Et flertal af cheferne i spidsen for danske virksomheder i udlandet er udlændinge, viser en kortlægning, Berlingske Nyhedsmagasin har foretaget.
10. september 2010, 06:00
Danske virksomheder indsætter i højere grad end tidligere personer med udenlandsk baggrund på topposterne i udlandet.
En kortlægning af 100 lande- og regionschefers nationalitet viser, at godt 6 ud af 10 er enten udlændinge eller lokalt ansatte, mens resten af cheferne i de største virksomheders brohoveder på deres strategiske markeder er danske.
Tidligere var det lige modsat. Da var danske expats i flertal.
Ledelsesudviklingskonsulent Annette Thornberg fra DI hilser udviklingen velkommen.
"Det er fint for virksomhederne at få de bedste medarbejdere – om de er danskere eller udlændinge. Og med lokalt ansatte kan man endda få nogen, der kender til forretningsmuligheder og globale kulturer og sikre tiltrækning og fastholdelse af medarbejderne," siger hun.
Set med de positive briller er udviklingen udtryk for, at de store danske virksomheder er blevet globaliserede i en grad, så de formår at hyre medarbejdere fra hele verdens pulje af talenter. Den mere pessimistiske side er, at for at vække global tiltrækning slipper de mere af fodfæstet i den danske muld. De klipper mange af de nationale bånd og opbygger egne globale værdisæt, der er barberet for de negative sider af danskheden.
Hos Novo Nordisk har man f.eks. forsøgt at bortradere, at danskere som udgangspunkt ikke er særligt inkluderende. Og religion er for længst ude af gangene på Novo-fabrikkerne rundt i verden.
At virksomhederne får succes med at plukke medarbejdere i verdens talentpøl er helt evident godt for konkurrenceevnen – både hvad angår innovation og driftsøkonomi.
Omvendt stiller det også ekstra krav til Danmark. For pludselig er et dansk fundament ikke længere en selvfølge.
Flytter ikke ud
Salgsdirektør Stig Løkke Pedersen fra Lundbeck medgiver, at placeringen af eksempelvis ny forskningsekspertise sker ud fra et økonomisk synspunkt.
"Det er min opgave at skabe det bedst mulige forretningsgrundlag – som i sidste ende skal finansiere virksomhedens forskningsindsats og overskud. Jeg er derfor nødt til at optimere på den økonomiske side. Og ja, det har som konsekvens, at højomkostningslande med begrænsede udviklingsmuligheder, såsom Danmark, ikke umiddelbart er det sted, vi kigger først," siger han.
Både Vestas, Grundfos, Novo Nordisk og Lundbeck bedyrer dog, at de bliver i Danmark lidt endnu på grund af de ekspertiser på deres forretningsområder, der allerede er opbygget i Danmark.
Landechefer
Se her resultaterne af Berlingske Nyhedsmagasins kortlægning af de store virksomheders landechefer på deres vigtigste markeder:
Danskere: 39 procent
Lokale: 51 procent
Andre udlændinge; 10 procent
Mænd: 97 procent
Kvinder: 3 procent
Gennemsnitsalder: 49 år
Gennemsnitlig anciennitet: 13 år i virksomheden
Chef for: 800 medarbejdere i gennemsnit
Se de 100 landechefer i Berlingske Nyhedsmagasins særnummer De Globale 10. september .
































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten