Har du gabt over for stor en mundfuld på jobbet, bør du indrømme det over for din leder. Ellers risikerer både opgaverne og din arbejdsglæde at lide under din ærekærhed.
1. september 2010, 09:14 – opdateret 1. september 2010, 09:26
At indrømme, at man ikke magter at løse en opgave, som man er blevet stillet på jobbet, eller er frustreret over, at et projekt tager længere tid end ventet, er ingen skam. I hvert fald er det langt bedre end at lukke øjnene for ens egen utilstrækkelighed, hvis man har sagt ja til for vanskelige eller omfattende opgaver, som man ikke kan klare alligevel.
Læs også: Stort potentiale i smartere produktudvikling
Sådan lyder konklusionen på Ugens Dilemma, hvor du som teamchef i en videnvirksomhed er blevet duperet af ledelsens ønske om, at netop du påtager dig ansvaret for et nyt, vigtigt projekt, og derfor har takket ja. Desværre viser det sig bare, at opgaven er vanskeligere end forventet, og resultaterne af din indsats lader vente på sig.
»Lederen i det pågældende dilemma befinder sig i en situation, hvor det er motivationen og arbejdsglæden, der står på spil samtidig med, at projektet er ved at kuldsejle. Hverken lederen selv eller virksomheden kan drage noget positivt ud af den udvikling,« siger Nikoline Meyer, ledelsesrådgiver hos Lederne.
Uklare forventninger
Problemet opstår typisk, fordi teamchef og ledelse ikke på forhånd har været tilstrækkeligt opmærksomme på på forhånd at afstemme deres forventninger til det nye ansvarsområde, som teamchefen får.
Men netop, når man tildeles nye arbejdsopgaver, er det afgørende, at man ikke lader sig forblænde af æren over at blive betroet et vigtigt område, men at man husker at få klarlagt, hvor omfangsrig opgaven er.
Karriere-konsekvenser
Samtidig gælder det om at holde sig for øje, om de nye opgaver bringer én videre i det rette spor rent karrieremæssigt.
»Når du som leder bliver bedt om at varetage nye opgaver, er det at give tilsagn om at påtage sig yderligere ansvar. Et ansvar, hvor de uddybende og kritiske spørgsmål til opgavens omfang måske ikke er blevet stillet. Det kan ske, at stoltheden over at være udpeget til nye udfordringer skygger for den kritiske sans, og man glemmer at tage stilling til, hvorvidt de nye arbejdsopgaver passer ind i de øvrige arbejdsområder, og om det overhovedet var en del af de karriereønsker, der stod på ønskesedlen,« siger Nikoline Meyer.
Giv ikke op
Det forkerte træk i teamchefens situation vil være blot at bide tænderne sammen og fortsætte projektet uden at kny, sådan som ti procent af læserne på Business.dk ellers har foretrukket. Men der er heller ingen grund til at opgive ævred helt, trække dig som projektleder og lade andre komme til i stedet, hvilket også kun to procent af læserne har valgt som deres løsning.
Søg hjælp og tag ansvar
I stedet er det rette at gøre at henvende sig til ens egen chef og melde klart ud, hvordan man oplever situationen. Altså løsning tre, som 57 procent af læserne har stemt på som den rette. »Ved at gå til chefen og fortælle om egne oplevelser af opgaven, udviser lederen både ansvarlighed og mod. Det er vigtigt, at lederen tager en åben snak om forventninger, og hvad han eller hun overså i opgaven og eventuelt selv komme med forslag til, hvordan projektet kommer godt videre. Det, at lederen agerer frem for at lade stå til, viser ansvarlighed,« siger Nikoline Meyer.





























Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten