Erhvervslivet, den offentlige sektor og børnene bør være indsatsområder for Charlotte Sahl-Madsen.
5. marts 2010, 06:00 – opdateret 5. marts 2010, 06:01
Hvad er forskellen på Videnskabsministeriet og en forlystelsespark? Det kan Charlotte Sahl-Madsen (K) som ny videnskabsminister forhåbentlig snart svare på. Den tidligere formand for Danfoss Universe blev det uventede valg som afløser for Helge Sander (V), der har siddet på posten siden 2001.
Udnævnelsen har afstedkommet høflig overraskelse i it-branchen. På den ene side er Charlotte Sahl-Madsen et ubeskrevet blad i it-politik med en baggrund som museumsdirektør og fire år hos Lego, inden hun havnede hos Danfoss. På den anden side afløser hun en alt andet end populær minister, som mange, inklusive denne signatur, har forlangt udskiftet. Lad os derfor lade tvivlen komme Charlotte Sahl-Madsen til gode og tænke fremad. Hvor kan den nye videnskabsminister gøre det bedre?
1. Erhvervslivet: Hun kan begynde med at sætte turbo på det formentlig vigtigste resortområde, IT- og Telestyrelsen. Under Helge Sander har styrelsen forsømt erhvervsvinklen til fordel for forbrugerrelaterede spørgsmål som opkaldsafgifter eller relativt ligegyldige sager som dokumentstandarder.
Det er helt afgørende, at styrelsen og ministeriet tager teten med rammevilkår og infrastrukturer, således at erhvervslivet kan levere det vækstpotentiale, som den digitale udvikling indebærer. Vi befinder os i et produktivitetskapløb med resten af verden, og intelligent anvendelse af it er absolut afgørende. Helt konkret og aktuelt bør ministeren tage fat i den netop udkomne rapport fra den såkaldte Højhastighedskomité om lynhurtigt bredbånd i hele Danmark.
2. Det offentlige: Ministeren skal dog ikke kun tænke på erhvervslivet, men også den offentlige sektor, hvor der er mindst lige så mange produktivitetsgevinster at hente. F.eks. velfærdsteknologi, det vil sige hjælpemidler til den bekostelige social- og sundhedssektor, hvor teknologi kan gøre patienter og borgere mere selvhjulpne, uden at det går ud over omsorgen. Her kan man spare på de offentlige udgifter og samtidig få en førerposition inden for et område, der vil fortsætte med at vokse, også uden for Danmark.
3. Børnene: Og så er der børnene, vores fremtid. De har fået internettet ind med modermælken, og de fleste af dem mestrer teknologi på en helt anderledes intuitiv og kompetent måde end tidligere generationer. Det er fascinerende og glædeligt, og disse kompetencer skal der bygges videre på, f.eks. i skolen.
Men her har man ikke forstået opgaven eller taget den tilstrækkeligt alvorligt. Som regel ved børnene mere om computere end den gennemsnitlige lærer. Det holder ikke. It skal ikke være et fag, men en tværgående disciplin, hvor børnene lærer at innovere, producere og samarbejde, som man gør i det 21. århundrede.
Stedbarnet: Det var det faglige. Det bliver mere mudret, når vi kigger på de politiske muligheder for den nye minister. Teknologi er stadig et stedbarn i politisk sammenhæng, og ofte ender gode initiativer i en langtrukken diskussion om og mellem resortområder. Lad os håbe, den nye minister har held og dygtighed med at lande nogle it-succeser. Det har vi brug for.































