5 veje til øget vækst i Danmark

Rektor for CBS Johan Roos giver sine bud på vækst.

Finland og Schweiz har ikke blot indtaget første- og andenpladsen i World’s Best Countries-rankingen (sundhed, uddannelse, politik og økonomi) i det amerikanske magasin Newsweeks augustudgave, hvor Danmark blev nummer ti. I Finland og Schweiz findes der også radikale eksempler på, hvordan staten bidrager til den økonomiske vækst. I Schweiz er det regeringens primære rolle at tiltrække flere virksomheder til landet, hvorimod den finske regering har udarbejdet en stærk national innovationsstrategi.

Inspireret af de finske og schweiziske modeller vil jeg komme med fem let provokerende forslag til, hvordan den danske regering kan bidrage til at få gang i den økonomiske vækst.

1. Gør det billigere at drive virksomhed i Danmark. Schweizerne har bevist, at selskabsskatteprocenten er lige så vigtig – og måske endda vigtigere – end den personlige indkomstskat, når der skal skabes grobund for økonomisk vækst. Den schweiziske regering har som sin førsteprioritet at sikre en lav skatteprocent for alle virksomheder og sektorer for at tiltrække internationalt konkurrencedygtige virksomheder.

2. Effektiviser måden at fremme økonomisk udvikling på. De danske strukturer for forskning, videregående uddannelse og innovation trækker ikke i samme retning, og de fremmer ikke i tilstrækkeligt omfang fokus eller vækst. Landet har brug for en smartere måde at stimulere innovation på – så alle relevante dele af den offentlige sektor faktisk understøtter vækst og innovation i Danmark fremover.

Blandt vore nordiske naboer har Finland den mest imponerende måde at udvikle og kultivere et nationalt innovationssystem på. Den finske regering er i gang med at øge innovationsfinansieringen til 4 procent af BNP, men dette beløb allokeres primært til centre, der udmærker sig strategisk inden for sektorer, som regeringen mener, er essentielle for landets udvikling.

3. Udarbejd tydelige klyngepolitikker. Der er fire regionale klyngeprogrammer i Schweiz, og Finland har etableret strategiske centre som offentlig-private partnerskaber med det formål at totalrenovere industriklyngerne og skabe radikal fornyelse.

Schweiz satser for eksempel på vigtige strategiske områder som bæredygtig vandforvaltning, intelligente materialer, stamceller og regenerativ medicin, nanomaterialer og urban intensitet.

4. Skift mental model. Teknologi er vigtig, ja. Men det er ikke en tilstrækkelig betingelse for økonomisk vækst. Den finske innovationsmodel er ikke baseret på overdreven finansiering af forskning i teknologi og uddannelse, men på den velovervejede anskuelse, at investeringer i styrkelse af ledelseskompetencer, udvikling af serviceinnovationer og vækst-iværksættere er afgørende for, at teknologi kan konverteres til økonomisk vækst.

Det er kombinationen af teknologi og humaniora (designtænkning) og samfundsvidenskab (erhvervskompetencer), der er kernen i den finske tilgang til økonomisk vækst. Den nylige fusion, der blev til Aalto-universitetet, understreger, at man i Finland ser innovation som et resultat af samspillet mellem teknologi, design og erhvervsforskning og uddannelse.

5. Frem innovative privat-offentlige partnerskaber. Vi har behov for flere kreative offentlig-private partnerskaber, der nærer innovationen.

Læs hele artiklen i Berlingske Nyhedsmagasin 3. september.

 



Markedet lige nu