18. juni 2008, 15:59 – opdateret 22. juni 2008, 15:43

Da Mette Rovsing Koch var tre år, lærte hendes mor hende at svare: ”professor i sammenlignende litteratur”, når tanterne spurgte, hvad den lille Mette mon skulle være, når hun blev stor. Det var nemlig det, hendes mor gerne selv ville have været, hvis altså ikke hun havde fået en endnu større drøm opfyldt og var blevet advokat.

”Mettes bror lærte at sige: ’biskop i Roskilde’, for det ville jeg egentlig også gerne have været. Så sådan forsøgte jeg at udleve mine drømme gennem mine børn,” siger Sys Rovsing, der i dag er blevet en voksen kvinde og et kendt navn i advokatkredse.

Både hun og datteren har let til smil, og mellem dem flyder en strøm af kærlige blikke og drillende bemærkninger. De sidder tæt sammen på den ene side af mødebordet hos advokatfirmaet Bech Bruun, hvor Sys Rovsing har været partner siden 2003. Samme år blev hun formand for Advokatrådet, og året efter blev datteren færdig som advokat og ansat hos Kammeradvokaten, Poul Schmith.

”Så Mette blev altså heller ikke litteraturprofessor,” konstaterer Sys Rovsing påtaget ærgerligt. For i virkeligheden blev hun glad den dag, da Mette kom hjem og fortalte, at hun havde bestemt sig for at læse jura – ligesom sin mor, sin far og siden også sin yngre bror.

”Det var måske ikke den mest originale ide, hun kunne have fået, men det var en fantastisk god ide, synes jeg. Og det var ikke mig, der sagde, at hun skulle,” griner Sys Rovsing. Faktisk er der ikke ret mange ting, som hun kan huske at have beordret børnene til.

”To ting, kan jeg huske, at jeg har insisteret på: At læse avis og at være hjemme til fælles familiemiddag hver søndag.”

”Og stå op hver eneste morgen klokken halv syv for at spise morgenmad sammen,” tilføjer Mette Koch og ruller med øjnene, så man fornemmer, hvordan diskussionerne har lydt, dengang hun var teenager og først skulle møde klokken ti, men alligevel blev tvunget til at stå op og deltage i den fælles morgenmad.

Ved morgenbordet var lydniveauet betragteligt, mens dagens aviser blev læst og kommenteret, og det skete ikke sjældent, at det udviklede sig til større diskussioner.

”Det har altid været en naturlig del af familielivet at interessere sig for og engagere sig i samfundet omkring os. Og jeg tror i virkeligheden snarere, det er det, der har formet mit karrierevalg, frem for selve det at have forældre, der er advokater. Jeg kunne for så vidt også sagtens have valgt at læse statskundskab eller noget andet samfundsvidenskabeligt,” siger Mette Rovsing Koch og tænker sig om et øjeblik: ”Men selvfølgelig har det betydet noget, at jeg har set mine forældre være glade for det, de lavede.”

Mor ringer hver dag:

Mette Rovsing Kochs speciale er skatteret, ligesom Sys Rovsings var det i mange år. Og det sker, at emnet arbejde dukker op, når mor og datter ses til den ugentlige løbetur.

”Eller hver morgen, når min mor ringer til mig,” siger Mette Rovsing Koch.

”Et par gange om ugen,” forsvarer Sys Rovsing sig, tydeligt utilfreds med rollen som omklamrende mor.

”Hver dag,” lyder det fra Mette.

”Kun når jeg alligevel sidder i bilen og er på vej til arbejde.”

”Hvilket er hver dag,” siger Mette Rovsing Koch, men afviser grinende, at hun synes, at moderen blander sig for meget.

”Lidt for meget blander jeg mig måske alligevel. Men det er, fordi jeg har så meget erfaring, og den skal da bruges til noget,” siger Sys Rovsing.

Og der er ingen tvivl om, at moderens erfaring er kommet Mette Rovsing Koch til gode. Ikke så meget i forhold til de enkelte sager, for som Mette formulerer det, er det jo ikke hendes mor, der skal løse hendes sager for hende. Men eksempelvis var moderens råd til stor hjælp, da Mette Rovsing Koch havde brug for råd til, hvordan man i retten håndterer en nedladende modpart, der kun omtaler en som ”min unge kollega”.

”Der kunne jeg være til lidt nytte, fordi jeg selv har prøvet det,” siger Sys Rovsing. ”Den samme attitude mødte jeg nemlig ofte de første mange år af min karriere. ‘Lille De’ kaldte de mig dengang. Så der kunne jeg da give et par råd om, hvordan hun kunne ignorere ham og få sin hævn ved til gengæld at vinde sagen.”

I dag har Sys Rovsing bevæget sig væk fra skatteretten og beskæftiger sig først og fremmest med familieret. Desuden har hun efterhånden 30 års erfaring på området, så det er begrænset, hvor meget fagligt hendes datter kan bidrage med. Til gengæld er hun glad for at sparre med datteren, når hun via sin stilling som Advokatrådets formand skal tage stilling til advokatpolitiske spørgsmål.

”Man kan sige, at Mette er mine øjne og ører i marken. Hun er i målgruppen for mange af de emner, vi har oppe at vende, og så er hun en af dem, som jeg ved vil give mig et ærligt svar. Jeg synes selv, at jeg er verdens flinkeste chef, men derfor kan jeg jo godt gætte, at det måske ikke altid er alting, jeg får at vide. Så er det godt at have Mette, som giver mig alt råt for usødet,” siger hun.

Ender altid i formandsstolen:

Mor og datter synes at være endt hver deres sted på farveskalaen. Sys Rovsing er lyshåret og blåøjet, mens Mettes øjne er grønne og de bløde krøller helt mørkebrune. Men ellers ligner de hinanden; De er begge vilde med at læse kriminalromaner, de elsker at rejse, elsker at møde mennesker, og så har de det begge med at ende som formænd eller talsmænd for alle mulige og umulige ting. Også selv om de egentlig havde besluttet sig for det modsatte.

”Sådan er det faktisk med hele familien. Vi ender altid som formænd for elevråd og festudvalg, er aktive i beboerforeninger og vuggestuer og er dem, der taler, hvis noget skal siges,” siger Sys Rovsing. Hun har bl.a. siddet i Foreningen af Familieretsadvokater og var i en periode formand for Børnerådet.

Også Mette har i årenes løb været engageret i stort og småt.

”Vi er nok begge to sådan, at vi godt kan lide at være der, hvor det sker. At få indsigt i, hvordan nogle ting foregår, og få indflydelse på, hvordan tingene skal være. Og det er utroligt nemt at få lov til, hvis bare man gider,” siger Mette og suppleres af sin mor:

”Man kan få al den magt og indflydelse, man vil have. Det gælder bare om at tage den.”

Og Sys Rovsing har altid taget den indflydelse, hun kunne få, og hele sit liv søgt at undgå de situationer, hvor andre kunne bestemme over hende. Hun har aldrig haft en chef, men i stedet været selvstændig, indtil hun kunne rykke ind som partner først i Norsker & Jacoby og for fem år siden i Bech Bruun. Og hun har flere gange nævnt over for sin datter, at hun burde gøre det samme.

”Jeg må indrømme, at jeg forsøger at pirke til hendes ejergen. Jeg er selv født på en gård på landet og er vokset op med selvstændighed som et stærkt ideal. Så jeg synes i høj grad, det handler om at få sit eget, inden man ender med at hænge fast i lønarbejdersumpen,” siger Sys Rovsing, som aldrig selv har været lønarbejder.

”Vi har en lille løbende diskussion om det,” siger Mette og skæver til sin mor.

For Mette Rovsing Koch er det at være selvstændig ikke nogen målsætning i sig selv. For hende betyder det mere, at arbejdet er spændende, og at der er indbygget en fleksibilitet, der gør, at hun kan få det hele til at hænge sammen, så der også er tid til at se familie og venner. Ikke mindst nu, hvor hun har en lille søn og netop er vendt tilbage fra barsel, er det vigtigere, at hverdagen hænger sammen, end at hun kan bestemme alting selv. Hun vil dog ikke afvise, at selvstændighedstrangen en dag vil få overtaget. Faktisk pjatter Sys og Mette Rovsing Koch ofte med, at når Mette er blevet lidt mere etableret i sit fag, så skal de to starte virksomhed sammen.

”Så skal vi skiftes til at arbejde, så den anden kan holde fri og rejse. Eller i det mindste sørge for at få en masse sager, som kan føres fra Sydeuropa – eller Mellemamerika eller et andet sted, hvor der er dejligt varmt og masser at opleve,” griner Sys Rovsing.

Midt i grinet er hun dog helt alvorlig. Det er bestemt ikke umuligt, at hun og datteren en dag sætter fod under fælles bord. De deler en grundlæggende motivation for at bruge deres liv i juraens tegn.

”Vi har en meget stærk retfærdighedssans og lyst til at bringe orden i ting. Det gør man i høj grad som advokat. Man hjælper folk ud af en knibe og får afklaret nogle ting, så alle kan komme videre med deres liv,” siger Sys Rovsing.

Hun indrømmer, at hun i høj grad også nyder selve dysten med modparten. Eller rettere – hun nyder at vinde over modparten, og i årenes løb har hun slået sit navn fast som en af dem, de andre har respekt for i retten. En hård hund er hun blevet døbt – især fordi hun insisterer på at holde sig til fakta – også i de sårbare familieretssager – og i mindre grad påtager sig rollen som den, der appellerer til følelser eller tørrer tårerne af folks kinder.

”Jeg er ikke hverken coach eller psykolog, og jeg tror heller ikke, at det er det, folk helst vil have mig til at være. Jeg skal føre deres sag og vinde den. Eller jeg skal fortælle dem, at deres sag er så dårlig, at man skal søge at indgå forlig eller helt droppe sagen. Sådan hjælper jeg dem bedst,” siger hun.

For hendes datter er der sjældent tårer at tørre af klienternes kinder. Som advokat hos Kammeradvokaten repræsenterer hun staten i skattesager over for virksomheder eller enkeltpersoner. Hun kan til gengæld ende i den lidt paradoksale situation, at hun står med en sag, som ikke skal vindes for enhver pris.

”Der kan være sager, hvor vi egentlig godt kunne vinde den konkrete sag, men hvor vi ved at vinde kan komme til at lægge ministeriet fast på en bestemt praksis, som er uhensigtsmæssig eller direkte forkert. Så man skal ikke vinde for enhver pris, man skal vinde, når det skaber det rigtige resultat,” siger Mette Rovsing Koch.

Livet er andet end arbejde:

Sys Rovsing har altid arbejdet meget, og heller ikke datteren er afskrækket af de høje timetal i advokatbranchen. Men begge er opmærksomme på, at livet er andet end arbejde, og Mette Rovsing Koch har valgt sig et arbejdssted, hvor det ikke gælder om at være flest timer på kontoret. Hun holder sig foreløbig til skatteret, som har den store fordel, at sagerne i høj grad foregår i retten og dermed kan planlægges ret nøje.

”Hun ville også være en ringe advokat, hvis hun aldrig kom ud i den virkelige verden, fordi det er den, man beskæftiger sig med i vores job,” tilføjer Sys Rovsing og funderer lidt over, hvorvidt hun synes, at hendes karriere har kostet på andre konti.

”Det ved jeg egentlig ikke, om jeg synes. Jeg har brugt meget tid på arbejde, men det at arbejde har givet mig en masse glæde og energi til andre ting. Jeg har nok været lidt for dårlig til at pleje forskellige venskaber. Og så kunne jeg måske godt have tænkt mig lidt mere tid med mine børn. Men jeg har nu ikke vanvittigt dårlig samvittighed,” siger hun og tilføjer: ”Jeg synes ikke, at man skal ofre sig for sine børn – jeg synes, at man skal leve med sine børn.”

”Havde det ikke været arbejdet, min mor havde travlt med, så havde det været noget andet. Sys er på alle måder et meget aktivt menneske. Hun var aldrig blevet den slags mor, som står klar med nybagt brød, når vi kom hjem fra skole,” erkender datteren.

Ifølge Mette Rovsing Koch har børnene aldrig lidt afsavn. Der blev kompenseret, når familien flere gange om året tog på ferie sammen – hvilket de i øvrigt stadig gør – og så har Sys Rovsing altid haft et særligt talent. Hun er altid nærværende og helt til stede, uanset hvor hun er, og uanset hvor hun ellers burde have været.

”Det er en evne, som jeg gerne vil tillægge mig – at lægge arbejdet fra mig, når jeg er hjemme eller sidder i en situation, hvor jeg alligevel ikke kan gøre noget ved det. Det har min mor altid været god til. Jeg har aldrig set hende stresset,” siger Mette Rovsing Koch.

”Det er rigtigt,” nikker Sys Rovsing. ”Jeg bliver faktisk aldrig stresset. Jeg tror, også det ligger i familien. Mettes morfar var bondemand, men han beklagede sig aldrig over vejret. Det var, som det var. Man kunne alligevel ikke gøre noget ved det. Det lyse sind har jeg arvet. Og det har Mette også,” siger Sys Rovsing.