TEKNOLOGI: Avisernes forretningsmodel hænger dårligt sammen med de nye, digitale tider. Man har værnet om fortiden i stedet for at ruste sig til fremtiden.
24. februar 2009, 06:30
Tech-blogen, Silicon Alley Insider, præsenterede forleden en tankevækkende taløvelse: Verdens førende avis, New York Times, kan forære hver abonnent en Kindle for halvdelen af, hvad det koster at producere og levere avisen til samme abonnent i et år. Kindle er internetbutikken Amazons populære bud på en elektronisk “reader”, en gadget til læsning af aviser og bøger i digital form.
Regnestykket illustrerer den traditionelle avisproduktions problemer på to fronter: Format og forretningsmodel.
Formatfronten byder indtil videre på de mindst dårlige nyheder. Avisformatet, det fysiske produkt, er fortsat et af branchens bedste kort i kampen mod online-medierne, og for mange avislæsere er det utænkeligt kun at skulle læse fra en skærm. Amazon vil ikke for alvor kunne true avisernes oplag, men Kindle er det hidtil bedste forsøg. På lidt længere sigt vil avisformatet få større problemer. De yngre årgange er vokset op med internettet, ikke morgenavisen, og her vil det fysiske format ikke have samme nostalgiske fordel i læsernes øjne.
Nettet er ikke løsningen
Kigger vi på forretningsmodellen, er problemerne større og mere akutte. Silicon Alleys regnestykke understreger, hvor dyrt det er at lave aviser på den gode gamle måde.
Her er et yderligere tal, fra den amerikanske medieforsker Jeffery Cole: 70 procent af en avis’ omkostninger ligger uden for redaktionslokalet, altså tryk, transport, markedsføring, etc.
Jamen, er løsningen så ikke at gå online? Nej, hvilket illustreres ved et andet tommelfingertal: Annonceindtægter online udgør kun 10 procent af omsætningen offline. Selv om de fleste danske dagblade har store nyhedssites er der altså langt fra tale om guldgruber. En svær situation, det traditionelle marked forsvinder, smuldrer, og det åbenlyse alternativ kaster ikke nok penge af sig.
Hvad skal aviserne gøre? Først og fremmest tænke anderledes.
“Aviserne har haft over 15 år til at finde ud af denne nye verden. Men i stedet har man værnet om sin fortid som en strategi for fremtiden. Bl.a. ved at blive ved med at tænke i papir.”
Således lyder vurderingen fra den amerikanske medieforsker Jeff Jarvis.
Kræver nytænkning
Han mener, at internettet rummer masser af muligheder, også for aviser, men man skal være i stand til at sluge nogle kameler og tænke nyt. I den forbindelse kan man jo spørge, hvorfor det er Amazon og ikke en avis, der lancerer en Kindle?
Samtidig er det også værd at påpege nogle af de unikke fordele, aviserne stadig er i besiddelse af. Det er fortsat de etablerede medier, der ligger inde med den største viden inden for nyhedsformidling, og den skal bruges til at fortælle væsentlige historier, der ikke passer til onlinemediets hektiske format.
De mange år på bagen giver også aviserne en autoritet, der endnu ikke kan matches af de nye medier, langt fra.
Der er stor forskel på, om en nyhed optræder på forsiden af en morgenavis eller på en tilfældig blog. Denne uhåndgribelige, men store forskel er formentlig avisernes bedste kort. Men der skal mere til, f.eks. noget nytænkning.






























































