Del : SMS
Berlingske Business

Her er årets største business-historier

pix-seksbilleder
Martin Lidegaard, Haldor Topsøe, Hans Skov Christensen, Ditlev Engel, Eivind Kolding, Flemming Østergaard

2013 bød blandt andet på overraskende fyringer i toppen af dansk erhvervsliv, et spektakulært krak, et udfarende bagmandspoliti og afsked med store erhvervsprofiler.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fyringer

Årets største danske erhvervshistorie er utvivlsomt fyringen af Danske Banks topchef Eivind Kolding i september. At en mand af Koldings tyngde blev afskediget efter så kort tid på posten, overraskede store dele af det etablerede erhvervsliv. Og overraskelsen voksede, da Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen valgte at være mere åbenmundet, end det er sædvane,om årsagen til, at Eivind Kolding måtte gå. Kernen var, at Eivind Koldings viden om bankdrift ikke var tilstrækkelig dyb. Men bestyrelsesformand Ole Andersen gav derudover en række oplysninger til erhvervspressen om skilsmissens detaljer mellem Danske Bank og Kolding. 

Efter en række år med skuffende præstationer var det knap så meget en overraskelse, at Vestas topchef Ditlev Engel i august blev fyret. Engel røg officielt ud med den begrundelse, at selskabet nu gik ind i en ny fase, hvor man ønskede at realisere vindmøllegigantens vækstpotentiale. Til det formål udnævnte den svenske bestyrelsesformand Bert Nordberg svenskeren Anders Runevad til ny topchef.

Også dagligvarekæmpen Coop fyrede i 2013 sin adm. direktør. Efter en række pauvre resultater og omfattende ændringer i ledelseslaget var der ikke længere enighed mellem koncernchefen Jesper Lien og bestyrelsen om, hvordan virksomheden skulle drives fremover. Her blev den tidligere IKEA-boss, Peter Høgsted valgt til jobbet.

Krak

Årets mest spektakulære krak stod den 126 år gamle entreprenørkoncern, Pihl & Søn, for. Virksomheden, som stod bag bl.a. Skuespilhuset i København, Operaen, Den Blå Planet og FN-Byen i Nordhavn, bukkede under som resultat af en voldsom ekspansion i udlandet, hvor selskabet ganske enkelt havde indgået alt for risikofyldte kontrakter til en alt for lav pris. En dødelig cocktail, som i længden er umulig at overleve.

Dødsfald

Dansk erhvervsliv måtte også tage afsked med flere markante erhvervsprofiler.

Haldor Topsøe døde et par dage før sin 100 års dag. Den danske verdenskendte civilingeniør var blot få uger inden sin 100 års fødselsdag så uheldig at falde og brække hoften, hvilket førte til en aflysning af et to-dages fødselsdagsarrangement, der var planlagt til den 16. og 17. maj. Og han overlevede ikke til festdagene.

Den mangeårige direktør for Dansk Industri, Hans Skov Christensen, døde efter længere tids sygdom -  68 år gammel. Hans Skov Christensen var igennem 18 år administrerende direktør for Dansk Industri. Da Industriens Arbejdsgivere og Industrirådet i 1992 fusionerede til Dansk Industri, var det Hans Skov Christensen, der som den første administrerende direktør blev bedt om at bygge den nye organisation op. Han gik af som direktør i 2010.

Sydbanks karismatiske topchef gennem et par årtier, Carsten Andersen, gik også bort i 2013 - 67 år gammel. Carsten Andersen var i sit sidste hverv formand for fusionen mellem Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank.

Økonomisk kriminalitet

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet åbnede i 2013 et par spektakulære sager, som vil blive fulgt med stor interesse i 2014.

Bagmandspolitiet rejste blandt andet tiltale for kursmanipulation under særligt skærpende omstændigheder og berigelseskriminalitet af særlig grov beskaffenhed mod tidligere direktører og andre dele af den daværende ledelse i ebh bank, Sparekassen Kronjylland og Morsø Sparekasse. Det drejer sig om tiltale mod i alt otte personer. Ifølge Bagmandspolitiet vedrører tiltalerne kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed med aktier i Vestjysk Bank og i Keops obligationer. Kursmanipulationen og berigelseskriminaliteten skete ifølge tiltalen ved, at de tiltalte personer indkøbte værdipapirer til sig selv eller familiemedlemmer, hvorefter de fik de involverede pengeinstitutter til at indlægge købs- og salgsordrer til stigende kurser for at hæve kurserne på værdipapirerne til et kunstigt højt niveau. Når dette niveau var nået, lod de ebh fonden eller Sparekassen Morsø Fonden købe værdipapirerne til de forhøjede kurser.

Også Parkens tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard, alias Don Ø, og tidligere topchef Jørgen Glistrup skal til næste år i byretten på Bagmandspolitiets foranledning. De to forhenværende topfolk i Parken Sport & Entertainment er blandt flere personer, som Bagmandspolitiet har rejst tiltale mod for grov kursmanipulation i en sag om køb af Parken-aktier.

Fondsbørsen

Fondbørsen må i disse år spejde langt efter nye noteringer. Men 2013 blev året, hvor de stribede fra Matas gled ind på det danske aktiemarked. Matas-aktien blev handlet første gang den 28. juni og det med en introduktionskurs på 115, hvilket var i den høje ende af det estimerede interval på mellem 100 og 120. Selskabet havde fra børsstart en samlet markedsværdi på 4,7 milliarder kr.

Rangvid-rapporten

Et ekspertudvalg med professor Jesper Rangvid fra CBS i spidsen offentliggjorde i september den længe ventede rapport om årsagen til finanskrisen og en række anbefalinger til, hvordan man kan undgå gentagelser. Rapporten viste blandt andet, at en forkert bevægelse fra Danske Bank i det sorteste øjeblik kunne have udløst en dansk statsbankerot.

Rapporten viste også, at det var en lille personkreds på kun 17 personer, der var årsag til en stor del af de krakkede bankers problemer. 

Solcelle-sagen

Danskerne fik i 2013 for alvor øjnene op for solceller og de statstilskud, der fulgte med - men regeringen havde ikke afsat pengene i sit energibudget. Så den eksplosive udvikling skulle bremses ved lov, inden regningen voksede sig endnu større. Netop små, men afgørende detaljer var der dog ikke styr på i ministeriet. Det kostede ikke bare ministeren, Martin Lidegaard, en næse, men nok så vigtigt en uforudset regning i milliardklassen for staten, en konkursbølge i solcellebranchen og en omorganisering af den magtfulde Energistyrelse, hvor arbejdsprocesserne lod en del tilbage at ønske. Berlingske Business-journalisterne Jacob Ussing og Johan Winther er indstillet til Cavlingprisen for deres dækning af sagen.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere