For første gang i fem år stiger ledigheden nu også blandt djøf'erne. Den økonomiske krise har især gjort det vanskeligt for de nyuddannede at finde arbejde.
21. april 2009, 06:00
Efter at have brugt mange år på uddannelse er mange medlemmer af Djøf, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, ængstelige for at komme i gang med at arbejde. Og der venter de nyudklækkede akademikere en hård begyndelse på karrieren. Den økonomiske krise betyder, at erhvervslivet har berøringsangst over for nyansættelser.
Ledigheden blandt dimitterende djøf'ere er steget støt de sidste fire måneder, og i marts i år var den oppe på 438 ledige. Det er en stigning på 19,4 procent siden marts sidste år.
De djøf'ere, der dimitterede i januar i år, har ifølge forbundet haft svært ved at finde et arbejde. Og forventningerne til de studerende, der bliver færdige til sommer, en derfor utroligt lave.
Djøf's formand Finn Borch Andersen ærgrer sig ikke bare på sine medlemmers vegne.
- Hvis den danske konkurrenceevne skal styrkes, er det indlysende fornuftigt at bruge de bedst uddannede med den nyeste viden fra uddannelsesstederne. Det er klokkeklart samfundsøkonomisk spild ikke at bruge de bedste kompetencer til at udvikle vores virksomheder, siger han.
Formanden opfordrer nu beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til at iværksætte målrettede aktiviteter for de nyslåede akademikere.
Det er første gang i fem år, ledigheden blandt alle Djøfs medlemmer er steget. I marts var antallet af ledighedsberørte 919, hvilket svarer til en stigning på 2,5 procent i forhold til marts sidste år.
/ritzau/






























































