Kort nyt: Modsat den gængse holdning på de fleste virksomheder i dag spænder gruppearbejde ofte ben for kreativiteten.
Det mener ph.d.-studerende Brian Due, der står bag et nyt forskningsprojekt ved Københavns Universitet. De typiske fælder ved gruppearbejdet er tom snak, skænderier og dvaske kolleger. Virkeligheden viser nu, at samarbejde i grupper på arbejdspladser ofte er det rene spild af tid, som bremser for de gode originale idéer, selv om det egentlig burde gøre lige det modsatte. Masser af arbejdspladser spilder derfor bunker af kroner på den yderst populære samarbejdsform, uden at få ret meget igen, siger Brian Due til LO Ugebrev. Han mener, problemet er, at vi i det moderne samfund har stirret os så blinde på idéen om de fantastiske egenskaber ved teamwork, at vi har indført det ret ukritisk alle vegne.”Dermed har vi overset, at der tit gemmer sig rigtig mange fælder i samarbejde i teams, som betyder, at udbyttet tit er alt for lavt,« siger Brian Due.





