Bundlinjen er sort, forretningen er gearet til ny vækst, og Carlsberg-topchef Jørgen Buhl Rasmussen har grund til optimisme. Og dog: Udfordringerne i Rusland, Vesteuropa og Kina venter.
15. januar 2010, 06:00
Den danske bryggerigigant sidder solidt på pladsen som verdens fjerdestørste af slagsen, bundlinjen er sort og sund, og gælden bliver afdraget hurtigere, end selv de mest optimistiske havde troet. Men tre store udfordringer venter:
1. Rusisske afgifter
Kigger Jørgen Buhl Rasmussen mod øst fra sit hjørnekontor i Valby, ser han her den absolut største udfordring. Guldægget BBH er allerede mærket af, at de russiske forbrugere oplever et økonomisk tilbageslag. Regnskabet for tredje kvartal i 2009 viste således ti procents nedgang på det russiske marked. Og det russiske lokomotiv vil utvivlsomt sætte farten yderligere ned i 2010, dels på grund af fortsat økonomisk afmatning, dels på grund af en afgiftsstigning på øl på 200 procent. I 2011 øges afgiften igen, denne gang med 11 procent, og i 2012 lægges der yderligere 20 procent oven i.
2. Vestlige omkostninger
Vender Buhl Rasmussen derimod blikket mod det vesteuropæiske marked, ser billedet anderledes afklaret ud. Her har konsolideringen på verdensplan medført, at det i højere grad er Carlsberg versus Heineken. Men effektivisering, excellence-programmer og omkostningsstyring dominerer stadig Carlsbergs dagsorden.
Markedet er vigende, og forbrugerne vil langt ind i 2010 have økonomiske tømmermænd. Analytikerne spår dog, at faldende råvarepriser formentlig vil medføre en forbedret indtjening. Udfordringerne ligger især på det franske og britiske marked, der længe har været Carlsbergs problembørn i Vesteuropa.
3. Asiatisk konkurrence
Selv om Carlsbergs øl-eventyr i en årrække har drejet sig om Rusland, har bryggeribranchen i de seneste år haft øjnene stift rettet mod Asien. Og retter Jørgen Buhl Rasmussen fra sit kontor blikket mod den fjerne verdensdel, ser han et marked, hvor han lidt uvant er den lille spiller. Både ABInBev og SABMiller har større markedsandele, omsætning og overskudsgrader.
Kina er fortsat det altoverskyggende marked, og her har Carlsberg hidtil ført en go west-strategi, hvor de har investeret i det knap så konkurrenceprægede og knap så folkerige Vestkina, i erkendelse af at man ikke havde størrelsen til at konkurrere med de andre aktører i Østkina. Bryggeriet er dog langsomt begyndt at bevæge sig længere mod øst, men flere analytikere efterlyser både højere fart i udviklingen og større overskudsgrader fra det danske bryggeri i Asien.
Læs hvordan Jørgen Buhl Rasmussen forholder sig til de tre udfordringer i Berlingske Nyhedsmagasin fredag 15. januar.




























































