Vagtgiganten G4S' nu afdøde fader, Jørgen Philip-Sørensen, var en af Storbritanniens rigeste mænd - og trods finanskrisen rykkede han mange pladser op på listen i 2009.
19. januar 2010, 14:58
Jørgen Philip-Sørensen var i 2009 nr. 68 på listen over de rigeste i Storbritannien med en formue på 610 millioner pund - eller 5 milliarder kr. Selvom formuen var skrumpet med 330 mio. kr., røg han alligevel 58 pladser op på listen over de 2.000 rigeste englændere på The Sunday Times Rich List.
Som nummer 68 lå han næsten på niveau med detailhandelskongen Mohamed al-Fayed, hvis søn Dodi omkom i en biltunnel i Paris sammen med Prinsesse Diana.
Philip-Sørensen overhalede blandt andre Stelios Haji-Ioannou, der stiftede EasyJet.
Jørgen Philip-Sørensens formue er imidlertid større, end den fremgår af The Rich List. De 5 milliarder kr. er nemlig kun værdien af hans aktier i verdens største vagtselskab, G4S, som han i sin tid stiftede. Han ejede cirka 13 pct. af vagtkoncernen, som er børsnoteret i København og i London.
The Sunday Times Rich List medregner ikke den formue, Jørgen Philip-Sørensen havde som ejer af Ecover, som er en kæmpe belgisk producent af vaskepulver og rengøringsmidler. I The Rich List medregnes heller ikke Jørgen Philip-Sørensens omfattende ejendomsbesiddelser i Skagen.
Her ejede han flere hoteller i Gl. Skagen, blandt andet Ruths Hotel, og skibsværftet Danish Yacht, der har specialiseret sig i store lystbåde til rigmænd, og som har været et omdrejningspunkt for erhvervsudvikling og profilering af Skagen.






























































