Berlingske Business
LIVE
18:00 Business Live vender tilbage torsdag

Genmabs topchef lægger ledelsesfilosofien frem: Jeg kender 99 procent af de ansatte

25BUSGenmabs-topchef-Jan-va.jpg
Genmabs topchef Jan van de Winkel om, hvad der er sket i selskabet efter den tidligere topchef, Lisa Drakemans, dramatiske exit for et par år siden. Hvor står selskabet i dag? Hvilken rolle spiller biotekselskaber af Genmabs type i biotekfødekæden.

Biotekselskabet Genmab har succes og gør klar til nye ansættelser i Danmark, Holland og USA. Topchefen, Jan van de Winkel, insisterer dog på, at vokseværket sker i behersket tempo, så han kan fastholde en tæt kontakt til selskabets ansatte.

Bioteksuccesen Genmab har vokseværk. Den ustoppelige børsraket fra Bredgade i København har over de seneste tre år givet sine aktionærer et gyldent afkast på mere end 500 procent. Det danske biotekselskab var stort set bokset ned under guldbrædderne, da hollandske Jan van de Winkel i sommeren 2010 overtog stillingen som administrerende direktør. Siden da har selskabet fået et globalt gennembrud med et lægemiddel, som kan blive et af de mest sælgende til kræftbehandling nogensinde.

Succesen betyder, at Genmab-topchefen, Jan van de Winkel, nu vil øge antallet af ansatte på selskabets kontorer i Danmark, Holland og USA. Den 56-årige topchef har dog en klar ledelsesfilosofi, som gør, at han ikke kommer til at hive nye medarbejdere i hobetal ind i den velsmurte Genmab-maskine.

Artiklen fortsætter under billedet
25BUSGenmabs-topchef-Jan-#2.jpg
Genmabs topchef Jan van de Winkel fordeler med fuldt overlæg sine ledere over flere etager – det sikrer, at alle får talt med hinanden og dermed også kender hinanden. Foto: Erik Refner

Genmab-bossen er stor tilhænger af et ledelsesprincip, hvor han som topchef er i nær kontakt med alle selskabets ansatte. Og dette kan ikke lade sig gøre, hvis Genmab byder nye medarbejdere velkomne i et alt for hidsigt tempo, mener Jan van de Winkel.

Billede

»Vi kommer helt sikkert ind i en fase, hvor vi vil vokse, men det kommer til at ske meget balanceret. Jeg er i København netop blevet introduceret til flere nye kolleger, som jeg gerne vil lære at kende. Jeg er meget stolt over, at jeg stadig kan sige, at jeg kender navnene på 99 procent af de ansatte i Genmab. Når det gælder omkring 40 procent af medarbejderne, så ved jeg også, hvad deres ægtefæller eller børn hedder,« siger Jan van de Winkel.

Ledere spredt på flere etager

Genmabs vokseværk udmønter sig på den måde, at selskabet er ved at vokse ud af både hovedkvarteret i København og forskningscenteret i Holland. Senere på året flytter Genmab derfor ind i et topmoderne forskningscenter i den hollandske by Utrecht, hvorfra selskabets jagt på den næste milliardsucces skal foregå.

Genmab-topchefens princip om, at ledelsen skal være i tæt daglig kontakt til medarbejderne, bliver rullet ud i det nye forsknings­hovedkvarter på den måde, at Jan van de Winkel vil sprede selskabets ledere på flere etager, så de ikke sidder i deres egen boble.

»Jeg vil sikre, at folk benytter sig af trapperne, så vi hele tiden støder på hinanden. Jeg vil helt bevidst sprede ledelsen på flere etager, så jeg også selv skal bevæge mig hen på en anden etage, hvis jeg skal mødes med en ledelseskollega. Det kan lyde meget ineffektivt, men det betyder, at jeg hele tiden møder en masse kolleger,« siger Jan van de Winkel.

22BUSPix-Jan-de-Winkel-0927.jpg

Når Genmabs danske hovedkvarter tilsvarende rykker til en ny adresse i København, vil hollænderen indføre samme princip hér.

»Ideen med vores nye forskningscenter er, at forskere og medarbejdere skal interagere og udveksle ideer. Jeg vil rulle samme koncept ud her i København, hvor vi senere på året flytter ind i et nyt kontor. Vi vil ekspandere i alle vores lokationer – i København, Utrecht og New Jersey,« siger Genmab-topchefen.

Aktiekursen op med 2.300 procent

Historien om Genmab er grundlæggende fortællingen om, hvordan hollandske Jan van de Winkel har forvandlet et selskab fra en dundrende fiasko til en kæmpe succes. Den junidag for snart syv år siden, hvor Jan van de Winkel overtog styringen af Genmab, padlede selskabets aktie rundt i et prisleje omkring 57 kroner pr. styk. Nu, 2.475 dage senere, skal investorerne betale omkring 1.400 kroner for en enkelt aktie i det danske biotekselskab.

Dette betyder, at Genmabs aktiekurs er blevet hævet med mere end 2.300 procent, siden den 56-årige hollænder overtog tøjlerne i det dengang skrantende biotekselskab.

kes i hollandsk glaspalads.jpg

Genmab-bossen lagde forsigtigt fra land i sin første tid som topchef, men er trådt stadig mere tydeligt frem, som selskabets formkurve er blevet bedre. Og på trods af heftig rejseaktivitet mellem Holland og USA, hvor Genmab har et kontor, som beskæftiger sig med forretningsudvikling og finansiel styring, lægger Jan van de Winkel fortsat vægt på at være en tydelig lederfigur for selskabets danske ansatte.

»Når jeg er i København og har tiden til det, tager jeg rundt på samtlige etager for at tale med alle ansatte. Jeg mener, det er ekstremt vigtigt, at du motiverer dine medarbejdere, men samtidig også selv bliver inspireret,« forklarer Jan van de Winkel.

Trods Genmabs lynhurtige forvandling fra kriseramt til succesfuldt selskab med vokseværk vil Jan van de Winkel gøre, hvad han kan, for at fastholde det tætte forhold til sine medarbejdere og ikke lade den vilde medvind ændre på den næsten familiære omgangstone i det danske biotekselskab.

»Det er vidunderligt. Det vil jeg ikke miste, for jeg mener, at det er en del af glæden ved at arbejde i Genmab,« siger Jan van de Winkel.

04BUSHjernen-204308.jpg

Det lyder, som om I på en eller anden måde fungerer som én stor familie?

»Vi er en forretning, men vi er meget tætte. Jeg kan virkeligt godt lide det på den måde. Det ville du komme til at miste, hvis du pludseligt fordobler medarbejderstaben uden at tænke på kulturen,« siger Genmab-bossen.

Genmab har omkring 200 ansatte.

0 Kommentarer

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen