Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Hiv fat i IT-tøjlerne

IT – og ikke mindst risikoen for IT-fejl – er så højt på agendaen i danske virksomhe­der, at topdirektørerne i f.eks. TDC og Vestas har sat sig i spidsen for ITt-projekterne.

TDC er i øjeblikket i færd med et omfattende IT-projekt, der skal rydde fuldstændigt op i en forældet maskinpark. Vestas er i øjeblikket ved at installere økonomisystemet SAP. To vidt forskellige projekter, som alligevel har en ikke ubetydelig fællesnævner: Den øverste direktion i form af henholdsvis administrerende direktør Jens Alder og administrerende direktør Ditlev Engel står i spidsen for IT-projekterne.

Formålet er naturligvis at forankre projekterne dybt i forretningen, undgå fiaskoer og sikre, at ejerkredsen modtager de forventede afkast. It er nemlig blevet af strategisk vigtighed. For TDC handler det f.eks. om, at det store IT-projekt, som TDC har anslået til at koste i størrelsesordenen 2 mia. kr., ganske enkelt er forudsætning for koncernens fremtidige vækst og dermed afkastet til de fem kapitalfonde, der i dag er de altdominerende hovedaktionærer i TDC.

At sætte topledelsen i spidsen for IT-projekterne er en metode til at holde fast i IT-tøjlerne. Men flere modeller virker. Reelt handler det om at skabe nogle rammer, der gør IT-afdelingen til mere end en leverandør af en bestemt type vare. IT-afdelingen skal i stedet i en tæt dialog med forretningen.

Og det er der ifølge Steen Christensen, manager hos konsulentvirksomheden Rambøll Management, rigtigt gode grunde til. For det første er IT i dag ekstremt vigtigt for at sikre konkurrenceevnen. For det andet bevæger virksomhederne sig i et meget dynamisk forretningsmiljø, hvor der er behov for inddragelse i beslutningerne. Og for det tredje er it så komplekst, at det er nødvendigt at have it-kompetencer med i forretningen, forklarer han.

”Og så dokumenterer vores analyser, at jo mere moden en virksomhed er i behandlingen af IT, jo bedre resultater har de også i forhold til produkt- og procesinnovation,” siger Steen Christensen.

Novozymes er en af de virksomheder i Danmark, som er længst fremme med IT-governance. Arbejdet med at formalisere alle forretningsgange omkring IT begyndte i 1990’erne og blev sat i gang af daværende CFO, nu afdøde Per Månsson, fortæller IT-direktør Anders Brøns Petersen.

”Vi havde en meget anarkistisk tilgang til IT – ingen havde rigtigt styr på noget,” fortæller it-direktøren.

Novozymes opstillede så en række meget klare spilleregler for it. Der er eksempelvis retningslinjer for, hvordan IT-strategien skal udformes, og virksomhedsledelsen sætter sig sammen og prioriterer projekterne.

I dagligdagen køres projekterne via en samarbejdsmodel, hvor IT-afdelingen og forretningsenhederne løbende mødes og drøfter IT-strategi, projekter og prioriteringer.

”Alle projekterne er altid et parløb mellem forretning og IT, så alle får en forståelse for, hvad man vil,” siger Anders Brøns Petersen.

Og for at manifestere, at IT-projekterne er til for at skabe forretningen og ikke for teknologiens skyld, sidder der altid en forretningsansvarlig i spidsen for projekterne – naturligvis med en erfaren IT-person som sin højre hånd, som f.eks. er dygtig til projektledelse og leverandørstyring.

Ny HTH-model:

Mens Novozymes greb fat i IT-tøjlerne allerede i 1990’erne, begyndte køkkenproducenten HTH først i fjor at få fokus på IT-maskineriet, fortæller IT-direktør Poul Venø:

”HTH har altid haft en IT-chef, som gav input til direktionen uden at være medlem. Og der var masser af gode idéer, som dog ikke hver gang blev vurderet ud fra de forretningsmæssige gevinster,” siger han.

Af eksterne konsulenter fik HTH det råd at ansætte en IT-direktør som en del af direktionen. Den rolle fik Poul Venø, der siden august i fjor har været med til at få HTH til at betragte IT ud fra et helhedssyn. Alle it-projekter vurderes og prioriteres også af direktionen, fortæller han.

”Når vi skal godkende projekter, så er det inde på direktionsmøderne – det er der, opfølgning også sker,” siger han.

Modellen sikrer, at alle projekterne i dag er vurderet ud fra en cost-benefit-analyse, der dels inddrager det reelle markedspotentiale for nye digitale løsninger, dels vurderer de digitale landvindinger i forhold til HTH’s brandværdi. En ny hjemmeside genererer f.eks. ikke nye indtægter, men er væsentlig for at styrke brandet.

Og IT-afdelingen har nu fået fokus på atvære med til at skabe nye, attraktive køkkener med øget brug af informationsteknologi, fortæller it-direktør Poul Venø.

 




Markedet lige nu