Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

"Hellere bitch end ændre lederstil"

Koncerndirektør Eva Berneke fra TDC er klar over, at nogen måske vil synes, at hun er blevet båret frem, fordi hun er kvinde. Men hun mener tværtimod, at mange kvindelige ledere kommer frem på trods af deres køn.

Mødte man hende på gaden ville man måske tro, at hun var model – snarere end rollemodel. Slank, lyshåret, markante træk, isblå øjne og en udstråling, der kan lyse ethvert gråt mødelokale op.

Også det vi sidder i, da vi møder hende for at tale om kvinder og ledelse. Og gløden bliver ikke mindre, da vi tager hul på snakken. For det ligger hende på sinde. Og det er et emne, hun ved noget om.

Efter næsten syv år som partner i Mc­Kinsey & Co. kom hun for et år siden til TDC som koncerndirektør og koncernstrategichef og er dermed den eneste kvinde i den seks mand store direktion. En position, der har gjort hende til en af de otte øverst placerede kvinder i Danmark. At der er langt mellem kvinderne i toppen af dansk erhvervsliv, kan hun kun beklage.

“Det gør mig alvorligt bange for, at virksomhederne ikke har de bedste ledere. Vi ved jo, at kvinderne hverken halter bagud uddannelsesmæssigt, eller hvad talenter angår – tværtimod,“ siger hun.

“Derfor er det vores pligt, også i TDCs ledelse, at udvikle talenterne og i det hele taget gøre noget aktivt for at få de bedste til alle poster.“

Hun tror desuden, at det gør en klar forskel i ledelsesstilen, om der er kvinder med på de øverste poster.

“Det giver nogle mere spændende og frugtbare diskussioner at have en god blanding af kvinder og mænd i ledelsen. Kvinder har nogle andre grundlæggende menneskelige egenskaber end mændene. De er bedre til at lytte, til at tænke på fællesskabet og i samarbejdsrelationer og er mere intuitive,“ siger hun og erkender, at hun ikke selv scorer højt på de klassiske feminine egenskaber.

“Men jeg tænker dog meget på, hvordan vi får kommunikation og samarbejde til at fungere bedst muligt.“

Vælg karrieren
Eva Berneke har også mødt kvindelige ledere med en tendens til at blive lovligt maskuline i deres stil. Dog mener hun, at det langt hen ad vejen handler om, at de har lært at sætte sig igennem. Noget, som ofte forbindes med noget maskulint, og får andre til at kalde hende en bitch.

“Måske nogen også vil kalde mig sådan. Men så vil jeg hellere være det end at ændre min lederstil,“ siger hun.

Fordelingen på 80 procent mænd og 20 procent kvinder i toppen af TDC er ikke godt nok, mener hun. Men én ting er, hvad virksomheden skal gøre – og gør – for at øge fordelingen til kvindernes fordel. Noget andet er kvindernes egen indstilling. De er simpelthen nødt til at blive mere fleksible og tage de indimellem lidt barske valg, der skal til, påpeger hun.

For eksempel sådan som hun selv har praktiseret det.

“Det var jeg nødt til. Ellers kunne jeg ikke have klaret både mine arbejdsmæssige forpligtelser og at stifte familie med mand og fire små børn, hvoraf den ældste nu er otte år,“ siger hun.

“Men man kan ikke være topleder kun tre dage om ugen. Det er noget, du er døgnet rundt. Og det kræver, at du vælger. Dels at bruge mindre tid på dig selv og veninderne, dels at blive god til at uddelegere opgaver som børnepasning, rengøring og måske endda opdragelse. Men heldigvis er jeg ikke alene-forælder, og min mand tager også sit ansvar og sin del af børneopdragelse og aktiviteter.“

Forbilleder hjælper
Noget af det, der for Eva Berneke personligt har betydet mest for karrieren, er rollemodellerne og mentorerne.

“Jeg har haft både kvindelige og mandlige forbilleder. Mennesker, som har givet mig forskellige perspektiver på det at være leder, og som jeg indimellem har brugt aktivt. Desuden har jeg haft mentorer, som ofte har skubbet mig ud på dybere vand, end jeg troede, jeg kunne klare. Det har været utroligt lærerigt. Og så har jeg undervejs også haft andre omkring mig, som aktivt har hjulpet mig frem, f.eks. da jeg for ti år siden gerne ville til Frankrig. Og i min nærmeste familie bruger jeg også både min mand og min søster til at vende nogle ting med, når jeg har behovet,“ fortæller Eva Berneke.

Hele vejen igennem har hun oplevet at blive slæbt med på projekter og forfremmet, uden at hun har bedt om det.

“Nogen vil måske mene, at jeg er blevet båret frem, fordi jeg er kvinde, men den slags påstande tager jeg oppefra og ned. Jeg ser selv sådan på det, at mange kvindelige ledere kommer frem på trods af deres køn,“ siger Eva Berneke.


Har du brug for at kende danske erhvervslederes dagsorden?

Så bestil Berlingske Nyhedsmagasin, hvor du hver fredag gennem reportager, analyser og interviews kommer tæt på beslutningstagerne.

 




Markedet lige nu