Socialdemokraternes plan om at tilbagerulle de netop vedtagne skattelettelser kan ramme boligpriserne med op til en kvart million kr. i gennemsnit, hvis hele skattelettelsen går til at købe bolig.
26. oktober 2007, 11:43
I yderste konsekvens kan en tilbagerulning af de netop vedtagne skattelettelse koste en halv million kr. i gennemsnit på huspriserne.
Det vurderer danske banks cheføkonom Steen Boican.
"Socialdemokraterne har sagt, at de vil rulle skattelettelserne tilbage. Og hvis vi antager, at de alle sammen ville blive brugt til ejerbolig, så kan det betyde et prisfald på 200.000 til 250.000 kr. i gennemsnit," siger Steen Bocian, som dog kalder det usandsynligt, at skattelettelserne udelukkende bliver brugt til ejerbolig.
Men bortset fra tilbagerulningen af skattelettelserne kan han ikke få øje på forskelle mellem de to blokke, en VK-regering eller en S-ledet regering, der vil få den store betydning for huspriserne.
"Socialdemokraterne har jo forsøgt at udrydde enhver tvivl om skattestoppet ved at sige, at det kun kan brydes med et bredt flertal i Folketinget, der også omfatter V og K. Så det kan formentlig først blive efter det næste valg. Men i det øjeblik, der nedsættes en kommission med boligskat på dagsordenen, så kan der godt sprede sig lidt uro," vurderer Steen Bocian.
En tilbagerulning af skattelettelserne vil i øvrigt også få en svær gang på jorden, hvis den skal gennemføres ved hjælp af stemmer fra de Radikale og Ny Alliance. Sidstnævnte stemte for skattelettelserne, og de Radikale har ikke ytret ønske om at tilbagerulle skattelettelserne.


























































