Dansk Byggeris chef Lars Storr-Hansen skal gennem bedre kommunikation markere organisationen bredere og søge større politisk indflydelse.
12. marts 2010, 06:00 – opdateret 12. marts 2010, 06:01
Dansk Byggeri er en atypisk brancheorganisation, hvor direkte, bramfri og barsk tale er mere udbredt end silkeslips. Det har krævet lidt tilvænning for den embedsmandstrænede chef, Lars Storr-Hansen, der uden at sætte den bramfri tale til regeringer af enhver art over styr, har til opgave at modernisere, udvikle og synliggøre Dansk Byggeri.
"Vi fik vedtaget en ny strategi- og handlingsplanplan i 2009, og den er vi i gang med at implementere for at få større fokus på det politiske, synlighed og kommunikation samt i højere grad at se medlemmerne som kunder og have for øje, at det, vi tilbyder dem på vores produktpalet, det er det rigtige," siger Lars Storr-Hansen.
"Vi breder interessefeltet lidt ud med fokus på, hvad der vil være godt for bygge- og anlægsindustrien, og går ind i arbejdsmarkedspolitik generelt, skattepolitik, multimedieskat, regler for gulpladebiler, miljøpolitik, kommunerne samt folkeskolen."
Politikerne: I det politiske landskab har chefen for Dansk Byggeri god kontakt til beskæftigelsesminister Inger Støjbjerg (V) og naturligvis sin tidligere chef i Socialministeriet, nu forhenværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Forbindelsen er også i orden til den altid centrale finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), til den nuværende udenrigsminister Lene Espersen (K) i kraft af hendes fortid som økonomi- og erhvervsminister, samt til Venstres nu forhenværende videnskabsminister, Helge Sander, der nu er formand for Folketingets Erhvervsudvalg. Endelig er klimaminister Lykke Friis (V) en vigtig sparringspartner.
Se hele netværket i Berlingske Nyhedsmagasin 12. marts.






























































