Specialrapport: Det er de små ting, der tæller, når man skal gøre pressen glad. Det viser årets opgørelsen over, hvilke danske virksomheder, der er bedst til PR. Men nogle virksomheder – og topchefer som Steen Riisgard fra Novozymes, Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk og Jørgen Mads Clausen fra Danfoss – har alligevel et naturligt forspring.
2. oktober 2009, 06:00 – opdateret 19. maj 2012, 20:02
Topscorerne i årets PR-undersøgelse er gamle kendinge. Nummer et, Novozymes har ligget i top fem de sidste fire år, og det samme gælder Novo Nordisk og Danfoss, der ligger henholdsvis nummer to og tre på årets barometer.
Men hvad er det lige præcis, de tre virksomheder kan, når det gælder PR, som ikke i samme grad lykkes for de øvrige deltagende virksomheder?
“Vi tager telefonen, når journalisterne ringer,” lyder den simple forklaring fra Mike Rulis, kommunikationsdirektør i Novo Nordisk, og fortsætter:
“Svaret er egentlig lidt kedeligt, men jeg tror, det, journalister vægter højt, er, at man er til at få fat i, kan skaffe adgang til de rette mennesker og har forståelse for journalisters arbejdsvilkår. Og det er alt sammen ting, vi forsøger at leve op til. Ud over det har vi ingen magisk formel.”
På Als peger kommunikationsdirektør i Danfoss, Ole Daugbjerg, på en tilsvarende simpel fremgangsmåde, nemlig at god PR handler om respekt for hinanden.
“Med journalister vil det sige, at man respekterer deres arbejdsbetingelser og derfor imødekommer deres behov, så kommer man langt,” siger han.
Hos Danfoss, der sidste år lå nummer et på PR-Barometeret, har man dog også en anden forklaring på, at virksomheden til stadighed scorer så højt. En faktor, Ole Daugbjerg kalder “lemmingeeffekten”:
“Hvis du fylder meget på Danmarkskortet, bliver der skrevet meget om dig, og jo flere gange journalisterne har kontakt til virksomheden og er blevet behandlet bare nogenlunde godt, så kommer du til at ligge højt.“
Tilbage hos årets etter, Novozymes, understreger Thomas Nagy, at det dog ikke er ren tilfældighed, der ligger bag placeringen. PR-arbejdet er et højt prioriteret område for Novozymes.
Læs hele artiklen i Berlingske Nyhedsmagasin, der udkommer fredag 2. oktober.
Prøv Berlingske Nyhedsmagasin i 2 måneder eller læs Berlingske Nyhedsmagasin som e-magasin.






























































