Fra oktober er det slut med ubegrænset statsgaranti på bankindskud. Herefter dækker garantien maksimum 750.000 kr.
21. maj 2010, 06:00
Da finanskrisen buldrede derudad for fuld kraft, vedtog Folketinget Bankpakke 1,
som giver statsgaranti for alle indskud i bankerne. Det gav en vis ro på markedet, for den almindelige kunde behøvede ikke at frygte for sine indskud, selv om banken skulle vælte.
Men fra 1. oktober er det slut med statsgarantien for almindelige bankindskud. I stedet træder branchens egen garantiordning til, og den dækker maksimum 100.000 euro eller knap 750.000 kr. Hvis du har bankindeståender over dette beløb, er de ikke dækket af nogen garanti. Bankkunder med store indskud kan derfor lide tab, hvis banken går ned - i værste fald en andel af nettoindskud over 750.000 kr.
Som udgangspunkt er der tale om en garanti på kundens nettoindestående i banken, men du skal være opmærksom på flere modifikationer – både positive og negative.
På den positive side er der fuld dækning på en række kontoformer. Se særskilt boks om undtagelser.
På den negative side kan der være situationer, hvor du ikke kan modregne et lån i indskuddet, før nettoindskuddet gøres op.
Finansrådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg peger her på lån til boligen.
"Hvis man på den ene side har et prioritetslån, der er ydet på SDO-vilkår, og lånesiden derfor ikke figurerer i bankens balance, så kan man ikke modregne det i et indestående. Har man f.eks. et SDO-lån på to mio. kr. og til gengæld har et indestående på 1,5 mio. kr., så vil garantien i praksis kun dække halvdelen af dette indestående," siger Kim Valentin.
Det er til trods for at kunden netto skylder en halv mio. kr.
"Så længe både lån og indestående er med på bankens balance, så kan man modregne," siger Kim Valentin.
Spred indskuddene
Den nye situation betyder, at mange bankkunder nu skal til at overveje at have mere end et pengeinstitut.
"I forløbet med Fionia og Roskilde Bank har vi set, at en række kunder er blevet ladt i stikken. Derfor kan det være nødvendigt at have to bankforbindelser, selv om det er stik imod det, branchen i mange år gerne har villet," siger Kim Valentin.
Nedenfor følger de kontoformer, hvor Garantifonden for indskydere også fremover yder fuld dækning:
Indekskonti (en særlig pensionsordning)
Kapitalpension
Selvpensionering
Ratepension
Børneopsparing
Boligopsparing
Uddannelsesopsparing
Etableringskonti
Indestående på advokaters klientkonti
Indeståender, der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger, som konti under værgemålsloven eller arveloven
Indestående på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte
Deponeringer i henhold til deponeringsloven
Læs mere om reglerne I Berlingske Nyhedmagasin 21. maj.






























































