3. september 2010, 06:00

Et stadigt stigende kor af spåmænd, også kendt som økonomer, synger en dyster sang om muligheden for endnu en global økonomisk nedtur, også kendt som et "double dip". Deres argumenter er primært, at løbende nøgletal for udviklingen i verdens økonomier er begyndt at vise svaghedstegn, trods fortsat historisk lave renter og massive hjælpepakker fra regeringer og centralbanker, samt at investorerne tilsyneladende har en reel frygt for endnu en nedtur og derfor fortsætter med at sende både obligationsrenter og aktier nedad.

Væksten aftager

For at tage det første argument, så kan det virke bekymrende, at eurozonen i andet kvartal blot kunne vokse med 1 procent i forhold til første kvartal, selv om Den Europæiske Centralbank fortsat holder renterne i bund og har likviditetshanen stående på fuldt tryk. Den ret anæmiske vækst skal også ses i lyset af overraskende stærk vækst i blandt andet Tyskland og Storbritannien. Men ikke nok til at skaffe mærkbar fremgang i eurolandene, blandt andet fordi der fortsat er svaghedstegn i Sydeuropa.

Men inden man slår paraplyen op og forbereder sig på styrtregn, er det værd at huske på, at det langtfra er usædvanligt, at væksten aftager et par år oven på en økonomisk nedtur. Det så vi i midten af 1990’erne, og igen i 2003-2005. Forklaringen er formentlig, at blandt andet varelagre og investeringer bliver presset for langt ned under en recession, og derfor vil en normalisering fra et lavt niveau i sig selv give en fremgang, som ikke kan vare ved.

Men erfaringen fra de sidste recessioner var også, at den økonomiske vækst lidt senere i konjunkturforløbet blev absolut nydelig. Så derfor skal man være noget forsigtig med at begynde at tage antidepressiver, blot fordi de økonomiske nøgletal formentlig vil være svage et stykke ind i 2011.

Det er selvfølgelig rigtigt, at det er svært umiddelbart at forestille sig, hvordan regeringer og centralbanker skal angribe en ny nedtur, hvis den viser sig. Statsbudgetterne er allerede i dårlig stand, og de officielle rentesatser kan ikke komme meget tættere på nul. Men der er bare ikke klare tegn på, at verdensøkonomien direkte er på vej ud over kanten.

Gældsbyrden

Det andet argument om investorernes nervøsitet kan også vendes på hovedet. Så længe renterne er historisk lave, er der ikke grund til at antage, at forbrugerne pludselig vil holde op med at bruge penge. I virkeligheden ligger problemet nok nærmere et helt andet sted. Hvis finansmarkederne pludselig begynder at sende renterne markant i vejret – enten fordi de bliver i tvivl om specielt staternes evne til at betale deres gæld, eller fordi de frygter, at centralbankerne holder deres pengepolitik så løs, at der kan opstå reel inflation – er der en reel risiko for at fanden kan blive løs i Laksegade. For så vil staternes, virksomhedernes og forbrugernes gældsbyrde pludselig kunne stige markant, og det kan for alvor lægge bunden for endnu en nedtur, som hverken regeringer eller centralbanker længere vil have troværdigheden til at kunne håndtere.

Så selv om der måske ikke er grund til at frygte, at vi står umiddelbart foran en ny global nedtur, er det trods alt for tidligt at konkludere, at vi er så langt fra kanten, at vi ikke kan falde ned og slå os. Men det er værd at bide mærke i, at renterne for tiden fortsætter ned. n dabe@berlingske.dk

Læs Berlingske Nyhedsmagasin 3. september.