12. marts 2010, 06:00 – opdateret 12. marts 2010, 06:01

Dette er først og fremmest en bog for dem, der lever for at arbejde. Dem, der ifølge Hanne Feldthus oplever arbejdet som selve ideen med livet og lægger deres fulde identitet og alle deres kræfter der. Uanset tidspunkt på døgnet og uanset ugedag.

Hanne Feldthus har prøvet det – arbejdet med hjernen døgnet rundt, deltaget aktivt i magtspillet på arbejdspladsen og mere eller mindre bevidst stødt alle sociale relationer uden for arbejdspladsen eller faget fra sig. Og accepteret, at skilsmisse er en naturlig omkostning, hvis man ønsker at gøre karriere og bygger tilværelsen op på præstationer i stedet for relationer.

Hun er i dag midt i fyrrerne med 25 år på arbejdsmarkedet bag sig. De 22 første var med stærkt fokus på at være den bedste på sit felt. Og det blev hun til sidst som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners, hvor hun for alvor oplevede at blive afhængig af det daglige adrenalin-kick.

Karrieren tog forinden fart i Q8, hvor hun arbejdede sig frem til at blive kommunikationschef. Beskrivelsen af karrierespillet i olieselskabet er skrevet med ironi og humor. Endnu mere indlevende bliver beskrivelsen af arbejdslivet og karrieren på Danmarks førende reklamebureau i 12 år, inden hun brød sammen, og hjernen nægtede at arbejde mere.

Eget ansvar: Hanne Feldthus kan i dag se, at hun havde fået advarslen et stykke tid før det endelige sammenbrud. Hun strejfer også spørgsmålet, om andre skulle have stoppet hende i arbejdsnarkomanien, men når frem til, at ansvaret er hendes eget. Hun retter ikke anklager mod andre, om end hun gerne ville have haft, at en eller anden havde grebet fat i hende inden det endelig sammenbrud.

Efter sammenbruddet tager det ni måneder at komme ovenpå igen, og denne sidste tredjedel af bogen er måske den mest givtige for læseren. Tiden efter sammenbruddet er langt mere kompliceret – og lærerig for både Hanne
Feldthus og dem, der står udenfor. Beskrivelsen af sammenbruddet er et indblik i den
totale afmagt, når hjernen er slået fra.

Hun fortæller, hvordan hun lægger vasketøj i opvaskemaskinen og tomme sodavandsflasker i køleskabet og befinder sig i en konstant fase af gråd og nervenedbrydende angst.

I en ensom kamp mod sygdommen får en tilfældighed, nemlig en radioudsendelse på DR P1, Hanne Feldthus til at lave en plan for at komme på benene igen. Det sker i en hård kamp mod "den store gråd", der konstant trænger sig på. Erkendelsesprocessen er ekstremt hård, og det må have været fristende for Hanne Feldthus at kaste snavs på den virksomhedskultur, hun var en del af i mange år. Den fristelse undgår hun og nøjes med at tune ind på, hvordan hun vil opbygge sit nye liv uden stress og depression.

Genre-miks: "En arbejdsnarkomans bekendelser" er en usædvanlig blanding af elementer fra triviallitteraturen, erhvervslitteraturen og – naturligvis – bekendelseslitteraturen. Det er en sjældent åbenhjertig beskrivelse af et liv i overhalingsbanen, hvor ambitioner og tilhørende anerkendelse talte mere end alt andet.

Desværre har de læsere, som Hanne Feldthus helst ville nå, nok ikke tid til at læse hendes beretning. I stedet kan deres nærmeste læse den for at få et indblik i symptomer og risici ved arbejdsnarkomani. Imens er Hanne Feldthus kommet videre. Stadig med reklame- og markedsføringsstrategi som omdrejningspunkt, men nu også med et liv ved siden af arbejdet.

Læs flere anmeldelser på bny.dk