Guld1000: Danfoss-chefen Niels B. Christiansen skærper tonen. Industrigiganten skal ryste trægheden af sig, hvis virksomheden skal vokse globalt, vinde kampen om klimakronerne og komme ud af gælden på 10 milliarder kroner.
30. oktober 2009, 06:00
Niels B. Christiansen virker ikke som en pessimistisk mand. Tværtimod har den høje Danfoss-topchef let til smil, da Berlingske Nyhedsmagasin møder ham på hans store, lyse direktørkontor i virksomhedens hovedkvarter i Nordborg på Als.
Men for et år siden var det netop det prædikat, omverdenen satte på ham: Sortseer og pessimist. Niels B. Christiansen var lige tiltrådt som administrerende direktør i Danfoss, og et af de første redskaber, han hev frem, var sparekniven. Siden er over 6.000 ansatte blevet afskediget, og produktionen er blevet reduceret drastisk på globalt plan i industrigiganten, der har fået svære knubs i en finanskrise, der viste sig at være mere omfattende og dyb, end de fleste ved første øjekast havde troet.
”Vi var nok nogle af de første, der var ude og sige, at det her bliver relativt slemt, og det kommer til at vare ret længe. Derfor blev jeg set som sortseeren, men i dag er jeg ekstremt glad for, at vi agerede efter det, selv om det var lidt mod trenden på det tidspunkt,” forklarer Niels. B. Christiansen.
"Nu er vi klar"
Berlingske Nyhedsmagasin har sat Niels B. Christiansen stævne for at tale om fremtiden for Danfoss, og efter et år med utallige negative historier om nutiden lader det til at være en kærkommen afløsning.
”Vi bliver mere og mere adrætte, i og med at vi har været tvunget til at skære ind til benet. Dermed kan vi hurtigere gøre produktionen mindre og større, alt efter hvad der er behov for,” siger han og peger på, at det, der kostede Danfoss dyrt, var den bratte opbremsning.
”Lige nu er vi egentlig på samme niveau som for to år siden, hvor vi også lavede tyve procent mindre og fik en fornuftig forretning ud af det, fordi det var det bedste, vi havde prøvet. Nu tager vi et skridt ned ad trappen og prøver der igen, og så må verden udvikle sig derfra. Nu er vi klar,” siger Niels B. Christiansen.
Dybt suk
Adspurgt om han har pakket sparekniven væk igen, trækker Niels B. Christiansen vejret dybt og sukker, inden han smiler ad det efterhånden velkendte spørgsmål.
”Det er svært at sige, og jeg tør sgu snart ikke sige, at det har jeg. Det kommer an på, hvordan verden ser ud. Lige nu ser den ud til at have stabiliseret sig. Så hvis du spørger, om vi er færdige med at tilpasse os til, at salgsniveauet er faldet, så er svaret ja. Men det betyder ikke, at vi ikke løbende vil tilpasse organisationen.”
Den 43-årige topchef har ikke planer om at slække presset på organisationen. Han understregede for nylig, at Danfoss fastholder sin mangeårige strategi om at være enten nummer et eller nummer to på alle de markeder, man er til stede. Kan det mål ikke nås, skal den pågældende virksomhed sælges fra. Og understregningen må gerne blive set som en løftet pegefinger.
”Det er en allerede udmærket strategi, men vi skærper tonen. Vi er en global virksomhed og konkurrerer med de allerstørste globale konkurrenter, så hvis vi vil have fordelene, skal vi være de største. Derfra får vi en styrkeposition, hvor vi kan vokse yderligere og tjene gode penge,” siger Niels B. Christiansen og forklarer, at behovet for den skarpe tone hænger sammen med, at Danfoss formentlig var blevet en anelse afslappet i forhold til egne krav.
”Vi har ikke længere ti års horisont på, at en virksomhed måske kan blive til noget. Der er vi nødt til at se, om der er andre veje her og nu til at blive nummer et, og hvis ikke, så er der nok andre, der kan drive den virksomhed bedre end vi. Vi vil hellere understøtte eksempelvis en radiatortermostat-forretning, der virkelig er verdensledende og finde på noget innovativt rundt om den end at understøtte nogle tabsgivende forretninger i andre fokusområder.”
Læs hele interviewet i Berlingske Nyhedsmagasins særnummer Guld1000 fredag 30.oktober.
Prøv Berlingske Nyhedsmagasin i 2 måneder eller læs Berlingske Nyhedsmagasin som e-magasin.

































