Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hun skal ruske op i salget

Hold øje med: Rikke Stampe Skov, senior manager i PricewaterhouseCoopers, skal som den første i PwC i Europa opbygge en egentlig salgsafdeling i den konservative konsulentbranche. I år skal omsætningen øges fra 50 til 120 mio. kr.

Nogle af medarbejderne i en af Danmarks største konsulentvirksomheder, PricewaterhouseCoopers, kalder meget direkte Rikke Stampe Skov, 37 år, for superkvinden. Hun har påtaget sig, hvad de fleste vil anse for en næsten umulig opgave: At etablere en velfungerende salgsafdeling i et stort revisions- og konsulentfirma.

Branchen har indtil nu ikke haft tradition for at anvende fuldtidssælgere, men behovet er der: Sidste år var Rikke Stampe

Skovs budget på 50 mio. kr., og i år skal holdet nå 120 mio. kr. – ud af en samlet omsætning i virksomheden på godt 1,5 mia. kr.

Omsætningen følger antallet af medarbejdere i hendes afdeling. Sidste år havde hun fem medarbejdere, i år er der 10. Hun begyndte i PwC for to år siden, men Rikke Stampe Skovs karriere har flere forgreninger.

”Uddannelsesmæssigt er jeg startet med økonomi og jura på CBS, men jeg har stor interesse for organisation. Derfor blev det suppleret med en HD i organisation. Min profil kan nok koges ned til salg og ledelse. I ISS Data var jeg teamleder for 20 medarbejdere, og da jeg skiftede til Siemens, var det i grunden for at arbejde med salg, selv om jeg begyndte med et organisations-udviklingsprojekt. Jeg blev salgschef, men var nok lidt for utålmodig til kulturen i Siemens. Derfor skiftede jeg til et job som HR-konsulent i A.P. Møller - Mærsk, hvor jeg lærte, at man satsede på personligheden frem for uddannelsen. Jeg fik så et tilbud om at blive HR chef for Europa, Mellemøsten og Afrika i internet-sikkerhedsfirmaet Vigilante. Det gik ned på grund af en fejlslagen satsning i USA.”

Selskabet fortsatte som Protego, der blev købt af PwC i 2006. Her var Rikke Stampe Skov kommet på rette hylde som salgschef. Indgangen til jobbet for den nye salgsenhed blev PwC Advisory, revisionsfirmaets konsulentafdeling, der rådgiver om alle aspekter af forretningsprocesser og transaktioner.

Opgaven er klar. For at klare sig i den voksende konsulentbranche skal der sælges på tværs af de enkelte specialer. Derfor skal Rikke Stampe Skov og hendes 10 medarbejdere – to kvinder og otte mænd – etablere varige relationer til klienterne.

”Det skal ske i et samarbejde med konsulenterne i de enkelte specialer. Traditionelt er salget udelukkende foretaget af konsulenterne selv. Der er derfor en stor intern opgave i at ændre kulturen, så der skabes forståelse for den nye arbejdsmåde. Vi skal opdyrke mange interne ambassadører og samtidig få dybere indsigt i kundernes samlede behov,” siger hun.

Løsningen på den interne udfordring har været alle former for kommunikation – fra mange 1:1 møder til brug af alle interne medier.

”Jeg og mit hold har arbejdet på at gøre os ekstra synlige i organisationen det sidste år. Når vi samtidig går ud og skaber resultater, vinder vi langsomt den anseelse, som vi skal have for at få succes.”

Internationale ambitioner:

Fokus for PwC’s superkvinde i den nærmeste fremtid er at lykkes med den store salgssatsning, den første i PwC i Europa.

”Man skal nok være lidt robust for at stå det igennem. Men jeg har et højt selvværd, og jeg ikke er bange for at uddelegere. Desuden har jeg lært, at man nødt til at prioritere, hvis ambitiøse mål skal nås. Nogle opgaver skal altid løses med 100 procent, mens andre interne opgaver godt kan tåle en 80 procents løsning,” siger Rikke Stampe Skov.

På sigt vil hun satse på en internationalt rettet karriere, og jobbet skal handle om salg og ledelse.

”Det kan jo også være, at mine erfaringer fra dette job kan bruges andre steder i Europa.”

Nordea satser på The Female Leader Programme
Nordens største bank, Nordea, går efter at få flere kvinder i øvre ledelse: ”Som hoved­regel bør begge køn være repræsenteret blandt de tre endelige kandidater, når der besættes lederstillinger og toplederstil­linger,” lyder det på Nordeas hjemmeside.

Banken har skabt The Female Leader Programme, der skal udvikle lederkulturen i organisationen og promovere kvindelige ledere i karrieren.

Resultaterne er indtil videre svære at se i Nordeas topledelse. Den norske executive vicepresident Gunn Wærsted er eneste kvindelige topchef ud af 11.

Nordeas bestyrelse har dog fire kvinde­lige medlemmer ud af 11 aktionærvalgte, nemlig danske Stine Bosse, administrerende direktør i TrygVesta, svenske Marie Ehrling, tidligere administrerende direktør for TeliaSonera, norske Heidi M. Petersen, tidligere administrerende direktør i Rambøll Future og finske Ursula Ranin, bestyrelsesmedlem i Finnair.

I de 1300 filialer har et præstationsbaseret system medført, at flere af de kvindelige chefer lønningsmæssigt har overhalet deres mandlige kollegaer. Antallet af kvindelige ledere er højest i Finland, dernæst følger Sverige og Norge med Danmark på en bundplacering.

Kvinder på vej - og på toppen

Bendicte Lange, 44 år, og international salgsdirektør i medicinalvirksomheden Ferrosan siden januar, har bestyrelsespotentiale. Hun er cand.med. fra Københavns Universitet og har siden suppleret med en MBA. Bendicte Lange har bl.a. været regional chef for Ferrosan i Mellem­østen, og hun er ikke bange for at bruge en coach for at nå sine mål: ”Coachingen afsluttes altid med nogle klare aftaler, som man føler sig meget kommittet til at holde,” fortæller hun.

Helle Bjerre, 41 år, direktør i rederiet Clipper Group med ansvar for forretnings­udvikling, kan stå til søs med de fleste bestyrelsesudfordringer. Hun er medlem af bestyrelsen for PetroClipper – et joint venture mellem Clipper og Petrotank i Argentina, og frem til sidste år var hun medlem af bestyrelsen for Women’s International Shipping & Trading Assocatiation, der arbejder for at tiltrække og støtte kvinder i kommerciel søfart.

Helle Bjerre har gjort karriere i A.P. Møller - Mærsk, har en HD i afsætning fra CBS og har desuden opnået ”Outstanding Performance” på Insead.

”Efter ni år og den færdiggjorte HD valg­te jeg at tage et år fri og rejse jorden rundt. Siden har jeg arbejdet et år som produktchef hos Kilroy Travels og tre år i Københavns Lufthavne.” Derefter lokkede søen atter.

 




Markedet lige nu