Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Udenlandske medarbejdere vil netværke på kryds og tværs

Nu skal det være slut med, at udenlandske medarbejdere føler sig alene i Danmark. Siden sommer har mere end 700 personer og virksomheder registeret sig som brugere af netværket »Expat in Denmark«.

Drømmejobbet er ikke altid nok til at holde på værdifulde udenlandske medarbejdere, selv om de er rejst helt til Danmark for at få det.

Det erkender en række store virksomheder, som aktivt bakker op om, at deres udenlandske medarbejdere og familier knytter nye kontakter gennem det nyoprettede netværk »Expat In Denmark«. Og de udenlandske karrierefamilier har taget imod tilbuddet med kyshånd.

»Jamen, det er helt vildt. Siden i sommer har 700 brugere registeret sig på vores hjemmeside, og vi lancerer først initiativet rigtigt ved et stort arrangement på tirsdag,« siger Katia K. Østergaard, direktør i Dansk Erhverv.

Hun har svært ved at skjule sin begejstring.

Ifølge Katia K. Østergaard skyldes tilstrømningen til netværket, at både virksomhederne og deres udenlandske medarbejdere har savnet et nationalt mødested, som både favner behovet for at skabe nye sociale relationer og få hjælp til de praktiske udfordringer ved at bo i Danmark.

Nye muligheder

Danske Bank, Microsoft og Novo Nordisk er blot nogle af de store virksomheder, som bakker op om det nye netværk.

»Vi er inde i en positiv udvikling, hvor det er blevet lettere at få udlændinge til Danmark. Nu gælder det om at fastholde dem, og her er »Expat in Denmark« et godt initiativ,« siger Stig Flindt, personalechef i Novo Nordisk.

Gennem de sidste mange har Novo Nordisk haft en række netværk for deres egne udenlandske medarbejdere, ligesom 200 er medlemmer af en social klub på virksomheden.

»Men et nationalt netværk giver flere venner at vælge imellem og åbner for flere arrangementer,« siger Stig Flindt.

Tænk integration

Også Microsoft har i de sidste par år lavet deres egne velkomstpakker til udenlandske medarbejdere og tilbudt rådgivning til ægtefællerne.

»Det supergode ved at have fået et netværk på nationalt plan er, at det giver vores medarbejdere mulighed for at skabe nogle relationer udenfor Microsoft. Hele livet behøver ikke at dreje sig om os, og et nationalt netværk giver også helt nye muligheder for ægtefællerne, som måske har et endnu større behov,« siger Charlotte Mark, director og siteleader for Microsoft Development Center Copenhagen.

På Microsofts udviklingscenter har en tredjedel af de 850 medarbejdere en international baggrund.

»Efter at have arbejdet med rekruttering i tre år, er det blevet vigtigere og vigtigere for os også at tænke integration. En af de ting vi har kunnet isolere som årsag til, at medarbejderne forlader os igen, er, hvis ægtefællen ikke falder til i Danmark. Selvom man har fået sit drømmejob, så er det en stor udfordring hver dag at komme hjem til en familie, der ikke trives,« siger Charlotte Mark.

Rejser igen

Hun hilser det derfor velkommen, at »Expat In Denmark« både har fokus på de udenlandske medarbejdere og deres ægtefæller. Bl.a. kombineres det første netværksarrangement med en jobmesse for ægtefællerne.

Indvandrere, der kommer til Danmark i dag, bliver her kortere tid end tidligere. Næsten halvdelen af dem, der kom hertil i 2001, er rejst efter mindre end fire år, og det er især personer, som kommer for at arbejde og uddanne sig, der rejser hurtigt igen.

I Dansk Erhverv mener Katia K. Østergaard derfor, at det er vigtigt, at virksomhederne tænker i integration, allerede inden de investerer i at rekruttere udenlandske specialister og konsulenter. En opfordring, som Danske Bank har taget til sig.

»Vi er nye i det her game og har lige nu kun en håndfuld indstationerede medarbejdere fra vores udenlandske afdelinger. Men med den internationalisering vi har opnået i de senere år med banker i Irland og Finland, så forventer vi, at det vil tage om sig. Derfor vil vi gerne snuse til »Expat in Denmark« og lære af de virksomheder, der har stor erfaring på området,« siger Bent Jespersen, underdirektør i HR i Danske Bank.

 




Markedet lige nu