ANALYSE::

Innovation 1-2-3

Alle taler om innovation, men hvem gør noget ved det? Her er tre aktuelle eksempler fra teknologiens verden.

Smæk en masse ideer i hovedet på folk og se, hvad der slår igennem på markedet. Optimer processerne og lad nytænkningen opstå nedefra. Eller sæt virksomhedens specialister til at kigge på andet end kerneforretningen. Sådan lyder tre forskellige metoder til at skabe innovation.

Spaghetti-metoden: Google præsenterer nye produkter næsten på ugebasis. Vi taler ikke om stort anlagte lanceringer, men en lind strøm af nye ideer, som bliver sluppet løs til de mange millioner brugere af f.eks. email-tjenesten Gmail. Google giver også fri adgang til sit internetbaserede idékartotek, Idea Labs, hvor brugerne selv kan finde ideer, man måtte være interesseret i. Det er som at koge spaghetti: Man slasker det op på væggen for at se, hvad der bliver hængende.

På den måde får Google ikke blot produkter, men også ideer ud på en enkel og risikofri måde. Risikofri, fordi Google fra starten har vænnet markedet til sine produkters "beta"-status, det vil sige ufærdige og stadig på vej. Et træk som giver mening og bliver kopieret af konkurrenterne. Det går simpelt hen for stærkt til at gennemføre lange, afsluttede produktudviklingsforløb. Ideerne skal slaskes op med det samme.

Discount-innovation: 3M er en legende i innovationsuniverset. Et konglomerat der har undfanget så forskellige produkter som respirationsmasker, sandpapir, Scotch Tape og post-it noter. Men i disse svære tider handler det om optimering, hvad CEO George Buckley kalder "innovation fra bunden af pyramiden". I et interview i Wall Street Journal fortæller han, hvorledes innovationskulturen er skiftet fra produktudvikling til procesoptimering.

I stedet for at spørge, hvad man kan tilføre et produkt, bør man i stedet fokusere på, hvad der kan fjernes for at gøre processen mere simpel og dermed produktiv, lyder rationalet fra 3M’s topchef. Den største udfordring for 3M’s ledelse var at overbevise de mange R&D-ansatte om, at det var lige så spændende at optimere det bestående som at finde på nye produkter.

"I starten var de meget skeptiske. Vi måtte overbevise dem om den intellektuelle udfordring, der består i at gøre ting bedre, uden at det koster noget."

Det lange seje træk: Amerikanske Bose er kendt for at udvikle og fremstille audioudstyr af højeste karat – anlæg, højttalere, hovedtelefoner. Det amerikanske svar på B&O.

Men i de sidste 25 år har en gruppe Bose-ingeniører arbejdet på et helt andet produkt, som forventes lanceret senere i 2010: Støddæmpere til biler. Et revolutionerende nyt system, som ved hjælp af elektromagnetisme og avanceret mekanik gør bilen til en svævende pude, næsten uanset underlag.

Den første spæde idé opstod i 1980’erne, og siden har en gruppe dedikerede ingeniører med grundlæggeren Amar Bose i spidsen arbejdet på projektet. Fordi man troede på ideen, der var så langt væk fra kerneforretningen, at man havde tid til at vente.

Med tre så vidt forskellige eksempler er det småt med fællestræk, men et af dem er tydeligt: Rammevilkårene for innovation. Samtlige virksomheder dedikerer en væsentlig del af deres ressourcer til innovation, medarbejderne får tid og penge. Og frihed til at innovere. "Kreativitet kommer af frihed, ikke kontrol," lyder det fra 3M’s George Buckley.

 



Markedet lige nu