2. juli 2010, 06:00

Det russisksprogede in-flight-magasin har en interessant artikel med ferietips: Det er slet ikke så dyrt at leje lystyacht i ferien, som man skulle tro. Det koster såmænd ikke mere end mellem 2.000 og 5.000 euro om ugen, forklarer artiklen, alt efter ønsker og rejsemål; Grækenland og Tyrkiet er billigst. Har man ikke allerede certifikat selv, kan man leje en skipper for nogle få hundrede euro om dagen.

Der er webadresser og telefonnumre på russiske agenturer, der kan ordne det praktiske.

Så ved vi dét, og der må jo være et marked for den slags oplysninger, tænker man, mens indenrigsmaskinen fra Sankt Petersborg langsomt lægger an til landing i Moskvas Sjeremetjevo-lufthavn hen over små datjaer og massive etageejendomme fra sovjettiden.

Ja, Rusland er under hastig forandring, og landet har udviklet sig til andet og mere end oligarker, korruption og politisk bissebølleregime.

Men Rusland er alligevel ligesom blevet det oversete R i BRIK.

Alle taler om Kina nu, mange tænker på Indien, mens nogle ser mod Brasilien. Men Rusland? Ingen interesse. For besværligt. For farligt. For uoverskueligt.

En forståelig holdning, men også en ærgerlig holdning, for der er mange ting, vi kunne sælge i Rusland, og mange, der ville købe dem.

Og ikke bare folk, der har råd til at leje lystyacht i ferien.

"Behovene er store, hvad enten vi taler landbrug, infrastruktur eller effektivisering af virksomhederne. På forbrugsområdet er russerne meget glade for kvalitet og design, og det gør ikke noget, at det er dyrt. Indkomstfordelingen er meget skæv i Rusland, og fordi landet er så stort, er der relativt mange velstående i forhold til Danmark, så der er bestemt muligheder," siger Jacob Warburg, som er cheføkonom i Danmarks Eksportråd.

Den danske samhandel med Rusland er i dag - med Jacob Warburgs ord - "en utroligt blandet landhandel": Kød, sko, værktøjsmaskiner, industrirobotter, måleudstyr, instrumenter og meget andet. Plus naturligvis de direkte investeringer, som danske virksomheder har foretaget i landet.

Bestikkelsessagerne: En rundtur i de store byers gader og forstæder viser mange skandinaviske navne i gadebilledet: Norske Narvesen-kiosker og Rimi-supermarkeder, danske Jysk og svenske Ikea, naturligvis, der nu er oppe på 12 varehuse. Hvilket kan være en anledning til lige at nævne et par af de grimme historier, dem kommer vi alligevel ikke udenom. For eksempel historien om, hvordan Ikea i februar i år måtte fyre de to øverste chefer for møbelkædens aktiviteter i Rusland. De var blevet afsløret af svensk presse i at have betalt bestikkelse for at få godkendt elinstallationer på et varehus i udkanten af Skt. Petersborg.

Den lille affære er ganske illustrativ: Det hele begynder med, at Ikea vil åbne en kæmpebutik i det nordlige Skt. Petersborg, i øvrigt lige i nærheden af det nu Carlsberg-ejede Baltika-bryggeri. Ikea henvender sig til bystyret for at få lagt el ind, men svaret herfra er nej; varehuset ligger akkurat på den forkerte side af bygrænsen, ude i det omgivende amt, der i øvrigt stadig hedder Leningrad amt. Og amtet har ingen aktuelle planer om at udbygge elnettet til at kunne klare Ikea.

Hvad gør man så, få måneder før den planlagte åbning? Man bygger sit eget elværk. Alt skal gå i en rasende fart, og entreprenørselskabet, som bygger elværket, vælger at skaffe den nødvendige ibrugtagningstilladelse ved hjælp af bestikkelse - efter at have fået grønt lys fra Ikea-cheferne.

Ja, sådan kan det gå, og lad os med det samme tage endnu en Ikeahistorie, der er god at få forstand af: Sidste år skulle møbelkæden åbne et nyt varehus i byen Samara, og man havde allerede hængt bannere op på facaden med teksten " Åbner snart!".

Det gjorde man bare ikke, for bystyret blev ved med at tilbageholde en helt nødvendig tilladelse til at tage grundstykket i brug.

Men nu sker der noget i sagen, kan det russiske Newsweek fortælle; ifølge bladets kilder har den russiske præsidents regionale repræsentant personligt grebet ind. Ikea skulle nu kunne åbne sidst på sommeren.

Den gode nyhed er altså, at det faktisk er muligt at vinde over det legendariske russiske bureaukrati.

Den dårlige nyhed er, at det stadig kan kræve indgriben "fra højeste sted", akkurat som når borgerne før revolutionen henvendte sig direkte til zaren.

Ombudsmanden: " De store danske virksomheder som Carlsberg, Rockwool, Grundfos, Danfoss og F. L. Smidth har fornuftige forretninger i Rusland. Og reglerne er blevet forenklet," fortæller Anders Bruhn, som leder DI's kontor i Moskva.

Her tilbyder organisationen en slags fødselshjælper-tjeneste for danske virksomheder under navnet Own Man in Russia: Danske virksomheder kan leje sig ind hos DI og dermed fra dag ét få kontor, telefon, egne dedikerede medarbejdere, advokathjælp og alt det andet, som er nødvendigt for at kunne drive forretning, og som det ellers kan tage mange måneder at få, fordi det kan tage mange måneder at få sin filial indregistreret i Rusland.

Flere store danske virksomheder er begyndt som kunder her, før de rykkede ud i byen for sig selv; blandt andre FLSmidth og NKT Cables.

Anders Bruhn peger på den ombudsmandstjeneste, som det russiske økonomiministerium tidligere på året oprettede for udenlandske investorer; en slags one-stop-tjeneste, hvor man kan henvende sig, hvis man er ved at sande til i bureaukrati.

Og ombudsmandsinstitutionen virker. Således fik den amerikanske stålgigant Alcoa hjælp, da havnemyndighederne i den fjernøstlige by Nakhodka tilbageholdt virksomhedens gods, fordi transportfirmaet skyldte havnen penge. Alcoa gik til både politi, domstole og Økonomiministeriet, og sidstnævnte fik Transportministeriet til at ændre sine regler, så sagesløse virksomheder ikke længere på denne måde kan komme i klemme.

Et andet eksempel er Procter & Gamble, der fik hjælp til at få ændret toldklassifikationen af hygiejnebind, så de ikke længere skal fortoldes som medicinsk udstyr. Og i juni i år vil man afholde rundbordssamtaler mellem vestlige investeringsanalytikere og økonomiske journalister, hvor flere ministre vil fortælle om deres planer og endda bede om råd om, hvordan de kan ændre den russiske økonomis noget blakkede image hos vestlige investorer. Et image, som altså rummer en kerne af sandhed, for bureaukratiet kan til tider være monstrøst, og konkurrencen på varemarkederne er ikke helt så fri for statslig regulering og store monopoler, som vi kender det i vestlige lande.

En opgørelse fra OECD over konkurrencen på varemarkederne i en række lande viser, at konkurrencesituationen i Rusland er værre end i noget vestligt land, selv Grækenland.

Den offentlige indblanding i økonomien er endda vokset under krisen, når private virksomheder med for stor gæld har måttet reddes af statsbanker. Ifølge Transparency International er korruption lige så udbredt som i Kenya og Zimbabwe.

De grimme historier er ikke kun historier. Men nøjes man med dem, overser man forandringerne.

" I Danmark er der måske nogle gange en tendens til at fokusere på, at glasset er halvt tomt i stedet for halvt fuldt," siger Anders Bruhn.

" Men på 15 år er landet virkelig gået frem, og der er sket en enorm professionalisering i forretningslivet. Den internationale måde at drive virksomhed på er slået igennem."
 
Klicheerne: Man skal da også lægge mærke til, hvad man ikke længere hører historier om, nemlig den tidligere tilsyneladende allestedsnærværende mafia.

" Mafiaen var et fænomen i de vilde 1990'ere, hvor værdier skiftede hænder på en ikke altid smuk måde. I dag er de værdier fordelt, og nu har advokaterne overtaget arbejdet," siger Anders Bruhn.

" Når det gælder big business inden for råvarer eller andre strategiske forretningsområder, så kan begivenhederne stadig være underholdende at følge, men i de dagligdags forretninger er der ikke de store problemer."
 
Klicheer og stereotype forestillinger kan være forførende farlige.

I tilfældet Rusland risikerer man at overse, hvad der er ved at ramme os i Vesten: Vi har et på nogle områder yderst konkurrencedygtigt BRIK-land liggende lige ved grænsen til EU.

"Selvfølgelig er der lommer af tilbageståenhed. Og ja, Rusland har masser af bureaukrati, men det har også en masse intelligente mennesker med højtudviklede kompetencer," siger Rockwools direktør i Rusland, englænderen Nick Vince.

Han er overbevist om, at hvis ikke Vesten tager sig sammen, vil russiske konkurrenter give os ubehagelige overraskelser i fremtiden.

"Da jeg kom hertil, blev jeg for eksempel selv overrasket over at se, at deres reklamebranche lever fuldt op til vestlige standarder, og vores egen forretning herovre kan hamle op med en hvilken som helst vestlig," siger han.

Også han er meget kritisk over for vestlige mediers klichéfyldte billede af Rusland:

" En klassiker er krigen i Georgien, hvor man selvfølgelig må sige, at de russiske medier ikke ligefrem var upartiske, men det var de vestlige heller ikke. Og sandheden lå som så ofte midt imellem. Det er nogle gange besynderligt at se, hvad man vælger at rapportere herovrefra. For eksempel, at oppositionspolitikeren Garri Kasparov taler til en demonstration med nogle få hundrede deltagere. Det er fuldstændig irrelevant, en helt betydningsløs begivenhed."
 
Velviljen: Hvor vi altså gerne følger oppositionspolitikere med opbakning fra promiller af befolkningen, overser vi måske nærliggende forretningsmuligheder.

Lige nu er der stor velvilje over for Danmark fra det officielle Ruslands side, fordi Danmark har miljøgodkendt Nord Stream-gasledningen. Udnytter vi velviljen godt nok? Tyskland har allerede i et års tid haft et egentligt samarbejdsorgan for energibesparelser, Rudea - Russisch-Deutsche Energie-Agentur. Et organ som den russiske regering lægger så meget vægt på, at man ligefrem vil skrive det ind i landets udenrigspolitiske doktrin. I regi af Rudea er tyskerne nu i gang med at opbygge en vindmøllepark, og Siemens samarbejder med byerne Jekaterinburg og Arkhangelsk om energieffektiviseringer.

"Vi kunne lade os inspirere af tyskerne. Russerne lægger op til den samme form for samarbejde med os her oven på den russiske præsident Medvedevs besøg," siger Anders Bruhn.

Som en foreløbig succes kan man dog fra dansk side notere, at Rockwool er blevet hovedleverandør til et statsfinansieret projekt for energieffektivisering af beboelsesejendomme.

Kødgiganten: Et Rusland med vindmøller og moderne isolering adskiller sig måske fra gængse forestillinger.

Den gængse forestilling er, at Rusland leverer råvarer - energi, mineraler og fødevarer - og den er sand, men det gør ikke nødvendigvis landet økonomisk tilbagestående.

"Der er et stort potentiale i russisk landbrug, simpelt hen fordi de har meget jord, og noget af jorden er meget frugtbar, især nede sydpå i sortjordsbæltet," fortæller DI's Anders Bruhn.

"Noget af deres jord har ikke været under plov siden krisen i 1998 og er sprunget i skov som følge af uklare ejendomsforhold og mangel på penge til at investere i dyrkning. Rusland er den sidste store fødevarereserve, som vi kan få brug for med væksten i verdens befolkning."

Et eksempel på, hvad der kan komme ud af denne reserve, er Miratorg, en 15 år gammel virksomhed, der demonstrerer, hvad den nye russiske økonomi også er i stand til.

Miratorg er en fra-jord-til-bordfødevarekoncern, fuldstændigt vertikalt integreret; koncernen ejer svinefarme, foderfabrikker og slagterier, den har egne fødevarebrands og eget distributørsystem, komplet med 400 lastbiler, hovedsageligt Volvo.

Koncernens udviklingsdirektør Aleksander Nikitin tager imod os i koncernens Moskva-kontor, der ligger diskret og uprætentiøst på første sal over en bank i en gammel sovjettidsbygning bag nogle boligblokke.

Nikitin er formløsheden selv, iført jeans og lyseblå skjorte uden slips.

Med tilbagelænet stil og underspillet selvbevidsthed begynder han at fortælle om Miratorg: Miratorg er etableret i 1995 som importør af fødevarer fra hele verden - oksekød, svinekød, fjerkræ, og koncernen er, fortæller han, i dag Danish Crowns største kunde, ligesom Danish Crown er Miratorgs største kunde.

I 2000 besluttede Miratorg sig for at investere i russisk landbrug; man købte aktier i et fransk projekt, som senere blev overtaget helt.

Og så tog det fart: Den russiske regering havde oprettet et program til støtte for hjemlig produktion af fødevarer, og med det i ryggen begyndte en række opkøb.

I dag ejer Miratorg ti svinefarme med en samlet produktion på 1,2 millioner grise om året, som alle bliver slagtet på Miratorgs egne automatiserede slagterier udstyret med slagterirobotter.

Et par tal mere: Miratorg dyrker korn på 100.000 hektar - majs, byg og soja. Ja, 100.000 hektar er lig med én kvadratkilometer. Snart begynder man med produktion af oksekød i Brjansk, tæt ved grænsen til Ukraine, med sorten Black Angus.

Det er nyt i Rusland, hvor man ellers stort set kun har kendt malkekvæg.

Angus-køerne skal gå på 120.000 hektar græsgange.

"I fremtiden vil vi bygge flere svinefarme, så vi kan nå op på vores slagtekapacitet på to millioner ton," fortæller Nikitin. Det vil svare til godt en tiendedel af den samlede danske svineproduktion.

Den særegne forretningsmodel med kontrol over hele værdikæden skyldes hensynet til forsyningssikkerhed og kvalitetsstyring, og er altså for så vidt et særligt russisk fænomen. Den går dog ikke ud over rentabiliteten; de senest offentliggjorte regnskabstal viste et EBITDA på 14 procent af omsætningen, og en årsvækst i omsætningen på 13 procent.

Sådan ser en moderne russisk fødevaregigant ud, og lige så attraktiv den kan være for danske eksportører af landbrugsmaskiner, lige så meget sved på panden må den give internationale fødevarekoncerner.

"Vi har i dag en fabrik for forarbejdet kød og leverer både hamburgere og kyllingestykker til McDonald's i Rusland, Ukraine og Hviderusland," fortæller Nikitin.

"Vores plan er at gå ind på eksportmarkeder som Japan; ikke Europa, hvor priserne er for lave. Men selvfølgelig, vi overvejer da det europæiske marked for færdigvarer," siger han og ser skråt ned i bordet.

Investeringerne: Det er da også mest i mediebilledet, at Rusland overses.

Vores nærmeste BRIK-land har længe tiltrukket betydelige udenlandske investeringer, og selv om en hel del af dem går til olie-og gasudvindingssektoren, så viser vækstraterne, at der er virksomheder ude i verden, som finder Rusland interessant.

I 2008 lå inflowet af investeringer på det femdobbelte af 2005. Til sammenligning var investeringerne ind i Kina kun vokset med 50 procent.

2009 ramte Rusland hårdt som den råvarebaserede økonomi, landet stadig er. Men ser man bort fra dette ene kriseår, er investeringerne i landet igennem det sidste tiår vokset hurtigere end investeringerne i både Kina, USA og EU.

"Jeg har set dette land udvikle sig fra Wild West-tilstande i 1990' erne og til et land, der fungerer, og hvor vi kan få succes," siger Rockwools koncernchef, Eelco van Heel om den danske isoleringskoncerns investeringer i egne fabrikker i Rusland.

"Man skal ikke begå den fejl at tro, at Rusland er ligesom Europa - men på den anden side, så tager det nu også lang tid at få fornyet en miljøgodkendelse i Ruhr-distriktet, så man skal ikke gøre tingene værre, end de er. Og vi er kommet meget tættere på hinandens forretningsstil i de år, der er gået."
 
Chefen for Rockwools russiske virksomheder, englænderen Nick Vince, kalder ligefrem landet for frontier territory.

"Krisen har ramt dem hårdt, men der er så meget energi og vitalitet i Rusland. Landet er som en ung, halvvoksen 18-årig, hvor de gamle vesteuropæiske lande er som 45-årige. Rusland vil begå nogle fejl hen ad vejen, men det vil udvikle sig hurtigt."

Offentliggjort første gang i Berlingske Nyhedsmagasin 28.05.2010.