Det kirkelige arbejde er blevet ramt af multimedieskatten, der trådte i kraft i januar.
19. februar 2010, 07:35 – opdateret 2. november 2010, 14:52
Store kirkelige organisationer og foreninger oplever mindre fleksibilitet, lønnedgang og medarbejdere, der ikke længere kan kontaktes i akutte situationer. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Kirkens Korshær, som er kendt for sit sociale arbejde blandt landets svageste, er særlig hårdt ramt.
- Vores medarbejdere har reageret rimeligt voldsomt. De er utilfredse med, at arbejdsgiver nu er tvunget til at kontrollere dem. De synes, det er uretfærdigt, at man skal beskattes, fordi man vil arbejde hjemme en dag. Nogle vil slet ikke have en tilkaldetelefon, så det kan være svært at få akuthjælp, siger administrationschef Lene Andreasen.
Skat på håndværkerens værktøj?
Også landets største kirkelige nødhjælpsorganisation Folkekirkens Nødhjælp kan mærke konsekvenserne af den omstridte skat.
- Vores medarbejdere synes, det er urimeligt, at de skal beskattes af et arbejdsredskab. Det vil jo svare til, at en tømrer beskattes af sin hammer og sav, hvis han tager dem med hjem, siger generalsekretær Henrik Stubkjær og tilføjer, at nogle af hans medarbejdere har valgt at betale multimedieskatten, fordi de ikke mener, deres job kan udføres ordentligt uden hjælp fra multimedier.
I løbet af de seneste 10 år har de fleste kirkelige organisationer omstillet sig, så it og kommunikation med multimedier er blevet en central del af det daglige arbejde. Men multimedieskatten bremser udviklingen og indskrænker fleksibiliteten, lyder kritikken nu fra en bred vifte af kirkelige organisationer:
Missionsselskaberne i Ydre Missions Hus er ramt. Foreningen af Sognemedhjælpere mærker konsekvenserne. FDF og KFUM og KFUK, som tilsammen arbejder med flere end 20.000 børn og unge, må nu forsøge at kompensere.
- Vi mener, at multimedieskatten rammer uhentsigtsmæssigt, og at den indskrænker fleksibiliteten, konstaterer generalsekretær Kirsten Larsen fra KFUM og KFUK.
For de fleste præster i Danmark er hjem og arbejdsplads én og samme sag. Derfor kan de ikke undgå multimedieskatten.
- Vores medlemmer synes, det er en principiel urimelighed, at man ikke har en fravalgsmulighed, siger Præsteforeningens formand Per Bucholdt Andreasen.






























































