Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Budgetkyndig reklamekvinde

Karen Østergaard, 46 år og landechef for reklamebureaut Ogilvy Danmark, ­har efter 14 år stadig nye ting at lære hos Ogilvy. Lige nu gælder det de digitale ­markedsførings-løsninger.

Karen Østergaard, 46 år, valgte at starte i erhvervslivets barskeste skole: Som ny cand. merc. startede hun et firma med speciale i databaser og sælgertræning. ”Jeg solgte kurser ved at sælge til kunder, som sælgerne havde opgivet,” fortæller hun.

Hendes viden om databaser skabte hende senere en position hos Dansk Shell. Hun fik straks opmærksomhed hos direktion og bestyrelse, da hun konstaterede, at selskabet langtfra havde så mange kunder som først antaget.

”Vi satte fokus på at skaffe kunder frem for at kæmpe internt om dem. Mange præsentationer for ledelsen lærte mig vigtigheden af at have styr på tal og budgetter, som de store internationale virksomheder lærer godt fra sig. Min chef var efter mig på den positive måde. Han forventede, at jeg gjorde det lidt bedre næste gang.”

”Shell havde sin egen definition på karrierevejen – og i den manglede jeg Shell-salg. Derfor blev næste job at sælge gasolie til de jyske fiskere.”

Det holdt ni måneder. Så blev hun headhuntet som administrerende direktør for direct marketingbureauet Ogilvy & Mather Direct – senere Ogilvy One.

”Opgaven var at vende en tabsgivende enhed til en overskudsgivende – og det gerne på kort tid, hvilket lykkedes til fulde. Resultatet var sikkert også grunden til, at jeg efter fem år fik tilbuddet om endnu en turnaround-opgave – at vende Ogilvy Danmark til en overskudgivende virksomhed – hvilket lykkedes efter et år, selv om chefen for Europa gav os tre år til opgaven. Hos Shell havde jeg lært at lægge og opfylde budgetter. Det gav respekt hos Ogilvys europæiske finansdirektør. Den opbakning har været vigtig i mit virke hos Ogilvy og har givet mig et råderum af stor betydning for aktiviteterne i Danmark.”

Ogilvy Danmark har 60 medarbejdere og havde sidste år en omsætning på ca. 83 mio. kr.

David Ogilvys grundtanke var – og den holder stadig – at en direktør bruger 50 procent af sin tid på kunderne, 25 procent på administration og 25 procent på personale.

”Personalet får 50 procent, og administrationen foregår i fritiden. Det kunderettede holder mig tæt på forretningen og sikrer, at jeg har forståelse for de kreative løsninger. I dag handler markedsføring om holistiske løsninger på en forretnings udfordring, og derfor har vi medarbejdere med mere end én kompetence, så vi kan rådgive kunderne uafhængigt af medie.”

14 år hos Ogilvy føler Karen Østergaard ikke er mange år.

”Så længe der er nye udfordringer og nye ting at lære, som det er tilfældet med de digitale løsninger, så er jeg at finde hos Ogilvy. Naturligvis kan det være fristende at gå videre, da Ogilvy har 497 kontorer i 125 lande og 15.000 ansatte. Det tiltrækker mig ikke nu. Men det var da rart at vide, at der var andre muligheder end i Danmark, da jeg sagde ja til jobbet i sin tid.”

”Ud over Ogilvy Danmark har jeg også i brancheorganisationen involveret mig i bl.a. at skabe nye uddannelsesstandarder i vores branche. Reklamebranchen skal gøre mere ved sit omdømme, for vi har brug for de skarpeste hjerner. Det er ikke mange brancher, der byder på mulighed for berøring med 20 forskellige problemstillinger i 20 forskellige virksomheder. Det giver en enorm viden om forretningsmodeller samt indsigt i effekten af en given implementering,” siger Karen Østergaard.

Når hun slapper af, sker det i havkajakken, eller på mountainbike, og herudover driver hun en skov i Vendsyssel.

”Så er der både noget at gøre på den korte og den lange bane.”

Fakta:
Karen Østergaard, administrerende direktør, Ogilvy & Mather, og landechef, Ogilvy Danmark

1988: Cand.merc., Handelshøjskolen i København

1988: Egen konsulentvirksomhed inden for data­baseopbygning og salgstræning

1990: Marketing director, Dansk Shell

1995: Administrerende direktør, OgilvyOne

2000: Administrerende direktør, Ogilvy & Mather, landechef Ogilvy Danmark

Tillidshverv: Bestyrelsesmedlem i Danske Reklame- og relationsbureauers brancheforening og i Huset Markedsføring. Medlem af VL-gruppe 17 og af advisory board hos Grevinde Danner Stiftelsen.

Fakta: Kvinder på vej - og på toppen
Keep it simple

Britta Hedegaard, 40 år, har som motto ”keep it simple”. Hun er partner i konsulentvirksomheden Bøgetorp i Billund, og hun er interesseret i flere bestyrelsesposter. I dag er hun bestyrelsesformand i produktionsvirksomheden Sejma Industries og bestyrelsesmedlem i filtervirksomheden Konfair i Herning. Desuden er hun formand for Erhvervskvinder.dk i Viborg med 65 medlemmer – stiftet sidste år.

Hun er cand. merc. i økonomistyring, strategi og organisation og mener, at hun i bestyrelser bl.a. kan byde på ”nye tilgangsvinkler til arbejdet med forretningsgrundlag, strategi og handlingsplaner”.

Tænker ud af boksen

Hanne Dannulat er adm. direktør i medicinalvirksomheden Norgine Nordic og har en fortid som europæisk direktør for Structural Bioinformatics og som kommerciel direktør i GlaxoSmithKline. Hun har suppleret uddannelsen som erhvervsøkonom med en executive MBA fra Henley. Hun ønsker flere bestyrelsesposter ud over den, hun har i produktionsvirksomheden Gerstenberg & Schröder - Gerstenberg & Agger. Hun har deltaget i flere fusioner i medicinalbranchen og har forestået såvel udviklingsprogrammer som salgsmæssige turnarounds. ”Jeg tænker ud af boksen og betræder gerne nye veje,” siger hun.

Fakta: Mentoring giver resultater
Ulla Bechsgaard, medie- og kommunikationschef i organisationen Lederne, er en svoren tilhænger af mentoring. Hendes første mentor, ”en leder med erfaring fra de bonede gulve”, fik hende til at erkende, at man kun kan have succes som leder ”ved at holde fokus på opgaverne og parkere følelserne”. Nu giver hun som mentor samme erfaringer videre til to kvindelige ledere in spe, ”så historien gentager sig.”

Ulla Bechsgaards egen nye mentor er professor Anders Drejer fra Handelshøjskolen i Århus. Han hjælper hende med fokus på det strategiske.

”Nu, hvor jeg er en mere rutineret leder, tør jeg få følelserne i spil igen og kan vise empati – forhåbentlig til gavn for mine medarbejdere.”

Erfaringerne med mentoring bruger Ulla Bechsgaard også i jobbet hos Lederne, hvis nye program LedelsesSparring matcher mentorer og mentees. I forhold til medlemstallet er kvindernes deltagelse i programmet størst.

”Kvinder er bedre til at søge råd hos andre. Det skal man nok snarere se som en styrke end som en svaghed,” siger Ulla Bechsgaard.

Læs flere artikler i Berlingske Nyhedsmagasin eller som gratis e-magasin

 




Markedet lige nu