30. april 2008, 13:27 – opdateret 2. maj 2008, 08:24

Vi står midt i den største optur i råvarepriser siden 1970’erne. Den startede allerede i 2003, da olieprisen og nogle af metalpriserne begyndte at stige. Dengang kostede en tønde råolie ca. 25 dollar. Nu koster den næsten 120 dollar. Faktisk er det svært at finde en råvarepris, der ikke er fordoblet, og det er nemt at finde nogle, der er mangedoblet ligesom olieprisen. Den seneste runde af stigninger har været mest dramatisk for fødevarepriserne – vel nok den mest politisk følsomme gruppe af råvarer, og samtidig den, hvor markederne er mest regulerede.

Selv vi rige danskere, der kun behøver at afsætte en begrænset del af vore indtægter til fødevarer, er efterhånden begyndt at mærke smerten nede i supermarkedet. I fattigere lande er fødevarepriser politisk dynamit, og presset for indgreb er politisk uimodståeligt.

I de seneste uger er verdensmarkedet for ris – den vigtigste basisfødevare overhovedet – gået i selvsving. Paradoksalt nok har regeringsindgreb en væsentlig del af skylden. Når priser stiger, får spekulanter ofte skylden. I dette tilfælde er regeringer de vigtigste spekulanter. Nervøsiteten for forsyningssikkerheden får myndigheder til at gå i panik. Både eksportør- og og importørlande har hamstret ris i nervøsitet for befolkningernes reaktion på evt. mangel. Det har haft den forudsigelige selvforstærkende virkning.

Men hvor reel er manglen på fødevarer og råvarer? Produktionen er ikke faldet på nogen væsentlige områder. Vi mangler ikke olie eller fødevarer for den sags skyld. Den primære drivkraft bag prisstigningerne er stærk efterspørgsel.

Marked under pres

Opsvinget siden 2003 har været de fattiges opsving. Lav- og mellemindkomst-lande, ikke bare i Asien, men også i Latinamerika, Mellemøsten og endda Afrika har oplevet markant højere økonomisk vækst end de rige lande. Samtidig er væksten i lav- og mellemindkomstlande langt mere råvareintensiv end de rige landes vækst, fordi det er her, industriproduktionen vokser, og her befolkningerne i takt med velstanden gerne vil spise mere og anderledes mad, f.eks. kød. Dette forøgede råvare- og fødevareforbrug sætter råvaremarkederne under pres.

Læg dertil, at mange råvaremarkeder er præget af meget lange investeringscykler. Det tager mange år at lave en ny mine for eksempel, og det er meget dyrt. Det er opskriften på meget store og lange priscykler. Råvarer tabte i pris i forhold til andre varer i 20 år fra starten af 1980’erne til 2003, og der har ikke været incitament til at investere længe. Det er der nu. Før eller siden kommer investeringer og udbud til at indhente efterspørgslen på råvarer. Men det kræver tid og nok også en periode, hvor efterspørgslen løber mindre stærkt. I den forstand er opsvinget i råvarer reelt nok – og ikke en spekulativ boble.

En anden væsentlig årsag til, at råvarepriserne er på vej op, er pengepolitisk. Især USA har ført en lempelig pengepolitik i de seneste år. Lave realrenter gør investering i reale aktiver attraktiv. Hvis man alligevel får en rente, der er lavere end inflationen på sine penge, hvorfor så ikke opbevare dem i råvarer som – formodentlig – følger inflationen på lang sigt. I hvert fald er der tegn på, at markedet tænker på den måde, og at råvarer derfor reagerer direkte på lave renter. Som et udslag af det er der for øjeblikket en kraftig vækst i ETF’er (Exchange Traded Funds) – fonde, som giver detailinvestorer adgang til en direkte eksponering til råvarer. Dette fokus kan selvfølgelig give overophedning af markedet – og euforiske perioder – men en spekulativ boble er det næppe.

Udvalgte tidspunkter

Betyder det så, at råvarer er en god investering? Tjah, der er nogle fordele ved investering i råvarer. Råvareinvesteringer er typisk gode i inflationsperioder – råvareinflation er altid en drivkraft i generel inflation - og inflationsperioder har den ubehagelige egenskab, at de typisk fører til lave realafkast i værdipapirer – herunder både i aktier og obligationer.

Men på langt sigt har råvarer altid haft svært ved at følge med aktieinvesteringer. Råvarer er gode i porteføljen – men kun på udvalgte tidspunkter. Råvarer er bestemt heller ikke en sikker investering. Priserne kan falde lige så pludseligt og drastisk, som de steg. Men derfor kan ”nu” jo godt være et af de gode tidspunkter, også selv om markedet er steget meget. Om ikke andet kan råvareinvesteringer jo forsikre én mod ubehagelige overraskelser nede i supermarkedet.