Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Arbejdspladser er fulde af skidtsnak

Hver tredje hører ofte kollegaerne tale dårligt om hinanden.

Du skal ikke regne med, at det er roser, dine kolleger lader regne ned over dig, når du vender ryggen til.

Danskerne vælter gerne hele møgdyngen ud, når snakken går på kollegerne. Det viser en rundspørge, som er lavet af analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk blandt 340 repræsentativt udvalgte personer.

Mere end hver tredje hører ofte eller meget ofte kollegerne tale dårligt om de andre. 65 procent hører sjældent skidtsnakkeri, mens kun tre ud af 100 siger, det aldrig sker.

- Det er meget almindeligt, og folk ved det godt. I en undersøgelse, vi lavede, svarede 18 procent af kvinderne og 23 procent af mændene, at deres kolleger af og til taler dårligt om dem bag deres ryg, siger lektor ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet Annie Høgh, der har forsket i sladder og mobning.

Hendes forskning viser, at en vis grad af sladder faktisk kan være positivt på arbejdspladsen, fordi man formidler information og det giver socialt sammenhold. Skidtsnakkeriet er der derimod intet godt ved, lige meget hvor almindeligt det er.

- Får sladderen en negativ klang, som den gør i rundspørgen, så skal man tage det alvorligt. Det er jo et uvæsen, der skaber meget dårlig stemning på en arbejdsplads, og også tager tid og energi fra arbejdsopgaverne, siger hun.

Hun mener finanskrisen kan have en del af skylden for den dårlige omgangstone.

- Fyringsrunder og forandringer giver frustrationer, og får alle til at kæmpe mere for deres eget område. Den konkurrence kan nemt få kollegerne til at tale dårligt om hinanden, siger Annie Høgh.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu