Studerende, der har erfaringer med at studere i udlandet, har ekstra gode chancer for at få job hos vindmølle-giganten Vestas.
23. december 2009, 11:05 – opdateret 23. december 2009, 11:08
I Vestas skæver man til CV’et, når studerende sender en ansøgning ind til dem. Står der udlandsophold på papiret, ryger man foran i bunken.
»Vi lægger stor vægt på, at studerende har studeret i udlandet,« fortæller Karina Boldsen, der er rekrutteringsdirektør i Vestas med ansvar for at ansætte medarbejdere, der tænker internationalt.
Tænk globalt
Ud over at ansætte mange unge, der har studeret i udlandet, ansætter Vestas cirka 80 medarbejdere om året til det såkaldte »Graduate Programme«, der er et toårigt globalt forløb for kandidater fordelt på tre forskellige steder i verden. Og netop det at tænke globalt, fremhæver Karina Boldsen flere gange under interviewet.
»Det er godt, når studerende kommer væk fra den trygge studietilværelse i byer som Århus eller København. Ud over at få erfaringer med et andet sprog, lærer de en fremmed kultur at kende. Desuden giver et semester på et udenlandsk universitet viden om nye metoder at udføre et arbejde på. Den viden kan virksomheden bruge, for det er ikke altid, at den ’danske måde’ er den optimale,« lyder det fra hende.
Respekt for kultur
Karina Boldsen fremhæver også, at studerende får en anden respekt for andre kulturer, når de har studeret i udlandet.
»Det er en vigtig evne at have i Vestas, ikke mindst fordi mange af vores opgaver foregår gennem projekt-arbejde. Desuden bidrager et semester i udlandet til at forstå den internationale kultur, der er i virksomheden,« forklarer hun.
En anden fordel ved at ansætte studerende, der har international erfaring gennem studieophold er, at virksomheden får adgang til ny viden fra udenlandske universiteter. Netop det kan ifølge Karina Boldsen være »et frisk pust til afdelingerne«.
Desuden, tilføjer hun, kan den nye viden fra udlandet med fordel bruges internt i virksomheder, der måske ikke har brug for at tænke globalt.
»Alle virksomheder har noget, de gerne vil være verdensmestre i. Måske kan den viden, den studerende har fået adgang til i udlandet, hjælpe virksomheden med at udføre deres arbejde på en hurtigere og mere effektiv facon,« lyder det fra hende.
Flere rejser ud
At undervisningsministeriet sender en internationaliseringsstrategi på gaden ser hun positivt på.
»Det giver god mening. De kompetencer, vi skal ansætte ud fra i fremtiden, bliver endnu mere internationalt orienterede, end de er i dag. Derfor vil flere virksomhederne se værdien i, at de studerende rejser til udlandet. Desuden vil flere studerende studere i udlandet af den simple grund, at virksomhederne bliver bedre til at værdsætte de, der gør det,« spår hun og tilføjer:
»Virksomheder kan også med fordel lade studerende skrive speciale om deres internationale erfaringer.«































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten