Ny bog afslører, at kendis-milliardæren Erik Damgaard for en kort periode engagerede sig i en ny virksomhed, der vil revolutionere poker på nettet.
7. december 2009, 06:18
Han forlod selskabet næsten før, han blev en del af det.
Erik Damgaard, der er kendt for milliardsalget af Navision, et realityprogram på fjernsynet og et omtumlet kærlighedsliv med Anni Fønsby, indgik i august et samarbejde med pokerprovokatøren Jeppe Juhl om en ny gamblingvirksomhed på nettet. Det beskriver Birgitte Erhardsen i sin nye bog om en succesrig gruppe af forretningsmænd, Milliardærklubben.
Pokerlykken varede dog kort, for Erik Damgaard og projektets storinvestor kunne ikke enes om det finansielle, og it-manden forlod projektet efter blot to måneder. Både Jeppe Juhl og Erik Damgaard understreger, at der ikke er noget ondt blod imellem dem.
- Der var ikke noget drama, Jeppe er en fin fyr. Men jeg kunne simpelthen ikke enes med investoren om noget finansielt. Jeg ved ikke, om det var kemien, der manglede, men det fungerede ikke, fortæller Erik Damgaard.
Hverken ham eller Jeppe Juhl vil fortælle, hvem pengemanden bag projektet er.
Vil back to basics
De to mødtes på Malta, da Anni Fønsby var i dialog med Jeppe Juhl, der ud over gambler også er journalist, om at skrive en biografi om hende. De to herrer kom godt ud af det med hinanden, og Erik Damgaard besluttede at deltage i et ambitiøst poker- og spilsite på nettet.
- Jeg ville helt klart back to basics. Nu har jeg prøvet at handle med ejendomme og være finansmand, men det, jeg virkelig er god til, er at lave software foran en computer. Jeg tror, det er meget normalt, at når man gennemgår en krise, så kigger man indad og finder ud af, hvad man er god til, siger en ærlig Erik Damgaard.
Vigtig frontmand
Jeppe Juhl glædede sig i sommeren over, at Erik Damgaard ville deltage i projektet og lægge navn til sitet, der får navnet Highpulse.com. Han var sikker på, at Damgaard kunne tilføre virksomheden noget værdifuld erfaring.
- Det drejede sig overhovedet ikke om Eriks penge, det vil jeg gerne understrege. Vi så det som et stort plus, at få ham med. Han har en betragtelig markedsføringsværdi, og han har en ualmindelig god baggrund inden for denne branche, siger Jeppe Juhl.
Han har på trods af bruddet stadig store forventninger til sin pokersatsning og mener ikke, at det kostede hverken ham eller Damgaard noget.
- Vi kører fuldstændigt snorlige videre. Det har hverken kostet os eller Erik andet, end at vi har siddet og hygget os. Vi er på vej ind i en meget konkurrencepræget branche, og for overhovedet at kunne begå os, skal vi komme med noget nyt, og det var også derfor, Erik Damgaard var interesseret. Vi kommer med en ny teknologi, der vil sende chokbølger gennem pokerverden, lyder det optimistisk fra Jeppe Juhl.
Highpulse.com begynder som pokersite 1. marts, og Jeppe Juhl vil hen ad vejen udvide sortimentet til andre spil og gambling.






























































