7. maj 2008, 17:59 – opdateret 14. maj 2008, 20:32

Flere hundrede mennesker er samlet til generalforsamling. Flertallet lytter og nikker anerkendende til beretningen fra formandspodiet, men på første række sidder han. Minoritetsaktionæren, der igen og igen markerer sig med mere eller mindre pinagtige bemærkninger. Formanden kigger på ham med et overlegent blik og henviser til tidligere svar på samme spørgsmål. Men kort efter er han der igen. Insisterende, irriterende.

Umiddelbart ser det ud til, at problemet ligger hos aktionæren, men i den moderne ledelsesverden er det ikke ham, der står over for de største udfordringer. Det gør bestyrelsesformanden. For det er virksomhedens aktiekurs, der i værste fald kan komme til at lide under støjen fra salen. Og derfor gør han det værst tænkelige, når han forsøger at lukke munden på brokkehovedet med alt andet end imødekommenhed.

”Det er meget uklogt og gammeldags ikke at lytte til de mindre aktionærer. Nogle gange er der naturligvis tale om rent kævleri, men ofte siger en enkelt mindre aktionær det, som mange andre tænker. I virkeligheden er det det gode gamle mundheld om, at der sjældent går røg af en brand uden ild. Derfor er man i moderne virksomhedsledelse nødt til at have som grundindstilling, at man lytter til det, der bliver sagt,” siger Erik Werlauff, professor i børs- og selskabsret ved Aalborg Universitet.

Af samme grund fraråder professoren på det kraftigste at gennemføre
afstemninger, som kun har til formål at lukke munden på generalforsamlingens
besværlige mindretalsaktionærer. For det hævner sig senere, fastslår han.

”At tage en afstemning alene for at demonstrere flertalsmagten er ikke
tillidskabende over for nogen. Det kan godt være, at den utilfredse aktionær ikke
siger mere på den generalforsamling. Men det er kun et spørgsmål om tid, før han
melder sig igen – nu med fornyet kamplyst. Derfor handler en rigtig stor del af investor relations og corporate governance i dag om kommunikation. Alt peger på, at jo mere åben man er som ledelse og bestyrelse, desto færre kværulanter møder man.”

Hvor trykker skoen?:

Ifølge Erik Werlauff er det meget vigtigt at lade aktionærerne
komme til orde. Også den lille investor, der har placeret sine private sparepenge i selskabet. For minoriteter kan sagtens skabe så megen uro og røre, at balladen finder vej til landets erhvervsredaktioner og videre ud til potentielle nye aktionærer.

”Alle vil naturligvis helst have konsensus i en forsamling, men sådan er virkeligheden bare ikke altid. Og det er man som moderne virksomhedsledelse nødt til at kunne håndtere. Det smarteste er derfor at lade kritikerne komme til orde, så de mærker, at selv om det store flertal har stemmerne og dermed magten, er de små aktionærer også vigtige,” siger han.

Og der skal være en seriøs og indfølt interesse i at lytte, fastslår professoren.
Småaktionærer kan nemt gennemskue et spil for galleriet, så derfor skal holdningen, at de mindre investorer også kan have noget vigtigt at sige, være forankret helt inde i virksomhedens dagligdag. Og det kræver en klart formuleret kommunikationsstrategi, tilråder han.

Den slags arbejder Anette Galskjøt, cand.jur og seniorrådgiver hos kommunikationsvirksomheden Prospect, med til daglig. Prospect rådgiver en række store danske virksomheder om bl.a. aktionærkommunikation.

”Rigtigt mange virksomheder bliver overraskede over, hvor meget støj en kritisk aktionær er i stand til at skabe. Derfor bør man som ansvarlig virksomhedsleder sikre, at man har en investor relations-politik, som man omgående kan sætte i værk, når der opstår situationer med utilfredse eller kritiske aktionærer. Og sådan en politik har ifølge Anette Galskjøt et klart formål: At få den tvære aktionær over på virksomhedens side.

Der skal skabes en dialog, så den professionelle ledelse bliver klar over, hvor skoen trykker hos aktionæren. Skyldes utilfredsheden utilstrækkelig viden om, hvorfor der disponeres, som der gør? Er der en reel bekymring for afkastet på længere sigt? Eller ligger der noget rent personligt bag de kradse ytringer?

”En IR-politik er bl.a. et redskab til krisehåndtering i ejerkredsen. Det er en politik, der definerer, hvad råderummet er, når der er problemer i baglandet. Heri skitseres det, hvem der har ansvaret for at tage hul på dialogen med den kritiske aktionær, og hvad der kan gøres i de forskellige situationer. Og det er ikke nødvendigvis den administrerende direktør, der skal håndtere kriserne. Det kan være en række andre medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget til det,” siger Anette Galskjøt.

Løbende kommunikation virker:

At håndtere de kritiske aktionærer på en professionel og seriøs måde ved hjælp af en IR- og kommunikationspolitik er en form for risk control, påpeger Anette Galskjøt.

Det er det også, når selskaber holder roadshows rundt om i landet i forbindelse
med halv- og helårsregnskaber. De smarte virksomheder tager sig tid til at tale
med aktionærerne. Både de kritiske, der bombarderer bestyrelsen med spørgsmål, og det store flertal, der blot viser deres interesse i investeringen med deres tilstedeværelse.

”Når ledelsen og bestyrelsen bruger den nødvendige tid på aktionærerne, er det sjældent, at de rigtigt kritiske spørgsmål dukker op i større forsamlinger. Det er langt oftere, når aktionærerne ikke har fået opmærksomhed nok, at sådanne situationer opstår,” siger hun.

En af de kritiske aktionærer, som mange bestyrelser hellere ser hælen end tåen på, er Enhedslistens Frank Aaen. Siden slutningen af 1970’erne har han gjort det til sin mærkesag at opkøbe enkeltaktier i selskaber, som han mener, handler mere eller mindre amoralsk på det menneskelige og miljømæssige plan. Og i sin forening Kritiske Aktionærer har han i dag cirka 40 med-aktivister, som heller ikke forsømmer lejligheden til at tage ordet på generalforsamlinger.

Men Frank Aaen har efterhånden fået ry for ikke at ville andet end at råbe højt. Det
bekræfter tilslutningen til nogle af de forslag, han gennem tiderne har stillet på generalforsamlingerne. Så lidt som 0,01 procent af stemmerne har han præsteret at få i opbakning.

”Det forstår jeg godt, for hvis man som mindretalsaktionær vil lyttes til, kræver det også, at man selv er seriøs, og det mener jeg ikke, at foreningen Kritiske Aktionærer altid er,” siger Anette Galskjøt.

Hun får opbakning fra professor Steen Thomsen fra Institut for Intern Økonomi og
Virksomhedsledelse på Copenhagen Business School. Han mener, at vi i
Danmark forvalter vores ellers stærke aktionærdemokrati med ødselhed – simpelthen fordi mange småaktionærer er for useriøse, når de kommer med deres kritikpunkter.

”Mange mindre aktionærer, der råber op på generalforsamlingerne, er ude i en ren
selvpromovering, og det er meget lidt klædeligt. Nogle af dem gider ikke engang
blive, til generalforsamlingen er slut, når de først selv har haft ordet, og det siger jo mere end rigeligt om deres seriøsitet,” siger han.

Det handler om pr:

Steen Thomsen har netop udgivet bogen ”An Introduction to
Corporate Governance”, og selv om han ikke kommer med nogen opskrift på, hvordan virksomheder, bestyrelser og ejerkredse får en lykkelig sameksistens uden brok, lægger han op til, at hvert enkelt selskab bør sammensætte et kodeks – eller et styringsredskab – som er til at tage i brug, når der opstår kritiske situationer mellem de involverede interessenter i en professionel virksomhed.

”I virkeligheden er det forkert at tale om, at man håndterer de kritiske aktionærer, for det kan man ikke. I sidste ende handler det om pr og om hvem, der vinder kampen i medierne. Men til det bør man have en række styringsredskaber, så man kan agere professionelt og seriøst,” siger han.

Og ifølge professoren er det ikke kun virksomheden, der med fordel kan have en
plan. Han så meget gerne, at også aktionærerne selv greb tingene mere
professionelt an. I den sammenhæng efterlyser han en mere seriøs aktionærforening, som klæder aktionærerne på til at komme med nogle mere seriøse indlæg på generalforsamlingerne. For ifølge ham er alt for mange småaktionærer for populistiske, når de med emotionelle og skingre stemmer fremfører deres kritik.

”I forhold til Sverige er vi håbløst bagud. Der forbereder aktionærerne sig på en helt anden måde, og de opnår også en anden indflydelse, end danske aktionærer typisk gør. Man kan sige meget om den gamle, danske andelsbevægelse, men jeg mener faktisk, at den kan stå som rollemodel for, hvordan en gruppe interessenter bringer nogle emner op, som er vigtige for virksomheden, på en meget seriøs og velovervejet måde,” siger han.

Copenhagen Business School gennemfører i øjeblikket et studie af
generalforsamlinger i Danmark, og de foreløbige resultater viser, at de diskussioner, der foregår her, reelt ingen indflydelse har på de beslutninger, der træffes i virksomheden. Det faktum efterlader mindst to store spørgsmål: Har virksomhederne for travlt med at feje kritiske røster ind under gulvtæppet? Det er Steen Thomsen tilbøjelig til at mene. Og har alt for mange virksomheder ikke erkendt, at investor relations-politik og kunsten at lytte er discipliner, som et moderne børsnoteret selskab skal beherske?

FAKTA:

Aggressive aktivister i udlandet

Corporate raider Christer Gardell har i Sverige slået til mod både Volvo, Skandia og
TeliaSonera med krav om frasalg og udbetaling af større udbytte.

I USA har pengemanden Carl Icahn presset Texaco og Blockbuster til at skære
kraftigt ned, ligesom Time Warner er blevet tvunget til at udbetale højere udbytte til aktionærerne.

Aktive investorer trænger sig på

RIGMANDEN STEEN BRYDE HAR GIVET BESTYRELSER OG LEDELSER EN
FORSMAG PÅ, HVAD DE KAN VENTE SIG, HVIS AKTIVISTER ELLER
AKTIVISTFONDE FÅR ØJE PÅ ET UUDNYTTET POTENTIALE I ET BØRSNOTERET
SELSKAB.
Hans metoder har haft visse lighedstegn med, hvad man kan forvente af en aktivistfond.

Steen Bryde har de senere uger stået i spidsen for et sandt drama omkring aktiemajoriteten i rederiet Nordic Tankers. Da den siddende bestyrelse ikke ville vide af ham og hans uspecificerede planer om at udvide rederiets forretningsområder, øgede han sine opkøb og nåede sammen med en række medinvestorer op på at sidde på ca. 40 procent af virksomheden. Og i et selskab med en meget spredt ejerkreds var de 40 procent nok til at sætte sig på flertallet i bestyrelsen på den seneste generalforsamling.

Tilsvarende er aktivistfonde pengestærke investorer, som ikke stiltiende ser til,
hvordan deres investerede penge forvaltes. Aktivistfonde stiller krav og forlanger forandringer – til gavn for aktionærerne. Og her spiller traditioner og vante arbejdsgange ingen rolle.

Disse træk minder meget om kapitalfondenes forretningsmodel, men med én
afgørende forskel: Kapitalfondene køber fortrinsvis hele selskaber op, som de så kan give en total makeover og sælge videre med fortjeneste. De er typisk ikke interesseret i blot at sidde på en vis aktieandel i et børsnoteret selskab, sådan som aktivistfondene praktiserer.

Den første egentlige aktivistfond i Danmark, Forward Capital, søger i disse måneder at tage de første skridt ud på markedet. I spidsen står Lars Krogsgaard, som har 18 års erfaring fra den svenske kapitalfond Procuritas, ligesom han har to tidligere kolleger ved sin side, Palle Nordahl og Peter Boeskov. Fonden satser på indskud fra private og institutionelle investorer.

Forward Capital har bebudet, at fonden vil gå målrettet efter virksomheder i
fondsbørsens midcap og smallcap-index. Og følger Lars Krogsgaard tendenserne
fra udlandet, må flere danske bestyrelser se i øjnene, at den, der lever stille, på
ingen måde lever godt eller sikkert. Der er dækket op til en hot and spicy dinner for
de danske selskabsledere og bestyrelsesformænd, hvis Lars Krogsgaards
falkeblik falder på dem fremover.