Brug flekslån som en mellemstation

Hvis de aktuelt meget lave flekslånsrenter simpelthen er for tillokkende, så overvej at bruge flekslånene midlertidigt. Se her hvordan.

To tredjedele af alle danske realkreditlån er nu rentetilpasningslån – kaldet flekslån. Og andelen ser stadig ud til stige, selv om det billigste faktisk er de fastforrentede lån, fordi de kan konverteres, og man på den måde enten kan skære renten ned eller skære restgælden ned. Men selv om der er gode argumenter for at holde sig til fastforrentede lån, kan det være en god idé "midlertidigt" at parkere boligfinansieringen i flekslån.

Man skal tage en række beslutninger fra begyndelsen for at have en helt klar strategi for, hvornår man hopper ud af rentetilpasningslånet og ind i et nyt fastforrentet lån. Ellers kan man nemt blive snydt af sine egne forventninger til fremtiden, og pludselig sidder man med en belåning, der overstiger det, økonomien kan bære. Næste trin kan så blive en ufrivillig flytning.

Partner Søren Ejlertsen fra rådgivningsfirmaet Realråd peger på nogle helt konkrete låntagere, som måske med fordel kan udskifte det fastforrentede lån med et rentetilpasningslån i en periode. Det er låntagere med fem- eller seksprocents lån, hvor obligationerne udløber i 2038 eller 2035.

Hvis du har flexlån

Familier med flekslån, som – måske af sikkerhedsgrunde – egentlig hellere vil hen i et fastrentelån, kan overveje en særlig strategi

Den lange rente: Ifølge partner Søren Ejlertsen fra Realråd skal man rette fokus mod den lange rente og lade den afgøre, hvornår man udskifter flekslånet med et fastrentelån. Ved det aktuelle renteniveau er to muligheder i spil enten et fireprocentslån eller et femprocentslån.

5 procentslån: Først må man sikre sig et lånetilbud i et femprocentslån, og det kan kun gives, hvis kursen når under 100. Derfor må man afvente, at det sker.

4 procentlån: Fireprocentsobligationer bliver aktuelt handlet tæt på kurs 94, og ifølge Søren Ejlertsen er det først interessant, hvis kursen kommer op på 98.

Gevinst i ventetiden: Mens man venter på, at det ene eller det andet lån når en attraktiv kus, nyder man godt af den meget lave rente på flekslånet. Jo længere tid, der går, før man kommer ind i det ene eller andet fastforrentede lån, jo mere har man sparet.

Hold fast i strategien: Hvis man har valgt at gå efter faste lån som en katastrofesikring, så må man holde fast i strategien og gå ind i fem procentslånet, hvis renten begynder at stige, også selv om man kan være tilbøjelig til at tænke, at renten nok kommer ned igen. Renten kan jo lige så godt fortsætte opad, så man ender med et seksprocentslån.

Risikoen: Har man ikke råd til det, ja så er man for alvor i farezonen. Så er man tvunget til at blive i sit variabelt forrentede lån med alle de usikkerheder om den fremtidige rente, som det indebærer. Samtidig fraskriver man sig muligheden for via fremtidige konverteringer at indkassere fremtidige gevinster.

Læs mere om flexlån i Berlingske Nyhedsmagasin 12. marts

 



Markedet lige nu