Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fr. Mund-til-øre

Efter nogle år i linjeledelse og i et af de store konsulentfirmaer har Julie Møller Lønhart etableret egen virksomhed med speciale i at implementere strategier. Omdømmet skabes af resultater, tillid og anbefalinger.

Julie Møller Lønhart, 45 år, besluttede for mange år siden, at hun kun ville være kendt for sin virksomhed og for sine mærkesager.

Hun indledte sin lederkarriere som 25-årig og ejer nu konsulentvirksomheden Møller & Company/Nordic Tranformation Group i København. Inden da har hun haft stillinger som managing consultant i PA Consulting Group, direktør i Ementor, nordisk direktør i ACNielsen AIM og underdirektør i GfK Danmark.

I sit eget konsulentfirma arbejder hun nu med implementering af strategier og satser på, at virksomhedens business branding sker ved mund-til-øre anbefalinger, resultater og tillid.

“Det er begrænset, hvad jeg, mine partnere og medarbejdere kan opnå ved synlighed i medierne. Det er godt med et generelt kendskab, men vi befinder os i et afgrænset univers. De personer, der er interessante for os, er relativt få,” konstaterer Julie Møller Lønhart, der er cand.merc. i strategi og marketing og HD i organisation og ledelse.

Undtagelsen er hendes mærkesager. Hun har arbejdet målrettet for at få flere kvinder til at gøre karriere som leder gennem etablering af netværk og mentorordninger. Samtidig er hun en af strategerne bag Executive Business Networking.

Hun har også medvirket i bogen “Karrieremor” om at forene jobambitioner og familieliv for at vise vejen for dem, der mangler mod og tro på, at det kan lade sig gøre.

Den skarpe profil
“Generelt skal man holde profilen skarp og ikke sende for mange budskaber. Jeg vil have plads til mærkesagerne, men er blevet mere selektiv, når det drejer sig om de medier, der skal viderebringe budskaberne. Der skal være en vis overensstemmelse mellem min indgang til mærkesagen og min virksomhed. Ellers kan det skade omdømmet og tilliden. Det irriterer mig således, at diskussionen om kvinder i ledelser og bestyrelser er røget i den blindgyde, der hedder kvotering, og hvor diskussionen bliver følelsesladet og uden fremdrift. Der er mange andre emner i erhvervslivet, som jeg brænder for. Men dér må man tage et valg. Jeg vil være kendt for de kompetencer, vi lever af i virksomheden.”

Hun etablerede sig for alvor i bredere erhvervskredse, da hun i avistillægget Børsen Executive i 2000-2003 hyppigt kommenterede på ledelse. Siden er synligheden i medierne reduceret markant.

“I de sidste par år har jeg haft for travlt med at passe kunder og løse opgaver – det jeg virkelig brænder for. Men man skal løbende prøve at gå ind i nye cirkler, få inspiration og bringe sine kompetencer i spil på en ny måde, så man ikke kører i ring. Derfor har jeg blandt andet en bestyrelsespost i Dansk Standard. Jeg er i VL-gruppe 55 og i advisory board for Master i Oplevelsesledelse på Roskilde Universitet,” fortæller Julie Møller Lønhart.

Hun er kendt for sin stærke no-nonsense-optræden, når hun leverer præsentationer og foredrag.

“Mange opfatter mig som kontant og to-the-point. Det er næppe det dårligste image at have, når man hyres til at få andre til at levere varen,” siger hun.

Konsulenterne skal frem
I virksomheden Møller & Company – nogle driller hende med at navnet ligger tæt op ad den anden Møller på Esplanaden - vil Julie Møller Lønhart arbejde for, at hendes 10 konsulenter bliver mere synlige.

“Vi har også kunder uden for Danmarks grænser, og synlighed kan være en nødvendighed, når man kommer uden for de vante rammer. Ligesom det også kan bekræfte kunderne i, at de har hyret de rigtige rådgivere.”

Bedste branding
1. Anders Eldrup, DONG Energys administrerende direktør, er uden tvivl en af de mest omtalte direktører i dansk erhvervsliv. Hans færden i medierne har været turbulent, men det har ikke skabt alvorlige ridser i lakken. Han har været styrmand i forsøget på at gøre det statsejede selskab til en privatejet energigigant. Alligevel var den tidligere departementschefs magt ikke stor nok til at nå det endelige mål: At få DONG Energy børsnoteret. Det huede ikke Anders Eldrup, der dog her senest har kunnet glæde sig over et tilfredsstillende halvårsregnskab.

2. Johannes Bøggild, pressechef i PFA Pension, er en af de fremadstormende kometer i kommunikationsverdenen. Med PFA-sagen i bagagen – noget som PFA selv foretrækker at kalde Thorsen-Trads-sagen – har pensionsselskabet hængt fast i et kedeligt omdømme. Men med en førstepræmie i en international journalistkonkurrence, en cand.scient.pol.-titel og en fortid på både Ugebrevet Mandag Morgen og Berlingske Nyhedsmagasin synes Johannes Bøggild den rette til at skabe et nyt og mere dynamisk billede af PFA.

3. Pui Ling Lau, underdirektør i Københavns Lufthavne, blev landskendt i dokumentarudsendelsen “Fogh bag facaden” om Danmarks EU-formandskab. Hun var den ministersekretær, som en vrissen statsminister hundsede med under topmødet. Karrieren er senere gået via Hofmarskallatet, og i dag er juristen Pui Ling Lau underdirektør for public affairs i Københavns Lufthavn, hvor hun er kontaktled til politikere, myndigheder mm. Hun tænker sig om, er en straight og ordentlig person, og hun får noget fra hånden, lyder mediernes beskrivelse.

Udarbejdet og kommenteret af analysechef Niels Christiansen fra mediedatabasen Infomedia. Udvælgelsen sker på basis af aktuel
omtale – ud over det rent virksomhedsstrivielle – i Berlingske Business, Børsen, Erhvervsbladet.dk, Morgenavisen Jyllands-Posten og TV2/Finans.

 




Markedet lige nu