tot@berlingske.dk