Stort potentiale i smartere produktudvikling

Danske virksomheder er ved at drukne i udvikling, nytænkning og kompleksitet i et omfang, der skader indtjeningen. Imens ligger der et stort uudnyttet effektiviseringspotentiale i at forenkle og standardisere produkterne, lyder opmuntring fra ph.d.er.

For at hamle op med den globale konkurrence har de danske virksomheders produktudviklere og ingeniører i de seneste år haft store, kreative tænkehatte på. Men faktisk kan netop innovation og nye produkter gøre produktionen så kompleks, at virksomhedens produktivitet, fleksibilitet og konkurrenceevne svækkes.

Læs også: Skrot stoltheden – bed om hjælp

Sådan lyder advarslen fra partner i Worm Development Rasmus Pedersen, der har skrevet en ph,d, om fordele ved og metoder til udvikling af produktplatforme.

»Mange virksomheder genbruger for lidt af deres produktdesigns og er for ufleksible, fordi deres produkter hver især er meget kundespecifikke. Så for at tilfredsstille forskellige kunder, ender de med at have en masse forskellige dimser i deres produktion,« forklarer Rasmus Pedersen.

Ifølge hans forskning ligger der store indtjeningsmuligheder for virksomhederne i at tænke langt smartere, når det handler om hvilke komponenter, det enkelte produkt skal bestå af. Det handler kort og godt om at tænke i skabeloner, så størstedelen af et produkt er standardiseret og kun få dele – de der taler til forskellige kundegrupper – varierer.

Lavthængende frugter

Også masser af ældre produkter spænder ben for effektiviteten, fordi de igennem årene har gennemgået en masse småforandringer, som stiller særlige krav til materialer, produktionsapparat og leverandører.

»Virksomhederne bør analysere de enkelte produkters kompleksitet og samtidig få kortlagt sammenhængende i hele produktprogrammet. Når de har et overblik, kan de sætte ind med en række designprincipper, som rydder komplekse detaljer af vejen, uden at kunderne opdager det. Det kan langt de fleste industrivirksomheder blive bedre til, og det behøver ikke at være store, komplicerede og langvarige projekter. Der er mange lavthængende frugter, som venter på at blive plukket,« siger han.

Billigste løsning

Produktivitetschef i Dansk Industri, Jens Kristian Jørgensen, er enig i, at det er et godt råd at give virksomhederne. »Virksomhederne er altid underlagt en priskonkurrence og et parameter er selvfølgelig at gennemtænke, om produktet er konstrueret, så det er billigt at producere. Hvis man fra starten indtænker en platformstankegang, er det meget lettere at imødekomme kundekrav,« siger han.

Flerfoldig gevinst

Ifølge lektor ved Center for Industrial Production, Aalborg Universitet, Poul Kyvsgård Hansen, findes der ingen initiativer, der giver lige så stort et potentiale for at reducere virksomhedernes omkostninger som produktplatforme.

Men at få ryddet op i produkternes kompleksitet tager ofte længere tid end ventet. Derfor giver mange op undervejs, viser en undersøgelse, han står bag. »Men de, der fortsætter, oplever efter fire-fem år, at effekterne realiseres – endda flerfoldigt i forhold til, hvad de havde planlagt,« siger lektoren.

Standardstøbeforme

En af de virksomheder, der har haft stor succes med produktplatforme, er Lego, som valgte at øge fokus på det område, da virksom­heden var i dyb krise i 2003.

Det er en af årsagerne til, at virksomheden i dag oplever rivende vækst. »Legos forretningsmodel er grundlæggende platformsbaseret med standardiserede klodser, der kan sættes sammen på nye måder. Men vi har også temaer som Indiana Jones, der skal have sin egen hat og pisk,« siger project manager Thomas Steen Jensen.

For at sikre en hurtig udvikling, produktion og leveringstid, er støbeformene til nye komponenter derfor blevet standardiseret. »De nye produkter skal passe ind i standarden for de nye støbeforme. Det forkorter produktudviklingstiden og gør det muligt hurtigt at træffe en beslutning om at producere nye klodser. Samtidig er støbeformene blevet billigere, og det er blevet lettere for os at levere de rigtige produkter på det rette tidspunkt,« fortæller Thomas Steen Jensen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu