Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stigning i ErhvervsPhD-projekter inden for klima og energi

Regeringen har afsat en historisk stor pose penge til forskning i klima og miljø og beløbet stiger de næste par år.

Regeringens fokus på global opvarmning og vedvarende energi er nu slået igennem i de forskningsprojekter inden for ErhvervsPhD-ordningen, der blev godkendt i 2008.

Sidste år meldte 119 ErhvervsPhD’ere sig til et forskningsprojekt. Af de 119 nye ErhvervsPhD-projekter var de 21 inden for klima og energi, hvilket svarer til 18 procent af alle godkendte projekter.

Regeringen har afsat en historisk stor pose penge til forskning i klima og energi med 750 mio. kr. i år og en mia. kr. i både 2010 og 2011 for at sikre, at Danmark beholder den grønne førertrøje.

Projekterne kan eksempelvis være et treårigt samarbejde mellem en virksomhed, der har en PhD-studerende ansat, og DTU, Danmarks Tekniske Universitet.

»Danske virksomheder skal være med til at finde de teknologiske løsninger, der skal til for at begrænse effekterne af klimaforandringerne. Det kræver, at nogle af vore bedste hoveder beskæftiger sig med det. Ikke bare på grund af miljøet, men også fordi det er her, fremtidens grønne vækstmuligheder skal findes. Derfor er det godt, at så mange af projekterne kredser om netop klimaproblematikken. Det understreger regeringen jo også ved at sætte et historisk højt beløb af til at sætte yderligere turbo på forskning og udvikling de kommende år,« siger klima – og energiminister Connie Hedegaard (K).

150 projekter i 2010
I 2006 var det kun to projekter, der beskæftigede sig med området. Videnskabsminister Helge Sander glæder sig over den store tilstrømning til ordningen:

»Klima- og energisektoren er udset som et af de væsentligste vækstområder de kommende år. Samtidig har Danmark sat sig i spidsen for at opnå en global klimaaftale, og det er derfor glædeligt, at også de danske virksomheder prioriterer området højt, herunder vigtigheden af at udvikle området gennem forskning,« siger videnskabsminister Helge Sander (V)

En ErhvervsPhD er ansat og forsker i en virksomhed og er samtidig tilknyttet et universitet. I de tre år, projektet varer, tilbringes halvdelen af ErhvervsPhD’ens tid i erhvervslivet og den resterende del i den akademiske verden.

Den generelle interesse for ErhvervsPhD-ordningen var ligeledes rekordstor sidste år. De 119 nye projekter var ni pct. flere end i 2007.

Regeringen har sat som sit mål at oprette 150 nye ErhvervsPhD-projekter hvert år fra 2010.

 




Markedet lige nu