Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

God familiepolitik er ren forretning

Ordentlige arbejdsvilkår giver gode medarbejdere. Det handler om at sikre en rimelig balance mellem arbejdsliv og familieliv, lyder det fra advokatfirmaet Norrbom Vinding, der selv har vist vejen og profiteret af den.

Advokatfirmaet Norrbom Vinding går på mange måder mod strømmen i en branche, der er domineret af benhårde arbejdsvilkår og en udpræget maskulin kultur. Her er nemlig halvdelen af partnerne kvinder, ligesom 14 af de 26 ansatte jurister er det. Her har og bruger både kvinder og mænd muligheden for at arbejde på nedsat tid i perioder, hvor det er nødvendigt for at få deres tilværelse til at hænge sammen.

Forklaringen er, at siden firmaet blev etableret i 1998, har det lagt stor vægt på, at balancen mellem arbejde og familieliv skal være på plads for alle medarbejdere. Af rent forretningsmæssige grunde.

”Vi vil gerne have, at vores advokater er de bedste rådgivere. Og de bedste er dem,
der har overskud. Hvilket man kun kan få, hvis man har nogle vilkår, der ikke blæser én omkuld,” siger managing partner Mariann Norrbom.

Desuden er firmaet præget af meget specialiseret viden. Det betyder, at det tager
seks-syv år, før en ny juridisk medarbejder kan arbejde helt selvstændigt på det
specialistniveau, firmaets kunder efterlyser.

”Så når vi investerer meget i medarbejderne, vil vi selvfølgelig gerne sikre os, at de
ikke forsvinder, bare fordi de ikke kan få deres liv til at hænge sammen med en krævende karriere og familie ved siden af,” siger hun.

Og krævende er det at arbejde i advokatbranchen. Blandt andet fordi kunderne sætter deadline. Det betyder, at der i perioder kan være rigtig meget overarbejde, mens der i andre perioder kan være mere stille.

”Sådan en rytme kan ikke holdes, hvis ikke vi sørger for, at medarbejderne har det godt. At de er glade og trives. Samtidig er vores branche typisk præget af meget karrieremindede mennesker, Det gælder både kvinderne og mændene. Det gør det bare så meget mere nødvendigt for os som firma at interessere os for deres ve og vel,” siger Mariann Norrbom.

Derfor er det i firmaet en hel naturlig ting jævnligt at tale om, hvordan tilværelsen hænger sammen for den enkelte.

I praksis kan det ske, når der er familieforøgelse på vej. Hvad enten det gælder en
mandlig eller kvindelig medarbejder.

”Så tager jeg en snak med den pågældende for at høre, hvordan hans eller hendes verden kommer til at se ud, når barselsperioden er overstået. Jeg spørger, om de har brug for flekstid i en periode eller deltid.”

”Det kan lyde grænseoverskridende, at vi på den måde bevæger os ind i
medarbejdernes private sfærer. Men når to bliver til en familie, tror rigtigt mange –
og nok især kvinder – at de kan det hele. Både passe børnene, dyrke økologiske grøntsager og så også lige passe karrieren. Vi vil gerne undgå, at de knækker halsen eller får stress. Blandt andet ved at tale om, at ens valg har konsekvenser. Og at man, hvis man vil fortsætte karrieren, er nødt til at købe sig fra nogle pligter. Det kan være i form af en aupair-pige eller rengøringshjælp.”

Hos Norrbom Vinding vælger medarbejderne, der kommer tilbage fra barsel, ofte at gå ned på f.eks. 80 procent arbejdstid. Det kan være i et, to eller tre år. Uanset hvor længe, bliver det fortalt på arbejdspladsen, så alle ved, at de mest presserende sager ikke skal lægges på hendes eller hans bord.

”Og det bliver respekteret,” siger Mariann Norrbom og understreger, at det ikke er får følger for den enkeltes karriere.

”I dag er det blevet en naturlig del af vores kultur. Måske derfor har vi også mænd,
der benytter sig af muligheden. Det er blevet mere legitimt også for dem.”

At det er sådan, mener hun, har noget at gøre med, at halvdelen af virksomhedens ledelse er kvinder – selv om kvindelige ledere ikke agerer anderledes end mandlige.

”Vi driver alle forretning,” som hun siger. ”Men det er klart, at der jo er flere
rollemodeller hos os end så mange andre steder.”

Netop de familievenlige værdier har fået Norrbom Vinding til at skille sig ud i en
advokatbranche, der ellers er kendetegnet ved et stort gennemtræk og ved kvinder, der flygter fra branchen, på trods af at de udgør flertallet på jura-studiet.

 




Markedet lige nu