Tabet på biotek-investeringer er på størrelse med Aamunds egenkapital. Nye produkter bliver afgørende, vurderer analytiker.
6. januar 2010, 07:49
Huntexil og Prostvac. To produkter, der kan få stor betydning for Asger Aamunds biotek-investeringer i 2010. Bag de to kryptiske titler gemmer sig nemlig henholdsvis Neuroseach og Bavarian Nordics store satsninger.
Ved indgangen til 2009 var egenkapitalen i Asger Aamunds personlige selskab AJ Aamund omkring 53 millioner kroner, hvilket svarer til årets værditab på aktierne i de to biotekselskaber. Det kunne Børsen fortælle i går.
Asger Aamund har været medstifter af begge selskaber og sidder i dag som bestyrelsesformand i Bavarian Nordic, hvor han ejer tæt på 17 procent af aktiekapitalen.
Ifølge Jyske Banks senioraktieanalytiker Frank Hørning Andersen står Neurosearch foran et godt år. I januar hører investorerne nyt om lægemidlet Huntexil - Neurosearch vigtigste - der skal behandle den frygtede Huntingtons sygdom. Midlet er klar med fase III-resultater, hvilket kan bane vejen for en lancering i 2011.
- Det er et produkt, der har blockbuster-potentiale. Neurosearch kan selv markedsføre det og selv få en stor værdi ud af produktet. Det kan være med til at transformere hele Neurosearch til en profitgivende virksomhed, siger Frank Hørning Andersen.
Bavarian Nordic er på vej med en aktieudvidelse på omkring 300 millioner kroner.
- Det ærgrer mig
Ifølge Frank Hørning Andersen vil aktien formentlig komme under pres op til og under kapitaludvidelsen. Det, der skal redde Bavarian i 2010, er gode nyheder fra højrisikoprojektet Prostvac, som er en vaccine mod prostatakræft.
- Prostvac vil på den korte bane være den primære drivkraft for Bavarian. Men dét, at der endnu ikke har været en partner inde over projektet, kan være tegn på, at der stadig er nervøsitet, forklarer analytikeren.
Selv ønsker Asger Aamund ikke at kommentere kapitalsituationen før regnskabet kommer senere i foråret.
- Jeg vil gerne se, at Bavarian Nordic genvinder sin markedskapital, som jo var omkring seks milliarder kroner, da vi fik den amerikanske ordre på koppevacciner. I den tid, der er gået siden, har vi aldrig tilført aktionærerne større værdi samtidig med, at aktiekursen er faldet. Det ærgrer mig som stifter og aktionær. Det må vi se at få restaureret, sagde Aamund til Børsen.






























































