2. juli 2010, 06:00 – opdateret 2. juli 2010, 06:01

Bartels kan ikke nære sig. " Ladies first!", afbryder han den unge litauiske stabsofficer, som har indledt sin briefing med en høflig og omstændelig adressering til " generaler, kolleger, mine herrer og damer".

Vi er i et briefingrum på Haderslev kasserne, stabshovedkvarter for Danske Division, hvilket stort set vil sige den danske hærs kamptropper. Den danske forsvarschef har besøg af sin litauiske kollega, general Pocius i følge med adjudant, militærattaché med flere.

Litaueren stivner, som lammet et øjeblik af denne tilsyneladende irettesættelse fra en venligtsindet nabos forsvarschef, tildelt for øjnene af hans eget lands forsvarschef.

Lidt senere bliver det general Pocius' tur. Hen imod briefingens afslutning kommer han med et par lavmælte, men personlige bemærkninger om, hvor glad han er for at sidde her blandt ligemænd og venner, og om hvordan han knap turde drømme om litauisk NATO-medlemskab, dengang han i 1991 som ung mand stod foran parlamentsbygningen i Vilnius med en kasse molotovcocktails. Det er vigtigt for et lille land at have gode venner, tilføjer han. Hvorefter Bartels replicerer med et generøst og noget overraskende tilbud om, at Litauen kan blive indlemmet i Danmark: Hvis Norge og Sverige også kommer med, ender vi som et stort land, forklarer han.

Fra min plads længere nede af bordet kan jeg ikke se, hvordan general Pocius tager den burleske spøg. Men nu har han i hvert fald oplevet Bartels evne til at punktere tilløb til svulstighed eller inderlighed. Og den unge litauer har mærket Bartels' sprogbevidsthed.

Det har andre prøvet før ham. Der løber allerede historier i Forsvaret om, hvordan Bartels har afbrudt oplægsholdere, der for eksempel gerne ville " fokusere" på et eller andet.

I Forsvaret hedder det ikke "at fokusere", men "at lægge tyngde", fik de pågældende at vide. Dette gode militære udtryk er nemlig langt mere præcist. Det fortæller, hvor man vil koncentrere sine kræfter, men udelukker ikke indsats på andre områder. Og det tager forholdsord: Man kan lægge tyngde på noget eller ved hjælp af noget.

"Nej, jeg bryder mig ikke om udtrykket 'fokusere'," bekræfter Bartels senere.

"Det er et teknisk udtryk hentet fra optikken, og betydningen er uklar. Man kan fokusere på det ene og det andet og det tredje. God kommunikation kræver et klart sprog."
 
Forbilledet: Knud Bartels har kun været forsvarschef i et lille halvt år, men rygterne om ham løb i forvejen. Han er blevet fremstillet som en slags ledelsesmæssig dinosaur, en brysk oberst Hackel-figur, gammeldags, stivsindet og en smule latterlig.

Måske bedst sammenfattet i den beskrivelse, som Berlingske Tidendes velinformerede forsvarsmedarbejder, Christian Brøndum, refererede en anonym kilde for: Bartels var, forstod man, en " officer fra 18. århundrede på vej baglæns mod det 17." Der har været helt stille i kontorerne rundt om i Forsvaret i dagene efter udnævnelsen.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der leder det danske Forsvar. Målt i antal underordnede er posten som FC, forsvarschef, en af de største ledelsesopgaver i Danmark; med omkring 25.000 ansatte, inklusive værnepligtige, ligger Forsvaret størrelsesmæssigt et sted mellem Post Danmark og Carlsberg. Samtidig er Forsvaret en regelmæssig leverandør af funktionschefer til det private erhvervsliv, ikke mindst inden for HR. Enhver i Forsvaret, officer eller menig, vil til enhver tid kigge på forsvarschefen. Han er forbilledet. Man gør som han.

Man kan næsten ikke tænke sig en voldsommere ændring af forbillede end overgangen i november sidste år fra admiral Tim Sloth Jørgensen til general Knud Bartels. Tim Sloth Jørgensens facon var, forstår man, temmelig civil. Moderne malerier på kontoret, såkaldte direktionsmøder for Forsvarets øverste officerer, rundbordsdiskussioner frem for kommandoer.

Spørger man hærfolk, så savnede de en chef, der lignede en chef. I Flyvevåbnet og Søværnet følte man sig bedre tilpas med Tim Sloth Jørgensens afdæmpede facon.

Det har nemlig betydning for tonen i "firmaet", om chefen kommer fra det grønne værn - Hæren - eller et af de to blå værn. Ledelsesformen er forskellig, og det hænger sammen med opgaverne. I Hæren drejer ledelse sig, groft sagt, om at få mange mennesker til at gøre det samme på samme tid. I Søværnet og Flyvevåbnet skal små hold af specialister samarbejde om at få dyrt og teknisk kompliceret udstyr til at virke. Man skal passe på med billedsprog og paralleller.

Men forskellen på grøn og blå ledelse kan minde om forskellen på ledelse af industrivirksomheder og servicevirksomheder.

"Hvor hæren bygger mere på et formelt hierarki, så er vi afhængige af hinanden på en anden måde," forklarer generalmajor Henrik Dam, som er chef for Flyvertaktisk Kommando.

"Klarmelderen, der melder et jagerfly klar, holder pilotens liv i sine hænder. Det giver nogle andre relationer, hvor den formelle kompetence - din grad - selvfølgelig bliver respekteret. Men respekten for personen kommer først, når han er den værdig. Søværnet og flyvevåbnet er i den henseende stort set samme størrelse: Der er ikke tvivl om, hvem der er chefen. Men chefen er heller ikke i tvivl om, at han er afhængig af sine folk på en anden måde end i hæren, hvor en gruppe stadig vil kunne løse sin opgave, selv om geværskytte tre falder ud."
 
Særpræget: Og Bartels er altså hærmand. Denne dag i Haderslev er han på hjemmebane, omgivet af højtstående hærofficerer, hele ledelsen for Danske Division, hvor han selv har været chef. De snakker hærjargon.

"Jeg har kun én følelse, og det er vrede!", siger Bartels et par gange, mens de omkringstående ler. De taler jargon, eller snarere: De citerer en jargon. Kort forinden er Bartels rendt ind i sin tidligere chefsekretær, en lille gråhåret dame. Hun får et bjørneknus, og fortæller mig bagefter, uopfordret:
 
"Han er en god chef. For han tager sig af sine folk!"

Somme tider får man indtryk af, at Bartels står udenfor og kigger ind ad vinduet hos sig selv, selvreflekterende og selvkommenterende. Ved morgenmaden med litauerne gør han mig opmærksom på, at jeg er den eneste civilperson til stede; pressechefen er nemlig bag sin civile påklædning også reserveofficer.

"Det er en særpræget verden, du træder ind i nu, Uffe, og i det omfang den ikke er særpræget, så er jeg nok lidt særpræget, på den ene eller anden måde," siger han.

En vis udenfor-følelse ville være forståelig. Som diplomatbarn er Bartels vokset op i udlandet, og hans præcise, lidt gammeldags danske udtale stammer ikke fra nogen dansk skole. Hans toårige generalstabskursus er fra det franske Saint-Cyr-akademi.

Før han blev forsvarschef, var han i Bruxelles som Danmarks militære repræsentant ved NATO, og han er belgisk gift med bopæl i Belgien. Og han går på pension om to år.

Er det i virkeligheden en rolle, Bartels spiller? Må man skelne mellem personen Knud Bartels og figuren " Knud Bartels"? Ind imellem kan de virke som hinandens modsætninger.

Nej, siger hans gamle ven, oberst Lars Møller. Bartels er, som han er.

"Han er til tider en karikatur, men han spiller ikke; karikaturen er blevet et personlighedstræk," siger han.

"Man skal bare ikke tage fejl af ham, for han kender godt de knapper, han skal trykke på for at opnå en virkning, og han har intellektuel dybde og integritet. Og ironien forsvinder, når han går i ordre-mode: Så bliver han iskold."
 
Og han står ved sig selv.

"På Hærens Officersskole brugte han slips og sixpence til sit civile tøj. Al samtale forstummede, når han kom. Men det var han komplet ligeglad med," fortæller Lars Møller.

Denne tilsyneladende selvsikkerhed finder man stadig hos ham.

"Bartels er ikke uinteresseret i beslutningsprocesser; han ved udmærket godt, at en god beslutningsproces er vigtig for at nå en god beslutning," fortæller chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Nils Wang.

"Men han er ligeglad med, om alle er enige med ham, hvis han i øvrigt synes, beslutningen er rigtig, og at flere møder om den bare vil være at trække pinen i langdrag."
 
Eksemplet: Men som Lars Møller siger: Karikaturen er blevet et personlighedstræk; personen og figuren er med tiden smeltet sammen.

"Jeg tror ikke, at facaden, hans bryske udtryk, er noget, han tillægger sig, fordi han gerne vil have, at der løber historier om ham," siger Nils Wang.

"Det er snarere en beskyttelsesmekanisme, for han er et meget blufærdigt menneske, der ikke lader hvem som helst komme ind på livet af ham. Men virkningen er, at man bliver positivt overrasket og får lyst til vide mere om ham, måske endda arbejde for ham. Bartels kan få sine folk til at arbejde, så blodet springer, også fordi han er en leder, der går forrest og stiller enorme krav til sig selv. Hans mytiske fremtræden får folk til at ville yde deres yderste."

Selv siger Bartels, at han leder gennem eksemplet, og historierne om, hvad han udsætter sig selv for - og forlanger at andre stabsofficerer udsætter sig selv for - er allerede legender.

I sin tid ved Danske Division beordrede han, at hele staben skulle igennem de samme barske prøver i løb på forhindringsbane med fuld mundering, som man udsatte konstablerne, der skulle udsendes, for.

Han har været med på patrulje flere gange i Afghanistan og har også været ramt af en vejsidebombe. Man kan måske diskutere det hensigtsmæssige i, at landets forsvarschef sætter livet på spil, men man kan ikke diskutere hans vilje til at gå foran med et godt eksempel og stille krav til sig selv.

"Ud fra førstehåndsindtrykket kan han godt bekræfte én i en forestilling om oberst Hackel fra Matador. Men hvis man ulejliger sig med at lære ham at kende, så opdager man et utroligt nuanceret menneske, som ser nuanceret på verdens problemer, og som interesserer sig for ufatteligt mange ting," siger Nils Wang.

"Man kunne næsten tale om myten Knud Bartels. Der går mange historier om ham. Netop fordi han er så markant, om man vil. Når han udtrykker sig, udtrykker han sig markant, og han bruger gerne det middel, at en anelse overdrivelse fremmer forståelsen. Det kan gøre, at han umiddelbart kan virke som et relativt unuanceret menneske."

Tvivleren: Nysgerrigheden, nuancerne og tvivlen i personen Knud Bartels bekræftes af Lars Møller. Han var stabschef for Knud Bartels, dengang den første danske soldat blev dræbt af en vejsidebombe.

"Jeg talte med ham fra kl. 11 om aftenen til kl. fire om morgenen," husker han.

"Vi talte og talte om, hvorvidt vi havde gjort det rigtige, om vi kunne have gjort noget anderledes. Han har tvivlens nådegave, og det er fedt, når folk har det. Og han elsker sine soldater som sine børn. Men han kan ikke komme ud med følelserne."

Men jo, Bartels holder af sine underordnede, sit mandskab, og taler man med ham uden for kasernen, frigjort fra kasernejargonen, står han gerne ved det.

Jeg spørger, hvordan han har lært at lede, og han nævner blandt andet: skønlitteratur.

"Meget litteratur, jeg har læst, har jeg reflekteret over," fortæller han.

"Det gælder også min yndlingsbog, som er Charlotte Brontës ' Jane Eyre'. Det er jo en bog om stærke følelser og om kvindens plads i 1800-tallets England."
 
Og hvorfor er det så din yndlingsbog?
 
"Mit privatliv vil jeg ikke ind på. Men jeg tror, at det værste, man kan gøre ved et menneske, er at marginalisere det. Og så tror jeg på styrken af følelser; jeg tror på passion som drivkraft. Man kan ikke være en god leder, hvis man ikke tror på det, man gør," svarer han.

"Man skal også holde af sit mandskab. Det er mennesker, og man skal have respekt for dem, ellers følger de ikke en i krig. Når man står oppe på podiet og taler til folk, så skal man huske, at ham, der står dernede bagest i geleddet, er et menneske ligesom dig, han har stemmeret ligesom dig, han betaler skat ligesom dig - og han har krav på den samme respekt som dig."
 
Ansvaret: På kontoret i Forsvarskommandoen på Holmen tager Bartels imod i nobel kontoruniform med tilknappet jakke; ikke kampuniform, som ellers de senere år er blevet normen i forsvaret i en slags demonstration af solidaritet med de udsendte soldater.

"Det er vel den uniform, man må forvente, at folk bærer på et kontor" siger han om kontoruniformen og kigger lidt ned.

" eg synes, at kampuniform ville være - lidt -."
 
Til gengæld fortæller han gerne om den store fotocollage på lærred, som han har ladet fremstille og erstatte de moderne malerier. Den forestiller danske soldater på internationale missioner.

"Det billede kigger jeg på hver dag fra mit skrivebord, og det minder mig hele tiden om, hvorfor jeg er her," fortæller han.

"Vi har et begreb i forsvaret, som vi kalder ' chefvirke'. I det ligger for mig, at ansvar ikke kan uddelegeres. Opgaver kan uddelegeres, men ansvaret bliver hos chefen; hvis jeg uddelegerer beslutninger, så skal de træffes inden for de rammer, jeg har lagt; de skal foretages i chefens ånd. Derfor er det afgørende, at informationsniveauet er højt, så alle har fuld forståelse af opgaven," siger han og giver et eksempel fra krigshistorien:
 
"Tyskerne begyndte i 1918 at bruge stormtropper, hvor man i stedet for at flytte hele fronten samlet begyndte at angribe i kiler. Det forudsætter, at alle har en grundig forståelse af, hvorfor de skal gøre, som de skal, og hvilken sammenhæng de indgår i. En modsætning er Sovjetunionens system med centraliseret initiativ, hvor den enkelte havde et meget smalt spor at handle i og ikke kendte den overordnede plan."
 
At ansvaret bliver hos chefen tager Bartels bogstaveligt. Han understreger gerne, at det er ham, der er chef for både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet.

Beskyttelsen mod magtfuldkommenhed ligger i nysgerrighed og diskussionslyst.

"Hvis jeg bevæger mig i et bakket landskab, så tænker jeg på, hvad der gemmer sig bag den næste bakke? Det kan være noget helt andet end det, jeg ser og kan forestille mig nu. De opgaver, forsvaret har nu, er nogle, vi ikke kunne forestille os for 20 år siden," siger Bartels og peger på modsætningen mellem at skulle udføre de opgaver, forsvaret har lige nu, og så forpligtelsen til at holde forsvaret parat til nye opgaver, vi ikke kender i dag.

"Min opgave er at holde balancen mellem dagens krav og det forsvar, vi måske har brug for om 20 år," siger han.

"Jeg skal bringe 20 års-sigtet og dagens krav på linje, og lige nu er de noget forskudte. Man kan spørge, hvor lang tid endnu vi vil kunne absorbere flere omkostninger i Afghanistan?"
 
Lars Møller bekræfter den intellektuelle nysgerrighed hos Bartels, som er grundlæggende og civil.

"Han interesserer sig for alt! Han bebrejdede mig engang, at jeg ikke havde læst Harry Potter. Man kunne ikke bare lade være at interessere sig for et fænomen, som havde haft så stor betydning, mente han."
 
Led ved at lytte: Bartels diskuterer gerne, og han tager nærmest lidenskabeligt afstand fra den nulfejlskultur, som tidligere prægede forsvaret.

"Nulfejlskultur er jeg fundamentalt imod. Den skaber en frygt for at begå fejl, som giver en lammelse af organisationen," siger han.

"Det afgørende er ikke, om man begår fejl, men om man er i stand til at lære af de fejl, man begår. Hvilket kræver evnen til at lytte, også til kritik. Man skal også lytte til kritik fra menige. Selv lytter jeg særlig opmærksomt til menige, for det er kun lejlighedsvist, at de har adgang til at tale med officerer på mit niveau, og man kan lære meget af dem."
 
"Det afgørende for mig er, at begge parter bliver klogere af en diskussion. Vi to kan for eksempel diskutere indsatsen i Afghanistan, og det kan være, at vi er uenige, men det afgørende er, at vi begge er blevet klogere efter diskussionen. Forleden i Haderslev mødte vi veteraner fra 9. april 1940. De kunne måske ikke fortælle os noget faktuelt, vi ikke vidste i forvejen, men de kunne berige os med nogle følelser. De kunne hjælpe os med at forstå, hvordan det faktisk var at være med 9. april 1940."
 
Nils Wang, som mener, at Bartels fremtræden kan få folk til at yde deres ypperste, kalder den også " hans største svaghed."
 
"Mange mennesker går glip af det nuancerede menneske Knud Bartels," siger han.

"Samtidig er der en risiko for, at myten om ham kan give ham samme problem, som Helsø (tidligere forsvarschef Jesper Helsø, red.) havde, nemlig at han bliver udsat for en beskyldning om at være politisk tonedøv.

Det er ingen af dem; man bliver ikke general, hvis man ikke har politisk gehør, men det kan være en bekvem etiket at hæfte på en forsvarschef, hvis man gerne vil have placeret et ansvar hos ham."

Ansvaret kan man gerne placere hos Knud Bartels; han vil tage imod det, men man sidder tilbage med en oplevelse af ham som et sammensat menneske med et skarpt intellekt og stærke følelser; ikke akkurat den 1700-tals officer, som Berlingske Tidendes uvenlige anonyme iagttager beskrev.

Hvordan har Bartels det egentlig med den beskrivelse? Han har selv fundet på den.

" Jeg har sagt det ved en lejlighed som en selvironisk kommentar," fortæller han.

Offentliggjort første gang i Berlingske Nyhedsmagasin 14.05.2010.