Et udlandsophold er fristende, men familien skal med, mener læserne. Måske er det endda bedst at takke nej, mener ledelsesrådgiveren.
´Hvis ugens tilbud lyder på Kina eller en anden udstationering, så tag familien med eller få i al fald dens accept.
Sådan lyder rådet fra et flertal af læserne i den forgangne uges dilemma. Forudsætningen for at rejse ud er, at familien er indforstået, mener hele 47 procent af de 377 læsere, der har afgivet deres stemme på Business.dk.
Ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt fra Ledernes Hovedorganisation mener endog, det kan blive nødvendigt helt at sige nej tak til et ellers godt tilbud om et udlandsophold. Med den indbyggede risiko at man måske så ikke har nogen stor fremtid for sig i den virksomhed, man arbejder for.
Ugens Dilemma, der offentliggøres på Business.dk i samarbejde med Lederne, havde denne gang udstationering som tema:
En mellemleder i en medicinalvirksomhed med tilknytning til det asiatiske marked får tilbud om tre års udstationering i Kina. Det lyder som en stor chance, men der er også en ægtefælle med et godt job og børnene at tænke på. En overvejelse efterhånden ikke så få danske familier må ind i som følge af globaliseringen.
De fleste læsere mener, det er afgørende, at familien er med. Nogle afviser blankt udstationering; andre mener, det er værd at overveje, om jobbet kan klares fra Danmark blot med forøget rejseaktivitet.
I det aktuelle dilemma vælger mellemlederens hustru at overlade beslutningen til sin mand. Det får denne kommentar fra en læser, karriererådgiver Bodil Damkjær:
»Jeg tror, vi her har med en klog kvinde at gøre, som godt ved, at hendes mand takker »nej«. Deres ægteskab skal holde, derfor lader hun det være op til ham at beslutte. Så kan han ikke senere bebrejde hende, at hun holdt ham tilbage.«
Hensyn til familien
Fra Ledernes Hovedorganisation noterer ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt sig, at hovedpersonen tilsyneladende føler sig under pres.
»Som leder er det vigtigt at turde stå fast på sine værdier, lytte til sin indre stemme og beskytte sin integritet. Det er alt sammen med til at sikre, at lederen trives i sit job. Og lederen i Ugens Dilemma bliver tydeligvis »presset« til at træffe et valg, der ikke nødvendigvis harmonerer med lederens egne værdier.«
»Denne leder har en række hensyn, som han skal forholde sig til, herunder hustruens karriere og børnenes skolegang. Såfremt lederen begynder at gå på kompromis med de ting, der er vigtige for at trives i og uden for jobbet, er der samtidig en stor risiko for ikke at kunne præstere som leder,« fortsætter Uhrenholt, som når til denne konklusion:
»For at kunne træffe et så vigtigt valg, som lederen her er stillet over for, er det en forudsætning at være afklaret, og det er han tydeligvis ikke. Som ledelsesrådgiver vil jeg derfor anbefale lederen løsning nummer et (at takke nej til tilbuddet, red.). Det medfører så muligvis, at lederens fremtid i virksomheden hænger i en tynd tråd, men det store spørgsmål, som lederen er nødt til at stille sig, er, om det overhovedet er den rigtige virksomhed, han arbejder for. Han bør begynde med at få afstemt egne og virksomhedens forventninger. Først efter en sådan forventningsafstemning kan lederen agere og træffe valg for sin fremtid.«















