Grækenlands nærkollaps og eurolandenes brud med forbudet mod nationale hjælpepakker viser, hvor sårbar en konstruktion EU’s fælles valuta er. Euroen mangler et føderalt budget og en handlekraftig politisk ledelse.
16. april 2010, 06:00 – opdateret 16. april 2010, 06:01
Kun otte år, tre måneder og tolv dage lykkedes det for euroen, den fælles valuta, der bruges af 320 millioner borgere i 16 EU-lande, at stå på egne ben som en international valuta.
Grækenlands krise tvang i den forgangne weekend Eurolandene og Den Internationale Monetære Fond, IMF, til at give tilsagn om et treårigt låneprogram, hvor IMF i det første år kommer med 15 mia. euro i tilsagn og Eurolandene – især Tyskland – med andre 30 mia. euro.
Frygten for en statsbankerot har bragt Grækenland i en situation som Storbritannien i 1976, Argentina i 2001, Rumænien i 2005, Letland i 2008 og Ungarn i 2009, hvor hjælp udefra er nødvendig, og konsekvensen vil være hårdhændede krav fra IMF’s side.
Den truende statsbankerot i et af de små Eurolande har også udstillet euro-konstruktionens fundamentale svaghed: At det er en bureaukrat-udtænkt konstruktion uden indre logik og holdbarhed. Altid brutale IMF’s hjælp har været nødvendig, fordi de eftergivende eurolande ikke med troværdighed vil kunne stille krav til Grækenland – eller evt. Irland, Portugal og Spanien.
Regelbrud: Netop at solide lande betaler og hjælper uansvarlige vakkelvorne lande ud af selvskabte problemer er det helt utilstedelige fænomen, der aldrig måtte udkrystalliseres i virkeligheden. Derfor er der myriader af regler og reguleringer i Eurolandene og samarbejdet i Den Europæiske Centralbank, ECB, og f.eks. ØMU’ens konvergensregler, der har skullet sikre, at det ikke skete.
EU’s regler tillader ikke sådan en hjælpeplan, men denne regel er – formelt – ikke overtrådt… Det er nemlig eurolandene, der står bag.
Men reglerne for overskud og gældsætning har år efter år været overtrådt af rækker af lande og nu ikke mindst af Grækenland, der endog har brilleret ved at indrapportere forkerte tal til EU’s statistik-enhed, Eurostat, så omfanget af problemerne først er kommet frem efter årsskiftet. Resultatet har bl.a. været en systematisk svækkelse af euroen over for dollar på syv procent.
Svækkelsen har rod i, at mens europæiske medier har fokuseret på Grækenlands problemer, har amerikanske i høj grad fokuseret på euroens problemer og stillet spørgsmål ved konstruktionens fremtid.
Pres: Den økonomiske litteratur rummer mange ikke særligt anbefalelsesværdige værker om "optimale valutaområder", men før euroens fødsel i januar 2002 havde ikke mange forestillet sig en konstruktion som den.
Man tog 16 vidt forskellige lande, der må føre divergerende økonomisk politik, hvor budgetter og lønudvikling har forskellige retninger, og man undlod at bakke konstruktionen op med et samlet føderalt budget, der kan støtte lande med svag økonomisk udvikling.
Hvad angår politisk ledelse og beslutningskraft harmoniserede man den monetære politik, men fastholdt derudover national finanspolitisk styring og kun en svag finanspolitisk ledelse i unionen.
Det er ikke underligt, at en konstruktion af den type kan komme under pres – af problemer i et enkelt land.
Som et paradoks er resultatet af indgrebet, at et uansvarligt Grækenland styrkes af lånetilsagn og IMF-krav, mens der næsten ikke gøres noget for at styrke euroens levedygtighed. Eneste initiativ er, at Eurostat får ret og pligt til at revidere de tal, medlemslandene udarbejder og indsender, så andre lande ikke kan gentage grækernes svindelnumre.
Det er altså ikke meget at basere en ny tillidsopbygning til en vaklende global valuta på.
