De store danske aktieselskaber honorerer deres bestyrelser langt dårligere end deres udenlandske konkurrenter. I USA har børstilsynet kritiseret, at bestyrelsesmedlememr tjener for lidt.
19. november 2009, 12:37
Bliver de danske bestyrelser fedt betalt? Formanden for Novo Nordisk, Sten Scheibye, henter en rund million kroner i årligt honorar. Meget eller lidt? Det er en anelse mere end det rå formandshonorar på 975.000 kr. til Danske Banks bestyrelsesformand, Alf Duch-Pedersen, opgjort uden vederlag fra underudvalg.
Tallene afdækkes i en ny rapport fra PricewaterhouseCoopers, Bestyrelsesarbejde i 2010, der i Berlingske Business blandt andet blev omtalt under overskriften ”bestyrelseskonger scorer kassen”.
De seneste år har vi da også set nogle pæne lønhop. Gennemsnitshonoraret hos A.P. Møller - Mærsk er for eksempel gået op med 14 procent på to år og er nu 1,333 millioner kroner. Det er mere, end så mange andre har fået, men på den anden side er arbejdet som bestyrelsesmedlem i Danmarks største virksomhed jo ikke blevet mindre krævende det sidste par år.
Nordisk sammenligning
En international sammenligning kan måske føje nogle nuancer til billedet. I Swedbank, en af Sveriges fire største banker, er formandshonoraret fastsat til, hvad der svarer til en million danske kroner, altså det samme som i Danske Bank. Danske Banks samlede balance er cirka tre gange så stor som Swedbanks, hvilket naturligvis ikke nødvendigvis gør banken tre gange så indviklet at lede, men alligevel. Formandshonoraret i Nordea – der jo også er svensk– er på 1,9 millioner danske kroner.
Vi kan også kigge indenfor i nabolandet Norge, hvor vi finder storbanken DnB Nor, der er en lille smule større end Swedbank målt på balancen. Her fik de to bestyrelsesformænd – der var vagtskifte midt i året – til sammen udbetalt 938.000 norske kroner i honorar.
Og så er der Sveriges store gamle bank, SEB. Her tjener formanden, Marcus Wallenberg, et årshonorar på 2,75 millioner svenske kroner, altså lige knap det dobbelte af hvad Alf Duch-Pedersen får. Danske Banks bestyrelsesformand kunne i en nordisk sammenligning ligne underbetalt arbejdskraft.
Over Atlanten
Lad os tage over Atlanten. Her undersøger konsulentfirmaet Total Compensations Solutions hvert år honorarniveauerne, og sidste år fik en bestyrelsesformand i et stort selskab i gennemsnit et kontantvederlag på 73.233 dollar, altså godt 350.000 kroner. Det lyder jo beskedent, men otte ud af ti store virksomheder lægger imidlertid aktieoptioner og lignende oveni. De, der oplyser en dollarværdi af aktieoptionerne, ligger på i gennemsnit 94.000 dollar. Altså i alt omkring 167.000 dollar i typisk årsvederlag, eller godt 800.000 kroner i dansk regning. Total Compensations Solutions definerer i undersøgelsen en ”stor” virksomhed som en virksomhed med en årlig omsætning på en milliard dollar, så det er altså ikke kun giganter, der indgår i gennemsnittet.
Og hvor ligger de danske bestyrelsesformænd så i den sammenhæng? Ja, Alf Duch-Pedersen i Danske Bank kan jo med sine 975.000 årlige kroner godt følge med. Formandskollegaen Jørgen Worning i FLSmidth hævede ifølge den seneste offentliggjorte opgørelse i 2007-regnskabet 500.000 kr., hvortil kom et ekstraordinært honorar på 2 millioner kr. for at gøre virksomheden moden til salg. FLSmidth omsatte sidste år for over 25 milliarder kroner. Så hvis folk som Alf Duch-Pedersen og Jørgen Worning “scorer kassen”, så hænger det altså ikke sammen med størrelsen af deres enkelte honorarer; men selvfølgelig, de har jo mere end én formandspost.
Læs mere om bestyrelseshonorarer i Berlingske Nyhedsmagasin 20. november.
Prøv Berlingske Nyhedsmagasin i 2 måneder eller læs Berlingske Nyhedsmagasin som e-magasin.






























































